Vi skal også boykotte Kina

Kina støtter Ruslands angrebskrig mod Ukraine og Europa ved at sælge dual use-produkter til Rusland og understøtter Ruslands økonomi ved at købe energi og råstoffer af Rusland. Yderligere er Kina på det seneste blevet venner med Nordkorea og Iran. Alle tre lande støtter Ruslands krig.

Det kan ikke være i Danmarks interesse, at vi som forbrugere i Danmark støtter Kinas økonomi, så hermed en opfordring til boykot. Det kan være svært at genkende kinesiske produkter, der indgår i vestlige, men nogle er lettere at genkende. 

Boykot alle kinesiske elektriske biler, uafhængigt af om de er fremstillet i Kina eller kinesiske virksomheder i andre lande. Der er masser af gode europæiske, amerikanske, sydkoreanske og japanske biler. Køb dem i stedet.

Hvis du skal have solceller på taget, så køb amerikanske paneler og tyske invertere og batterier, og drop de kinesiske. Hvis en dansk energileverandør i fremtiden køber kinesiske vindmøller, så køb din el hos en leverandør, der benytter vindmøller fra Europa eller USA. 

Hen ad vejen kan vi blive bedre og bedre til at udpege kinesiske produkter, så vi ikke støtter et Kina, der handler imod vores interesser. Så kan Kina sælge deres produkter til deres venner i Rusland, Nordkorea og Iran.

Torben Jacobsen, Farum

Man spejder forgæves efter budskabet

Jeg har gennem årene skrevet en del populærvidenskabelige artikler. Nogle af dem er blevet refereret i dagspressen. Man har fortalt mig, at de var læseværdige og let læste. Jeg startede med et resumé, så man vidste, hvad man gik ind til. 

Dernæst blev historien fortalt med faldende værdi af budskabet, så man kunne stoppe og alligevel få det meste af budskabet. Der måtte gerne være illustrationer, de fortæller mange gange mere end ord.

De fleste artikler i pressen har også et resumé (overskriften). Det er overskriften, der fanger ens opmærksomhed. Man (jeg) begynder at læse og spejder ned over teksten for at finde det annoncerede budskab, længere og længere ned over teksten. 

I begyndelsen læser man det hele, efterhånden skimmer man teksten for dog at finde et ord, der refererer til overskriften. Nogle gange spejder man forgæves efter budskabet.

Sådan har det været i årevis i B.T., men nu er Berlingske også begyndt med denne form. I B.T. har man dog den fordel, at artiklen som regel ikke er så omfattende, så man ikke behøver at læse så meget. Er det kun mig, der oplever journalistikken på den måde?

Jeg har en fornemmelse af, at journalisterne bliver betalt pr. ord, men kunne man ikke finde en »lødighedsbetaling« i stedet for.

Per Aasmul, Holte

Hurra for substans og Karin Liltorp

Endelig, endelig er der en politiker, som tør sige, hvad der siges skal. Det er Moderaternes Karin Liltorp, der tager ordet i avisen den 15. juli og markerer, at alt i dagens politik drejer sig om at blive genvalgt, og derfor er det vigtigt at blive kendt landet over.

Altså skal man positionere sig på de sociale medier, næsten uanset hvad sagen drejer sig om. Enhver situation, nok så lille og nok så lokal, kan bruges, bare man er »på«. Ens præstationer på scenen er afgørende, så man skal udtrykke sin mening om hvad som helst. Mere form end substans. 

Klogt spørger hun: Men det kan da ikke være den vej rundt, at vi finder de bedst egnede til at lede vores land? Bør det ikke være, hvad man har opnået af gode resultater i arbejdet på Borgen?

Jeg deler kronikørens opfattelse, nemlig at det helt afgørende må være, at den enkeltes personlige holdning ligger til grund for arbejdet i vores fineste forsamling, og at den kan aflæses i de resultater, man opnår. Det er her, at kræfterne skal lægges.

Desværre fortæller politikeren ikke om de holdninger, hun arbejder ud fra, ej heller om de resultater, hun har opnået. Havde hun gjort det, da havde jeg haft en mulighed for at give hende min stemme ved næste valg.

Ove Bjørn Petersen, København

Tag så det opgør med NRA

Uden at jeg på nogen måde billiger denne skændige handling, kan jeg da håbe, at mordforsøget på Donald Trump kan få Republikanernes øjne op. At det kan få dem til at være med til at lave en kraftig revision af den amerikanske våbenlov og få lukket munden hos tåberne i National Rifle Association.

Erik Walter Nielsen, Charlottenlund