Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Læserbreve: Lad Havarikommissionen arbejde i fred

Noget gik galt den blæsende morgen på broen
Havarikommissionen skal have ro til at arbejde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Kun få dage efter den frygtelige togulykke på Vestbroen mellem Knudshoved og Sprogø, hvor otte personer blev dræbt, trådte flere politikere frem og krævede, at Havarikommissionen skulle skynde sig at blive færdig med sit arbejde. Et sådant krav er uhyrligt og upassende. I den sammenhæng er politikere blot lægmænd, og de bør derfor lade Havarikommissionens folk arbejde i fred, så årsagen til ulykken kan blive fuldt ud klarlagt. Det kræver måske lang tid, og det må alle acceptere, så lignende ulykker kan forebygges.

På tilsvarende måde skriver Christa Sandbæk fra Gentofte i Berlingske, at det er »en let sag« at undgå sådanne ulykker ved blot at afpasse kørslen med godstog, således at et godstog og et passagertog ikke møder hinanden på Vestbroen. Hermed mener skribenten åbenbart at kende årsagen til ulykken, altså at togene mødte hinanden på Storebæltsbroen. Men sådan forholder det sig ikke, og med de undersøgelsesresultater, der allerede er fremkommet, må man antage, at ulykken kunne være sket mange andre steder, fx på Vestbanen hen over Sjælland eller på den fynske hovedbane.

Der er ingen lette løsninger på komplicerede tekniske problemer, og både politikere og andre lægfolk bør ikke blande sig i Havarikommissionens uhyre vigtige og meget vanskelige arbejde. Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Kæmpe bøde til Carlsberg?

Ifølge en notits i mandagens Berlingske har Carlsberg modtaget en bøde på 80.000 kr for ikke at advare om glasskår i deres øl hurtigt nok. Hvis vi sammenligner med en familie med en årsindkomst på 760.000, hvor Carlsbergs overskud før skat i 2017 var 3,8 mia., svarer det til en bøde på 16 - seksten - kr.

Jeg synes ikke helt, det fortjener betegnelsen »kæmpe bøde« i overskriften. Ja, det er mange penge for en privat journalist, men fuldstændig ligegyldigt for et firma som Carlsberg. Ulrik Zimmermann, Holte

Monarkiet er et paradoks

Jeg er helt enig i Bent Blüdnikows Groft sagt i søndags om de tre kvindelige DR-journalisters lovprisning og leflen for Dronningens tale og det royale menageri i det hele taget. Ved enhver kongelig handling såsom hofbal for fine, udvalgte venner, nytårstaffel, gallamiddage mv. i de senere år, har DRs ledelse arrangeret specielle redaktioner »on location« til at kommentere de fornemme damers kollektioner og fremtræden. Specielt de kongelige får ubegrænset omtale og ros i et omfang, så chefredaktøren for »Danmarks Royale Ugeblad« kan gå hjem og lægge sig.

I det hele taget er det nedarvede monarki et paradoks i et ellers demokratisk, folkestyret land som Danmark. Det hviler på traditioner, som for længst burde være skrottet. De kongelige personer har som bekendt ingen politisk indflydelse eller pligter. De kan nøjes med at lade sig fotografere til billedbladene, agere som protektorer og ellers leve som playboys af den rigelige apanage – på skatteborgernes regning. Hans-Esben Laursen, Farum

De unge skal hjælpes ud af mørket

I slutningen af december stod talsmænd fra en række moskeer på Københavns Rådhus og fortalte om, hvordan de vil bruge et nyt netværk til at få flere muslimske unge til at deltage i samfundet: Hjælpe dem med at vælge en uddannelse, med at have nogle sunde fritidsinteresser og at bekende sig til det danske demokrati.

Disse moskeers tilgang står i skærende kontrast til den muslimske organisation Hizb ut-Tahrirs udemokratiske og integrationsfjendtlige tankesæt, som Berlingske har afdækket de seneste dage.

For alle os der er vokset op med de danske demokratiske grundværdier, kan der aldrig være nogen tvivl om, hvilken vej der er den rigtige for de unge, når de står og skal vælge imellem at blive integreret eller at bekæmpe integrationen. Men for unge muslimer, der kæmper med at finde deres identitet i en global verden og med et virvar af forventninger hvilende på skuldrene, er valget ikke altid så let. Derfor er vi nødt til at gøre, hvad vi kan i vores civilsamfundsindsats for at støtte op om dem, der tilbyder de unge den rigtige vej til at blive en aktiv del af vores demokratiske og frie samfund.

Det gør vi i København bl.a. ved at facilitere det nye netværk, for de moskeer, der gerne vil skabe nogle stærke og inkluderende demokratiske fællesskaber. Vi hjælper dem med at mødes og lære af hinanden, for når de taler i kor, er deres klang lettere at høre for de unge.

Jeg er enig med justitsminister Søren Pape i, at hvis grundloven tilbyder en mulighed for at forbyde Hizb ut-Tahrir, så skal vi ikke tøve et sekund. Men indtil da er vi altså nødt til at kæmpe for de unge ved at gøre deres valg endnu klarere: At det er bedre for dem selv, for deres fremtid og deres drømme at vælge at blive en aktiv del af fællesskabet end at bekæmpe det.

For vi kan ikke kun møde Hizb ut-Tahrir med fordømmelse, forargelse og frustration. Vi er også nødt til at bruge de værktøjer, som altid har hjulpet os, når mørke kræfter truer demokratiet: Ytringsfrihed, personlig frihed og sammenhold. Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester, Venstre, København