Folkepension
Folketinget har nu vedtaget, at folkepensionsalderen i 2040 forhøjes til 70 år; den højeste i EU, hvad der har fået stor international opmærksomhed.
Landet med den bedste økonomi får den højeste pensionsalder.
Et spørgsmål trænger sig på: Hvorfor skal alle fortsat have folkepension fra samme tidspunkt, hvad enten man tilhører det mindretal, der kun har sin folkepension, eller det flertal, der via diverse pensionsordninger kan gå på pension på et meget tidligere tidspunkt?
Til forskel fra mange andre lande sparer de fleste danske lønmodtagere en betydelig del af deres løn op til pension. Det har givet Danmark nogle kæmpemæssige pensionskasser, der betaler enorme beløb i skat.
I perioden 2003-2021 udgjorde denne såkaldte PAL-skat i alt 571 milliarder kroner svarende til 30 milliarder pr. år. Af sociale grunde var det rimeligt, at en del af disse enorme beløb blev brugt til at nedsætte pensionsalderen til eksempelvis 67 år for dem, der kun har deres folkepension at trække på.
Søren Nielsen, Virum
Naturnationalparker
I Berlingske havde Kathrine Lilleør for nylig et fint indlæg med overskriften »Naturpark-romantikerne udøver en rå brutalitet, når dyr sulter«.
Kommentaren handler om de nye naturnationalparker (NNP) og stiller et relevant spørgsmål, om naturen skal frem på præmisser, der er lige så brutale som naturen selv.
Kommentaren er skrevet på baggrund af Naturstyrelsens vanrøgtssag i Mols Bjerge. Det er et emne, som jeg synes, vi skal have meget mere viden og samtale om blandt mange forskellige aktører, ikke kun biologer, inden de nuværende 15 NNPer muligvis bliver til 20.
Bliver naturen nu så meget bedre med alle disse NNPer, hvor tamdyr sættes bag hegn og kaldes vilde og ikke må fodres. Og adgang bliver på eget ansvar?
Man bliver helt rundtosset af alle de nye tiltag i biodiversitetens hellige navn. Opsætning af hegn, veteranisering af træer osv. Jeg håber virkelig, at det ikke gennemføres i et forhastet tempo. Allerbedst ved en grundig evaluering af de første NNPer, inden de næste etableres, men man har desværre ret travlt med at komme i gang.
Margit Sauer, Bagsværd
Lydfyr
Lad mig tale om lydfyr. De bipper ved lyskryds og er min mulighed for som blind at komme levende rundt i byen.
Fra mit hjem til mit arbejde i Valby er der 900 meter og FIRE (4!) lyskryds, og det er bøvlet uden lige. Så den kampagne, jeg vil slå et slag for, er lydfyr.
Det viser sig, at lydfyr er dyre. Så det er mit indtryk, at man sætter lydfyr op, der sjældent virker, og for øvrigt giver statiske stød i regnvejr. De virker ikke, men de er billige. De der virker, er for dyre.
Københavns Kommune bruger så gladeligt penge på taxa til blinde for som den ene forvaltning, der står for lydfyrene, ser der, er det en anden forvaltning, der betaler det gilde. Det er så skørt, at kun administrative siloer kan regne den ud.
Det betyder, at Jobcenter København betaler taxa, så eksempelvis blinde børstebindere som jeg kan fragtes fra Valby til Nordvest.
Det er trods alt rimeligt, for lydfyr i København er som sagt af en elendig kvalitet. Det er kun om natten, at der kollektivt skrues op i hele København, og ja, jeg kan heller ikke sove for den larm.
Havde moderne lydfyr med en trykknap eller med gps-advisering været opsat, havde det virket. Det er der så ikke råd til, siger lyder det fra kommunen, for der bruges i forvejen alt for mange penge på taxa til blinde i København.
Med moderne lydfyr havde Jobcenter København kunnet anvise blinde børstebindere i Valby en sikker gangrute til arbejde i valby.
Når du som borger i københavnsk trafik hjælper os blinde over et vejkryds – altså i Valby har folk og fæ set en blind før, så det tages helt naturligt, det er kun på Jobcenter København, at man får tyggegummi på tastatur fingrene over at se en blind mand – men når du som borger møder en blind på vej på arbejde, så skal du have tak for hjælpen.
Det smerter bare, at I som tak betaler skat til Københavns Kommune, der sætter lydfyr op, som ikke virker ordentligt.
Et andet argument er, at selv blinde vil gerne vil arbejde, og en sikker arbejdsdag betyder sikker vej til arbejde. Det er dog bedre for en blind at arbejde nær bolig. En svingtur i trafikkarrusellen gør en rundtosset. Der er ofte vejarbejde og lige så ofte er det helt naturligt for cyklister og gående lige at glide forbi.
Det, der er sært, er, at det er i det kommunale system, at det går langsomt. Min arbejdsplads er som blind marskandiser bag Jobcentret på Gammel Køge Landevej iblandt andre virksomheder, og det går virkelig fint. Der er heldigvis gitter mellem Jobcenter København og os i det private ved siden af.
Brian Fyhn, Valby
Alderdommens bjerg
På baggrund af vores statsministers generelle, moralske overvejelser, er jeg som 89-årig relativ åndsfrisk, kommet til den konklusion, at talemåden om, at alderdom er som at bestige et bjerg, hvor det bliver sværere og sværere at kravle op, men med en bedre udsigt, stadig gælder. På godt og ondt.
For eksempel er det påfaldende, at mængden af kommunikation på mail og sms’er har forårsaget, at det desværre er blevet almindeligt kun at svare, hvis den pågældende ser en materiel eller prestigemæssig fordel i svaret.
Kun sjældent er der tid til et venligt svar eller en venlig henvisning. Dette har gjort vores fortravlede samfund fattigere.
Steen V. Skånstrøm, Nærum
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
