Læserne mener: Kjærsgaards rotterede-sprog

Foto: Nils Meilvang. Pia Kjærsgaard
Læs mere
Fold sammen

Peter Kofod Poulsen, MF for DF, har 8. november et indlæg, hvor han irettesætter Poul Holm for hans mening om Pia Kjærsgaards rotteredesag. Kofod Poulsen påpeger helt rigtigt, at det er vigtigt ikke at lade ordvalget overskygge substansen. Der er bare den hage ved det, at Kjærsgaards manglende fornemmelse for, hvad man kan tillade sig, er blevet substansen.

Indlægget rummer mange ord om Kjærsgaards ret til at ytre sig om politik, det er også ok, men at kæde det sammen med hendes yderst uheldige rotterede-bemærkning, er udtryk for dårlig stil. Gad vide, om jeg er den eneste, der tænker, når jeg hører bemærkninger på rotterede-niveauet, at det siger mere om den, der udgyder det, end om den, der får toiletspanden i hovedet?

Søren Krarup havde for kort tid siden en svada mod Rikke Karlsson gående på, hvilken fin fyr Morten Messerschmidt er, samt at, når Karlsson var stemt ind i Europa-Parlamentet på Messerschmidts stemmer, havde hun ukritisk at rette ind og gøre, som han sagde, ellers kunne hun stemples som illoyal, og det blev hun så.

Nu bliver vi belært om, at det er ok, at Folketingets formand benytter sig af det danske sprogs værste gloser. Hvad nu, hvis vi vælgere brugte ordet rotterede om ledelsen i DF, mon så Kofod Poulsen ville finde det i orden? Han skriver, at man – jeg går ud fra at det er ham selv, han mener – bliver træt af Holms kritik af Pia Kjærsgaard. Gad vide, om Kofod har overvejet, om alle vi andre bliver bliver en smule trætte af at høre på dødssyge gennemskuelige bortforklaringer.