Læserne mener: Et pjalteproletariat af pensionister

»Ifølge en omfattende undersøgelse, som Ugebrevet A4 har foretaget, lever 14 procent af danske pensionister i fattigdom.« Modelfoto Fold sammen
Læs mere

Der har i Berlingske den sidste tid været læserbreve og debatindlæg om, hvor grotesk SU-systemet er. Et par overskrifter lyder: »Min SU betalte min Audi«. »Nedlæg SU-systemet og erstat det med statsligt lavtforrentet lån«.

Jeg vil bruge et eksempel fra en nær bekendt, til at belyse SU-systemet kontra folkepensionen.

Vedkommende har været på arbejdsmarkedet i 40 år, holdt op som 64-årig. Han får folkepensionens grundbeløb på 6.150 brutto om måneden. En studerende, herunder også udenlandske studerende, får SU på 6.015 brutto om måneden. Desuden kan de optage SU-lån på 3.078 om måneden. Samlet 9.093.

Der er flere tusinde udenlandske studerende i Danmark, som koster samfundet et milliardbeløb i undervisning, SU og SU-lån. Der er lige kommet en opgørelse fra Skatteministeriet, hvoraf der fremgår, at mange udenlandske studerende ikke betaler deres SU-lån tilbage. Grundet EU-regler har Skatteministeriet ikke mulighed for at kræve pengene tilbagebetalt. Det drejer sig om 123 millioner kroner. For at gøre det endnu mere grotesk, rejser langt de fleste hjem efter endt uddannelse.

Ifølge en omfattende undersøgelse, som Ugebrevet A4 har foretaget, lever 14 procent af danske pensionister i fattigdom. De er så fattige, at de ikke har råd til basale forbrugsgoder som sko, briller og tandlægeregninger. Netop det faktum, at de er i mindretal, bliver deres skæbne, mener professor i statskundskab Jørn Henrik Pedersen. Så længe et flertal af pensionister kan få deres tilværelse til at hænge sammen med arbejdsmarkedspensioner og skattefri friværdi i huset, er der ingen til at presse på for at få de offentlige pensioner i vejret.

Danmark har verdens suverænt højeste SU og samtidig et pjalteproletariat af folkepensionister.