I Rigsfællesskabets navn vil det være en god idé at lægge et samlet udrejsecenter for Danmark i for eksempel Narsarsuaq, Grønland.

Under Anden Verdenskrig var der stationeret 4.000 amerikanske soldater, hvilket betyder, at der ikke vil være noget pladsproblem.

Der forefindes en glimrende flyveplads med flot indflyvning gennem fjorden med en smuk natur. Jeg har været der flere gange selv.

En anden placering kunne være Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord). Her har der også været en amerikansk forlægning, og her er en endnu bedre lufthavn. Derudover findes der 12 andre steder, hvor amerikanerne opholdt sig.

Fordelene ved en sådan løsning vil være, at Grønland får arbejdspladser. Endvidere vil vi ikke kunne se bagdelene for fodsåler, når de udviste af sig selv forsvinder ud over Danmarks grænser for at undgå at opleve den storslåede grønlandske natur.

Omkostningerne for udviste personer vil falde drastisk, da flertallet automatisk vil forlade Danmark. Når rygtet om udrejsecentrets placering også når de muslimske og afrikanske lande, vil tilstrømningen til Danmark blive aftagende.

Hakon Holm, Taastrup

Det største svigt, vi kan byde vores børn

Det var med stor anerkendelse, at jeg forleden læste interviewet med Sofie Münster i nærværende avis. Debatten om, hvordan forældre skal opdrage deres børn, bunder langt hen ad vejen i forældrenes usikkerhed og angst for konflikter samt deres frygt for, at børnene ikke kan tåle modstand. Det er en kæmpe misforståelse.

Børn trives, vokser og modnes, når forældrene og andre signifikante voksne tør rammesætte hverdagen med klar og kærlig hånd.

Det handler nemlig om noget helt grundlæggende: Hvis barnet ikke har en klar, fast og kærlig ramme at navigere i, en ramme, hvor vi tør stille krav og har forventninger, hvordan skal barnet så finde ud af, hvem det skal være?

At blive mødt med forventninger er den dybeste form for anerkendelse. Det er et signal til barnet om, at »du kan noget« og »du betyder noget«. Hvis absolut ingen forventer noget af dig, hvem er du så? Ja, så er man i værste fald ikke noget eller nogen. Derfor er det det mest forfærdelige svigt, hvis vi holder op med at stille krav og have forventninger.

Det er netop her, barnet lærer at føle sig vigtigt og som en meningsfuld del af et fællesskab. Og et sandt fællesskab er et sted, hvor man ikke kun skal have noget – man skal også give noget. Det lærer børnene kun, hvis vi voksne tør holde fast, også når lektierne skal laves, eller pligterne i hjemmet skal passes. Eller at hensynet til fællesskabet sættes højest.

Når vi voksne af angst for konflikten viger udenom, fratager vi børnene muligheden for at mærke sig selv, at udvikle sig og at bidrage til livets fællesskaber.

Slip berøringsangsten, stil krav og forvent noget af børnene og giv dem anerkendelsen og ansvaret tilbage. Så skal de nok lære at klare livet.

Malene Sandfeld, medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse (V)

Dyrevelfærd

Gælder dyrevelfærd også for de husdyr, der bliver byttedyr for ulve?

Bertel Lohmann Andersen, Lyngby

Aktiekurser og økonomiske kriser

Det er på mange måder glimrende at investere, og Berlingske udgiver med den anledning et interview med aktieinvestoren Jens Løgstrup og pengeinstitut-privatøkonomen Jeanette Kølbek.

Sidstnævnte udtaler, at aktier historisk set er steget over tid, og hun tror på, at det fortsætter fremadrettet. Kølbek tilføjer, at der formentlig vil komme udsving undervejs, og anbefaler derfor, at man kun investerer penge, som man minimum ikke skal bruge de næste tre år. »For så er der tid til at vente på, at det (aktiemarkedet, red.) kommer op igen,« udtaler Kølbek afrundingsvis.

Gad nu vide, om det hele er så enkelt? Er tidens optimisme blevet for skråsikker? Tager det bare allerhøjest tre år, så fortsætter festen igen? Engang – omkring 1970 – troede man også at have opfundet den krisefri kapitalisme. Det havde man ikke.

Langstrakte økonomiske kriser synes langt borte fra den radikaliserede nutidsfiksering, vi lever midt i, men bør ikke være det fra en seriøs samtidsanalyse. Perioderne 1973/74 til 1983/84, 1987 til 1994 og 2008 til 2013 er eksempler på perioder med omfattende økonomiske kriser, indeholdende renselsesforløb, hvor opblæste priser på fast ejendom, aktier og andre aktiver er blevet korrigeret, tidvis kraftigt. Af forskellige årsager.

Der er en hel del, der tyder på, at dampen aftager under kedlerne i Danmark, Norden og Europa: Vi løber snart tør for skatteydertilskud til alt muligt mellem himmel og jord. Hovedårsagen til en stundende, mulig og omfattende økonomisk krise bliver med stor sandsynlighed Europas omfattende gældskrise, som de noget smart-i-en-fart-inspirerede aktieinvestorer og privatøkonomer burde studere nærmere.

I løbet af en overskuelig fremtid vil den tyske stat skulle bruge en fjerdedel af sine skatteindtægter på at betale renter af statsgælden; de forventes at stige fra 30 til 80 milliarder euro frem til 2030. Renterne af statsgælden koster allerede nu den tyske stat mere end udgifterne til landets teknologi- og forskningsministerium.

Den franske stat bruger allerede nu næsten 70 milliarder euro årligt på renterne af statsgælden, tallet forventes at nærme sig 100 milliarder euro frem mod 2030. På kort sigt forventes udgiftsposten at overstige den franske stats årlige udgifter til uddannelses- og forsvarsformål.

Afslutningsvis er det værd at nævne, at også den engelske stat nu må svare over 100 milliarder pund i årlige renteudgifter.

Denne omfattende gældskrise kommer med stor sikkerhed til at ende i et eftertrykkeligt renselsesforløb. Dette renselsesforløb rammer med stor sikkerhed aktiekurserne – og dermed danske investorer. Så lad ikke optimismen blive for skråsikker.

Anders Orris, Broager

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Mening

Der er fart på Mads Strange (LA). Måske også for meget fart. I flere aktuelle sager er han blevet beskyldt for ikke at have styr på fakta. I Berlingskes debatpodcast »Mening« udfordrer Jacob Rosenkrands Mads Stranges påstande og spørger, hvorfor man som politisk ordfører kan slippe afsted med ikke at have styr på fakta. Gæst: Mads Strange, politisk ordfører, Liberal Alliance Vært: Jacob Rosenkrands I udsendelsen er der lånt klip fra B.T., Mads Stranges sociale medier og Rasmus Stoklunds Facebook