Læser efter EM i fodbold: Tag ved lære af kvindelandsholdet


Fodboldelskere, der har fulgt EM, har beskæmmet og undrende betragtet den patetiske og hysteriske reaktion, når et herrefodboldhold scorer et mål. Alle kaster sig i en bunke, og selv udskiftningsspillere og officials farer ind på banen og havner oven på bunken af spillere. Hver fjerde minut skuespil ved tacklinger, hvor en spiller vrider sig i »ubærlig smerte«.
Endnu mere beskæmmende er det at se, at hver anden dommerkendelse kalder på sammenstimling og vilde protester og et overdrevent kropssprog, der skal signalisere den rene uskyld i forseelsen! Den adfærd på banen er ødelæggende, og dommerne burde stoppe den.
Se så til kvindelandsholdet og lær. De har spillet solidt og målrettet, vist stor spilleglæde og har nu kvalificeret sig til EM. Ingen scener, kun ren glæde ved scoring, accept og respekt af dommerkendelser – og ingen kvinder, der ligger og vrider sig på græsset efter at være strejfet af en modspiller.
Stig Ove Klitmøller, Næstved
Præsident Bidens tragikomiske optræden fortsætter med uformindsket styrke og giver den sagnomspundne Komiske Ali baghjul med flere længder. Men hvornår slutter farcen, som vil sikre ham et ufortjent eftermæle, der næppe kan overskygges af en betydningsfuld og livslang politisk indsats? I boksesporten kaldes en lignende person for ringvrag.
Torben Riis, Klampenborg
Ida Auken (S) skriver 3. juli om sine frustrationer i forbindelse med et møde med en muslimsk mand, der nægtede at give hende hånden af religiøse og/eller kulturelle grunde. Mon Ida Auken har tænkt over, hvordan danskere, og for den sags skyld andre med vestlig kultur, ville forholde sig, hvis de af en eller anden grund blev bosat i Mellemøsten?
Ville vi selv vende ryggen til vores nedarvede kulturarv? Glemme alt om vores demokratiske sindelag, glemme alt om ligestilling mellem kønnene og lægge hele vores kristne kulturarv bag os? Næppe.
Ida Auken er professionel politiker og har siddet i Folketinget siden 2007. Tidligere skiftede hun fra SF til Radikale Venstre i 2014 netop i en periode, hvor partiet kraftigt belærte andre om, at vi skulle åbne os mod verden, og at fremmedartede kulturer var en berigelse for Danmark. Måske skulle Ida Auken være glad for, at hendes politik er lykkedes, i stedet for at surmule.
Søren Sahlholt, Faxe Ladeplads
Martin Jensen, Kastrup, havde et indlæg om affald i Berlingske 12. juli. Jeg kunne ikke være mere enig i, at der burde være investeret i central affaldssortering i stedet for den gældende ordning med grimme affaldsspande overalt.
Det kunne også tilføjes, at med de mange afhentninger slides der ekstra på vejene, og støjniveauet er steget. Derudover ødelægger de grimme affaldsspande de pæne villakvarterer og naturområder generelt. Små stråtækte huse bliver næsten skjult af rækken af affaldsspande, og det er trist.
Det minder lidt om beslutningen for år tilbage om, at alle husejere skulle investere i nye postkasser med alle de direktiver om selve placeringen, som det medførte. Kort tid efter blev alle breve fra det offentlige digitaliseret og sendt via e-Boks.
Måske skulle man planlægge langsigtet og tænke ny teknologi ind i løsningerne!?
Lise Brandt, Birkerød
Med udsigt til aflåste beskyttelsesrum, der minder mest om Anden Verdenskrigs betonklodser langs hele Vestkysten, undrer jeg mig meget over den totalt manglende brug af disse rum. De er ikke engang nævnt af Beredskabsstyrelsen, og de kan næppe rumme mere end en brøkdel/promille af befolkningen.
Min nære veninde gjorde engang rent på Rigshospitalets 16. etage, og der fik de en beredskabsplan, som krævede flytning af patienterne på madrasser, som skulle slæbes ned i kælderen. Der blev aldrig holdt øvelser med planen. Hvis vi skulle få krig, siger erfaringen fra Ukraine, at freden ikke kommer efter tre dage, men forhåbentlig inden for tre år. Tredøgnsanbefalingen skaber frygt og hysterisk panik. Den kan jeg undvære.
Hans Kloster, Frederiksberg