Læserne mener: Et opråb fra Twerk Queens trænerbænk

Foto: pr Meincke Sif. Twerk Queen. Arkivfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

I Louise Kjølsens kommentar i anledning af kvindernes kampdag, gør hun bl.a. opmærksom på, at hun konsekvent er bagud i orgasme-konkurrencen – også kendt som sex – idet hun giver langt flere blowjobs, end hun får.

Hvis vi fortsat skal reducere sex til et orgasme-ræs, så lad mig da komme med et godt og velment råd til en taktisk ændring, som kan reducere modstandernes føring og måske endda sikre cifre på pointtavlen i hendes favør:

Når man i en konkurrence konsekvent insisterer på selv at drible bolden i mål for modstanderen, slå sig selv hjem eller på anden vis reducere modstandernes behov for at gøre en indsats for sejren, er der ikke nogen grund til, at modstanderen overhovedet kommer på banen eller imødekommer efterfølgende appeller om fair play.

Med andre ord kan lidt færre blowjobs måske føre til en lidt mere lige konkurrence. Held og lykke med din fremtidige kamp – den er nemlig din og andre på samme måde forurettede kvinders egen kamp og ikke et ligestillingsproblem, som samfundet har stillet jer i.

Cathrine Ellekær Troldtoft, studerende, Fuglsangpark 127, 3520 Farum