Læserne mener: Vi snupper da Haarder på Bornholm

»En bornholmsk familie består statistisk af en far, en mor, 1,7 børn og en journalist, og vi finder let en, der kan snuppe Haarders frisprog.«

Foto: Torben Christensen. Arkivfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Statsministeren har vist taget hverken Bertel Haarder eller danskerne syd for grænsen i ed, da han udnævnte Haarder til generalkonsul i Flensborg. Men på Bornholm har vi plads til Bertel Haarder:

• Vi har haft en betydelig befolkningstilbagegang. Der er nemlig mange, der af arbejdsmæssige årsager har forladt øen.

• Vi mangler statslige arbejdspladser, som vi flere gange har fået løfte om. Og vi mangler i den grad en statsamtmand, der bor på Bornholm.

• Vi har boligen klar.

• Vi har gennem århundreder været vant til forvisning af højfornemme folk, der har været uheldige som giftblandere og landsforrædere; men det er bestemt ikke dem, jeg tænker på, men derimod den demokratiske dr. Dampe, der endte i Rønne efter mange år på Christiansø.

• Vi snakker på Bornholm ligeud, og vi kan tage imod af samme skuffe.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

• En bornholmsk familie består statistisk af en far, en mor, 1,7 børn og en journalist, og vi finder let en, der kan snuppe Haarders frisprog.

• På Bornholm stemmer ca. halvdelen på Venstre, og vi vil byde Bertel velkommen. Jeg ved fra flere, at han er en begavet og gemytlig selskabsmand.

• Jeg henstiller venligst til statsministeren, at han sender os Bertel Haarder inden jul til klipfisk, fyldt and og risengrød. Jeg understreger, at jeg ikke taler som præsident for KulturBornholm, men privat.

Carsten Seeger, Markusgård, Aspevej 5, 3751 Østermarie