Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Læserne mener: Grøn omstilling vil ramme os alle – og det er okay

»Din ven har trukket over på kreditkortet og skal nu til en alvorlig samtale med banken. Hvad råder du ham til?« skriver Sju G. Thorup i dette læserbrev. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Din ven har trukket over på kreditkortet og skal nu til en alvorlig samtale med banken.

Hvad råder du ham til?

Siger du: »Banken kan da ikke kræve af dig, at du skal betale tilbage, for så får du jo færre penge til rådighed.« Eller: »Din familie skal da ikke lide under tilbagebetalingerne, for de har jo vænnet sig til, at I har de penge til rådighed.« Eller: »Lad bare være med at gå til det møde i banken, så glemmer de det nok, de har jo så mange penge.«

Nej, det siger du ikke, vel? Du vil nok snarere tale fornuft til din ven. Du vil minde ham om, at det er hans eget overforbrug, der rammer ham i nakken som en boomerang. Han har faktisk vidst i nogen tid, at der var overtræk på kontoen, men ikke handlet. Du har også vidst det, og nu siger du det højt. Du siger til din ven, at han i en længere periode må skære væsentligt ned for sit forbrug, så han kan få orden i finanserne igen.

Prøv at tænke scenariet igennem med civilisationen i rollen som din ven og jordklodens ressourcer i rollen som hans bankkonto.

Civilisationen har trukket alt for meget over på ressourcekontoen. Nu er det åbenlyst for enhver, at der skal en drastisk indsats til for at redde natur og ressourcer.

Men nogle af vores politikere opfører sig, som om indsatsen kan ske uden at gå ud over nogen. De synes, at vi skal skåne børnefamilierne, de enlige, de unge, de ældre, de små erhvervsdrivende, eksportvirksomhederne, folk der har en benzinbil, folk der kan lide kød, folk der ikke kan få fjernvarme og dem, der ønsker sig en tur til Mallorca.

Tænk over kreditscenariet. Din ven og hans familie må nødvendigvis finde sig i lang tid med lavere forbrug for at betale deres overforbrug tilbage.

På samme måde vil den grønne omstilling nødvendigvis gå ud over de fleste. Og det er okay. Vi er allesammen medskyldige i overforbruget, og nu må vi allesammen hjælpes ad med at betale tilbage. Jeg ønsker mig redelige politikere, der tør tage ansvar for landets ressourcegæld og sige det højt.

Sju G. Thorup, Gentofte