Lad os nu få en retfærdig boligskat

Jeg betaler min skat med glæde, men jeg hader uretfærdighed, og efter min mening er boligskatten i sin nuværende form ikke retfærdig.

Hvorfor skal alle villaer vurderet til tre mio. kr. ikke betale den samme boligskat? Hvorfor skal en villa til tre mio. kr. betale højere boligskat end en lejlighed til tre mio. kr.? Hvorfor er der rabat på boligskatten på forældrekøb? Hvorfor er der lavere boligskat på andelsboliger?

Hvis jeg bestemte, skulle alle boligejere betale den samme procentsats i boligskat, og skatten skulle være én skat beregnet ud fra ejendommens reelle salgspris.

Jeg kan ikke se argumentet for at bevare grundskylden, den nuværende boligskat er jo en sum af grundskylden og ejendomsværdiskatten, man kan nøjes med én skat, der er en skat på ejendommens samlede værdi.

En fjernelse af grundskyldsbegrebet vil gøre beskatningen langt enklere og lettere at forstå for alle.

Principielt er jeg imod at beskatte en værdi og ikke en fortjeneste, man kunne vel heller ikke forestille sig, at man ville beskatte værdien af de aktier, folk har.

Hvis man ændrer beskatningen til at være en procentsats af ejendommens salgsværdi, vil det betyde en øget boligskat for ejere af lejligheder, andelsboliger og villaejere i provinsen, og det vil selvfølgelig ikke være populært og formentlig koste stemmer, men, hvorfor skal der være forskel på beskatningen af en bolig til tre mio. kr. afhængig af boligform og geografisk placering?