Læserne mener: En social union er i Danmarks interesse

»En social union betyder at have minimum standarder for velfærd og arbejdsvilkår.«
Læs mere
Fold sammen

Danmark skal gå ind for at få tilført EU en social søjle. Det overrasker, at hverken venstrefløjen eller højrefløjen gør det til en stor sag. For ud fra dansk perspektiv burde både socialister, socialdemokrater, liberale og konservative være enig i, at en social union er til gavn for Danmark.

En social union betyder at have minimum standarder for velfærd og arbejdsvilkår. For eksempel minimale standarder for, hvad EUs borgere får i børnepenge, SU, kontanthjælp eller timeløn.

Danmark har allerede meget høje standarder på disse områder, og danske borgere ville ikke stå til at miste noget, hvis EU formulerede minimum standarder.

Til gengæld vil forskellen, der ligger mellem velfærd i Danmark og velfærd i østeuropæiske lande, skrumpe.

Ligeledes vil forskellen mellem, hvad danske virksomheder skal sikre deres medarbejdere i forhold til, hvad arbejdsgivere i andre europæiske lande ved lov skal udbyde, ligeledes falde. Det bliver relativt billigere at drive en offentlig sektor eller virksomhed i Danmark, uden at danske standarder falder.

Danmark bliver kort sagt mere konkurrencedygtig, fordi andre landes offentlige og korporative udgifter øges til gavn for social sikkerhed og retfærdighed i hele Europa. Fra det øjeblik vil det i højere grad være effektivitet og innovation, der afgør, om man kan udkonkurrere Danmark eller danske virksomheder.

Samtidig får flere mennesker i Europa en højere levestandard i form af social sikkerhed og retfærdighed. Det er altså ren win-win.