Lærer: Nej, ai hører ikke hjemme i undervisningen

Nej, ai hører ikke hjemme i undervisningen

Vi er meget hurtige til at omfavne ny teknologi i Danmark, og det er desværre ofte børn og unge, det går ud over.

Skolerne skal nemlig inkorporere ny teknologi nærmeste simultant med, at den opstår. Den første iPad blev lanceret i 2010, og allerede i 2011 var det et mål at integrere flere digitale hjælpemidler i folkeskolen.

Eleverne, der går i gymnasiet nu, har til hver en tid haft mulighed for at finde svar på alverdens spørgsmål på få sekunder, fordi de har haft en skærm til rådighed.

De kan finde opgaver skrevet af andre, som kan inspirere dem i deres arbejde, og hvis de går i stå, kan de få hjælp til at komme videre med det samme, bare de har adgang til internettet. De sidste par år har de endda kunnet få sprogmodellerne til at hjælpe med at skrive opgaver.

Styrelsen for undervisning og kvalitet anbefaler, at vi skal undervise med, i og uden kunstig intelligens på ungdomsuddannelserne. Men hvad nu hvis »med« langsomt ødelægger vores børns evne til at være kreative?

Formålet med at lave opgaver i skolen er, at eleverne ved at fordybe sig i et emne lærer så meget som muligt. Problemet er, at alle de hjælpemidler, som eleverne har til rådighed i dag, gør, at deres hjerner hele tiden kører med et lavere blus, og derfor ender de med i sidste ende at lære mindre.

Forskning fra blandt andet MIT viser, at hvis vi får hjælp til formuleringer, opsætning og indhold, som er dét, sprogmodellerne er fantastiske til, så bliver vigtige områder i hjernen mindre, og færre hjerneforbindelser etableres.

Man husker også emnet dårligere, hvis man har fået ai-hjælp. Ved at give vores børn adgang til sprogmodellerne, når de skal sætte sig ind i nye emner, være kreative og lære at formulere sig, gør vi dem i en bjørnetjeneste.

Skal vi ikke denne gang arbejde ud fra et forsigtighedsprincip og holde sprogmodellerne helt ude af skolerne?

Som gymnasielærer synes jeg, at vi først bør inkorporere ai i undervisningen og til studentereksaminerne, når omfattende forskning har vist præcis, hvordan det kan bruges på en måde, så eleverne lærer mere, end de ellers ville.

Danmark er et videnssamfund, hvilket betyder, at vi har brug for samfundsborgere, der kan være nytænkende. Har vi lyst til, at fremtidens arbejdskraft kun kan løse opgaver eller få ideer ved at spørge en sprogmodel?

Turi Kirstine Schäffer, gymnasielærer, lektor i fysik og kemi, Holte

Årets kujon

Hvad kendetegner en kujon? 

En bølle, der terroriserer den, der er svagere end ham selv, men slesker sig ind hos den, der er stærkere.

Har vi nogle forslag til »årets kujon«?

John Jørgensen, Gilleleje

Hvorfor forsvinder de københavnske julemarkeder før jul?

Jeg gik en tur i Indre By 22. december, og det var ærligt talt trist at opleve. Ikke fordi København ikke er smuk – julelysene er flotte, og byen kan virkelig noget i juletiden.

Men julemarkedet? Det var slut. Boder fjernet, områder lukket og julestemningen erstattet af nedtagning og byggeplads.

Og det rejser et større spørgsmål: Hvorfor vælger København igen et omrejsende, generisk julemarked, der lukker ned før jul, i stedet for at give plads til lokale kræfter?

Det marked, der har været, føles som det samme cirkus, man ser i andre europæiske byer:

• De samme standardvarer.

• De samme boder.

• Ingen lokal identitet.

Imens står lokale kunsthåndværkere, små producenter og kreative ildsjæle udenfor. Folk, der kunne have solgt:

• Lokalt håndværk.

• Unikke julegaver.

• Ting med kvalitet, historie og københavnsk sjæl.

Det er ikke bare ærgerligt, det er en forpasset mulighed. For København kunne have haft:

• Et julemarked, der varer helt frem til den 24.

• Et marked, som man faktisk har lyst til at støtte.

• Et marked, der repræsenterer byen, og ikke et omrejsende setup uden rødder.

København er bedre end dette. Og de lokale fortjener pladsen langt mere end endnu et generisk julemarked, der forsvinder, før julen overhovedet er her.

Mikkel Bech Nielsen, København

Mere realisme – ikke flere tabuer

Indvandring er ikke kun et værdipolitisk spørgsmål, men et spørgsmål om økonomi, sammenhængskraft og tillid. Her skylder vi hinanden ærlighed.

Ifølge Finansministeriets opgørelser har især ikkevestlig indvandring over en årrække udgjort en nettoudgift for de offentlige finanser på hele 27 milliarder kroner i 2019.

Samtidig viser tal offentliggjort af Udlændinge- og integrationsministeriet og Danmarks Statistik en vedvarende overrepræsentation i kriminalitet og lavere beskæftigelse for bestemte grupper fra ikkevestlige lande. Det er ikke moralske domme, det er dokumenterede forhold.

Når disse fakta ignoreres eller bortforklares, vokser borgernes utryghed. Ikke af fordomme, men af erfaringer med parallelsamfund, pressede skoler og et velfærdssystem, der forudsætter høj tillid og fælles normer.

Et åbent samfund kræver grænser. En generøs velfærdsstat kræver, at flest muligt bidrager. Hvis vi vil bevare begge dele, må vi føre en strammere og mere realistisk indvandringspolitik, også når det er politisk ukomfortabelt.

Det er ikke hårdhed. Det er ansvarlighed.

Sebastian Bech, bestyrelsesmedlem i Venstres Ungdom i Horsens

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk