Læser om USAs præsidentvalg: Jeg foretrækker en lapsus frem for en løgner


Hvis jeg var præsident Joe Biden, ville jeg bruge et nyt slogan: »What do you want: A lapsus or a liar?«
En lapsus er en huskefejl, der skyldes fortalelse eller uagtsomhed: »Med mig ved roret vil I vide, at jeg aldrig ville gøre alvor af en fortalelse, men har de grundlæggende værdier intakt!«
En liar – en løgner – er derimod en person, som lider af en uhelbredelig skavank, så han ikke kan holde sig til sandheden.
Trump har bevist, at han er en løgner: med tys-tys-sagen, med forsøget på at skaffe sig stemmer i Georgia og med opfordringen til at storme Kongressen har han forsøgt at tviste sandheden og trodse folkets demokratiske valg.
Jeg ved ikke, om han er patologisk løgner – jeg er ikke psykolog – men han er i hvert fald en politisk og professionel løgner.
Nu er det ikke første gang, hvor toppolitikere bruger en nødløgn. Tænk bare på Clinton, der udtalte, at »jeg har ikke haft sex med den kvinde«. Men det var dog et enkeltstående tilfælde og ikke et mønster, der gik igen, i en ellers fremragende politisk karriere.
Anderledes er det med Trump. Løgnene og lovbruddene hober sig op. Så jeg spørger: Vil I have en lapsus eller en løgner?
Stig Andersen, Hundested
Geeti Amiri Kjær finder med baggrund i de nylige skrækindjagende historier på bosteder og egne erfaringer fra vikararbejde grund til at bringe en så absurd påstand til torvs, at jeg til trods for den mangelfulde argumentation finder det nødvendigt at svare.
Hun skriver i sit indlæg i Berlingske 7. juli 2024: »Er det på tide, at vi indser, at omsorg og empati for hjælpeløse mennesker ikke er en mulig opgave at løse, når man er en fremmed?«
For det første er det lige stærkt nok på baggrund af alvorlige fejl i velfærdssystemet at hævde, at mennesker ikke kan udvise empati og omsorg over for fremmede. Hvis det var sandt, ville det ellers være noget af en nyhed. Det er bare ikke sandt.
For det andet ville det så medføre, at mennesker med brug for hjælp, men uden netværk, ville være overladt til – hvad? At dø alene?
For det tredje ser synspunktet helt og aldeles bort fra de eksempler på institutioner, hvor der passes kærligt og omsorgsfuldt på sårbare mennesker.
For det fjerde vil synspunktet også medføre, at vi, der har berettiget kritik af systemet, når det fejler, dybest set bør tie stille, for hvorfor overhovedet diskutere kvaliteten af omsorg, hvis den ikke kan lade sig gøre?
Det ligner mest af alt et stykke venstrehåndsarbejde, der bringer uigennemtænkte tanker i spalterne hos Berlingske. Måske burde debatredaktionen kigge lidt grundigere på indlæg fra faste kommentatorer?
Truels Vallø Bisgaard, psykoterapeut og bestyrelsesmedlem i Fonden Ingen Bliver Efterladt
Kunstneren Ibi-Pippi føler sig som kvinde og vil derfor have ret til at afsone en dom i et kvindefængsel. Jeg føler mig som konge og vil derfor have ret til alle de goder, der følger med. Hvorfor skal det, man er født som, være en hindring for noget som helst?
Fillippa Gottlieb, Allerød
Den republikanske præsidentkandidat og tidligere præsident Donald Trump blev forsøgt myrdet til et såkaldt »rally« (vælgermøde). Gerningsmanden blev skudt og dræbt af Secret Service, og Donald Trump slap med skrækken og et strejfet øre.
De politiske spændinger i USA nærmer sig bristepunktet, og dette er uden tvivl benzin på et allerede ukontrolleret bål. Demokrater beskylder Trump for at have orkestreret det hele selv for at få sympati, mens republikanere beskylder demokrater og præsident Biden for at være medansvarlige for attentatforsøget.
Konspirationsteorierne buldrer derudad, og jeg tror, at de fleste af os ser på det amerikanske præsidentvalg i november med stor bekymring. Uanset hvem der vinder, vil taberne ikke tage det pænt.
Mest af alt bør det minde os om at passe godt på både vores demokrati og den demokratiske samtale her i Danmark. Det er et ansvar, der hviler på alles skuldre – både vælgere og politikere. Vi skal hverken svine vores politiske modstandere til eller dæmonisere hinanden. Og vores politikere har en større pligt til ikke at lyve for os, manipulere os og agere magtfuldkomment end nogensinde før.
Demokrati og den ordentlighed, der bør følge med, er ikke en selvfølge, men noget, der skal værnes om, og vi må aldrig tage det for givet.
Jonas Schmidt, Brobyværk