Læserne mener: Danmark trues af svenske tilstande

Foto: Thomas Lekfeldt. Sara Omar, forfatter, har skrevet romanen »Dødevaskeren« om undertrykkelse af muslimske kvinder.
Læs mere
Fold sammen

Årets mest omdiskuterede bog bliver uden tvivl »Dødevaskeren« af den modige Sara Omar. Med god grund. Det er tiltrængt at få alt det frem i lyset, som hidtil er fortiet eller bevidst fornægtet. For hvad er det for et samfund, Danmark er ved at udvikle sig til?

Siden man tillod tusindvis af migranter at komme ind i landet, har vi oplevet meget, vi gerne vil være foruden. Optøjer, indbrud, åbenlyse tyverier fra supermarkeder, umotiverede overfald på sagesløse, voldtægter, befamling af kvinder på offentlige steder, hærværk og terror. Hvad værre er: Skatteborgerne er tvangsindlagt til at forsørge størsteparten af disse personer. Og så må vi ikke glemme æresdrab.

For ikke at få skudt noget i skoene, må jeg hellere tilføje, at ikke alle tilkomne har disse voldelige tilbøjeligheder, heldigvis for det.

Men passer vi ikke på, vil disse voldelige tilbøjeligheder eskalere. Vi har talt med en del svenskere, der har ligget i danske havne. De er dybt fortvivlet over, hvad deres førhen så fredelige land er blevet til. De er dagligt plaget af ovennævnte uhyrligheder, bare i større målestok. De tør ikke gå ud om aftenen, for med indvandringen af enlige mænd er forholdet nu sådan, at for hver 100 kvinde er der 126 mænd, og mængden af voldtægter er steget.

Kommuner som Malmø og Göteborg er ved at gå fallit, da andelen af nydere er større end ydere.

En finsk professor har udtalt, at Sverige snart kan blive en større risikofaktor end Putin. Hele Europa får disse problemer, hvis man ikke gør noget. Tyskland, Frankrig, England og Sverige er eksempler på, at indvandringen er gået for vidt.

Skal Danmark fortsat være til at kende, må der gøres noget drastisk. Glem alt om integration, de seneste 40 år har tydeligt vist, at det er en umulig opgave for en stor dels vedkommende. Sven Christophersen, Værløse