Læserne mener: Velfærdsstaten er blevet en forsørgelsesstat

»Omkring 40 procent af statens forbrug anvendes på overførselsindkomster til mennesker i den arbejdsduelige alder.«
Læs mere
Fold sammen

Op gennem 1950erne tog forestillingen om en velfærdsstat fart. Samfundet og dets individer skulle gives de bedste muligheder for tilsammen at skabe mere rigdom. Tanken var også at garantere social sikkerhed og give adgang til sundhed og uddannelse.

Socialdemokratiets (det ubestridt største parti) indflydelse var altafgørende i udformningen af velfærdsstaten. Et ideal om lighed både økonomisk og socialt var målet.

I euforien for at forfølge tanken om det retfærdige samfund med de lige muligheder har velfærdsstaten Danmark indrettet et fintmasket sikkerhedsnet for, at så få som muligt falder igennem. Resultatet er, at vi har et af verdens mest lige samfund med bl.a. gratis uddannelser og sygdomsbehandling, vi har en stor offentlig sektor og det højeste skattetryk i verden.

Staten har påtaget sig en kæmpe rolle i at fordele, opdrage, lovgive, pleje, forsørge, regulere m.m. Vi har et system, som udøver høj omfordeling ved hjælp af et progressivt skattesystem. De ti procent rigeste betaler 32 pct. af den samlede skattebetaling, mens de 20 pct. med de laveste indkomster betaler ca. 2,5 pct..

Omkring 40 procent af statens forbrug anvendes på overførselsindkomster til mennesker i den arbejdsduelige alder. Ca. 60 procent af befolkningen er på en eller anden overførselsindkomst (SU, dagpenge, folkepension, sygedagpenge, efterløn og kontanthjælp). Internationalt set tilbyder vores velfærdssystem forsørgelse til en enestående stor del af befolkningen af en enestående høj økonomisk karakter.

Er danskerne da mere svækkede end andre befolkninger, som vi normalt sammenligner os med? Vi lever i et af de rigeste lande med stor statslig fokus på livsstil helt fra barnsben? Eller har 50 års velfærdspolitik svækket befolkningen?