Elever kan ikke aflæse et ur

Der er noget grundlæggende galt, når elever i folkeskolens mellemste og ældste klasser stadig ikke kan aflæse et analogt ur. I dag spørger børn sjældent, hvad klokken er – i stedet spørger de: »Hvor lang tid er der til frikvarter?«, »Hvornår skal vi hjem?« eller »Er der snart spisepause?«

Mange børn kan uden problemer aflæse klokken på en iPad eller en mobilskærm – det digitale display viser jo tiden sort på hvidt. Men når de retter blikket mod det analoge vægur i klasselokalet, ligner de et stort spørgsmålstegn. Viserne og tallene giver dem intet – de stirrer forvirret, som om de forventer, at uret skal begynde at tale. Det viser tydeligt, at mange børn i dag ikke har tilegnet sig en grundlæggende forståelse af tidens struktur, men snarere er blevet vant til, at tiden serveres for dem digitalt og færdigtygget.

Det lyder måske uskyldigt, men bag tendensen gemmer der sig flere alvorlige udfordringer – både fagligt og personligt. Når børn ikke kan klokken, mister de overblik og kontrol over deres egen tid. De bliver afhængige af lærere og voksne for at forstå dagen. Det skaber utryghed og stress i en hverdag, hvor skemaet skifter mellem fag, pauser, aktiviteter og skiftende lokaler.

Problemet er ikke kun praktisk, men i høj grad også pædagogisk. Det at kunne klokken, handler ikke kun om at kunne aflæse tallene på en urskive – det handler også om at kunne planlægge, vurdere og tage ansvar. Skoledagen bliver en uhåndgribelig størrelse, når læreren siger: »I har til kvart i til at løse opgaven«, men man ikke har nogen idé om, hvor lang tid det er. Jeg oplever ofte børn gå i panik eller opleve unødigt stress, fordi de ikke ved, hvad et givent tidsinterval betyder i praksis. 

Måske er det på tide, at vi italesætter, hvor ansvaret for at lære klokken egentlig bør placeres. I skolen gør lærerne det bedste inden for den tidsramme, de har – men spørgsmålet er, om det overhovedet bør være skolens ansvar? At lære klokken burde være en naturlig del af den grundlæggende opdragelse og dannelse – på linje med at lære at tage tøj på, binde sine sko og sige tak for mad. Det er en praktisk færdighed, der giver børn selvstændighed og tryghed i hverdagen. Forældre, der tager sig tid til at forklare og øve klokken sammen med deres børn, giver dem et kæmpe forspring – ikke bare fagligt, men også mentalt. Tænk, hvis man som forælder kunne give sine børn denne gave.

Phillip Gam, lærer og AKT-vejleder, Erslev

Den dag, familier og hverdagsliv blev fjender

I sit indlæg 26. april stiller Henrik Busch med sin rubrik et væsentligt spørgsmål, nemlig hvornår blev børn, familier og hverdagsliv fjender i hovedstaden? Jeg har et bud på svaret: Børn, familier og hverdagsliv blev fjender i hovedstaden, da bilen gjorde sit indtog. 

Fra da af skulle byen ikke længere være for mennesker, men for biler, og herefter gennemgik byen en forvandling. Favoriseringen af biler skete på bekostning af mennesker, og det er stadig en spændetrøje for København i dag.

Busch mener, at byens parkeringspolitik ikke kun er frustrerende, den er også asocial. Det kan jeg kun give Busch ret i, for biler og den dertilhørende infrastruktur lægger beslag på en uproportional andel af vores fælles arealer. Men modsat Busch begræder jeg ikke reduktionen i antallet af p-pladser til biler, som i stedet giver plads til meget af det, der efterspørges her i byen, for eksempel bedre cykelstier, mere begrønning og flere opholdsrum.

På Københavns Rådhus er der da også forholdsvis bred enighed om, at biler fylder for meget. Senest har Liberal Alliance meddelt, at de også går til valg på at skabe en by, hvor der bliver mindre plads til biler og mere til mennesker. For som de siger, er nedlæggelsen af p-pladser »sket i takt med, ikke i modsætning til, at København er blevet en stadig mere attraktiv by at bo i, arbejde i og besøge«. Det er jeg – som socialdemokratisk politiker, københavner og familiefar – helt enig i.

Marcus Vesterager (S), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, København

Store lønstigninger

Folkepensionen stiger med rekordhøje 3,9 procent i år – eller cirka 7000 kroner for hele året. Det er på tide – men efterlader stadig en manko i forhold til for eksempel fødevareprisernes himmelflugt – der med de øgede krav til landbruget må forventes at blive endnu højere de kommende år.

Alligevel mener statsministeren åbenbart, at hun også selv fortjener en stor lønstigning – så hendes løn stiger med cirka 12 procent – eller 208.000 kroner for hele året. Og de øvrige ministre følger naturligvis med, med tilsvarende stigninger. Der er ingen smalle steder i regeringstoppen.

Allan Holm Nielsen, Nyborg

Er I rigtig kloge, Berlingske?

Onsdag 30. april kunne man i Berlingske udfordres på sin viden om basketballholdet Los Angeles Lakers i avisens quizindlæg kaldet »Er du rigtig klog?«. Som inkarneret Lakers-fan føler jeg i den sammenhæng en indre trang til at påpege en mindre fejl ved denne dags udgave om mit favorithold. 

For ved spørgsmålet om, hvilken farve Lakers traditionelt spiller sine hjemmebanekampe i, er farven gul det rigtige svar i quizzen. Ser man et billede af LeBron James iført denne udgave af Lakers’ spillertrøjer, vil svaret nok ikke vække undren for langt de fleste. Men graver man et spadestik dybere i sin undersøgelse af Lakers’ farver, vil man finde frem til, at den iøjnefaldende gule farve faktisk beskrives som guld af basketballholdet selv. En farve, der for holdet symboliserer visdom, kvalitet og succes. 

Jeg ønsker ikke at kaste smuds på et ellers fremragende quizformat, men hvis vi læsere skal kunne drage nytte af denne daglige vidensindsprøjtning, må vi kunne forvente, at de rigtige svar er lige så rene som Steph Curry’s 3-points swish-skud.

Andreas Salomonsen, København

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk