Valget mellem teori og praksis

Debatten om epx har været hård. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg også har haft mine betænkeligheder. 

Når man dagligt underviser på både stx og HF, får man et nært forhold til de uddannelser, man er en del af. Alligevel er jeg endt med at se flere muligheder end problemer i epx. 

Det skyldes ikke først og fremmest politik. Det skyldes erfaringer fra klasselokalet. Vi har i mange år været optaget af at opdele unge i boglige og praktiske. Som om de to ting var modsætninger, men de fleste unge passer ikke ned i sådanne kasser. 

Mange af de elever, jeg møder på HF, er hverken mindre intelligente eller mindre ambitiøse end eleverne på stx. 

Til gengæld oplever nogle af dem, at en meget teoritung skolegang bliver en unødvendig barriere for både læring og trivsel. Derfor giver tanken om en uddannelse, der kombinerer teori og praksis, mening for mig. Ikke fordi kravene skal sænkes, men fordi flere unge skal have mulighed for at lykkes. 

Jeg ved godt, at eux allerede findes, og at mange peger på den som svaret. Det har bare aldrig rigtig slået igennem. Noget af den mest interessante kritik handler om gymnasiekulturen. 

Nogle mener, at andre ungdomsuddannelser blot har kopieret stx ved at indføre deres egne huer og traditioner. Det kan man godt se kritisk på. 

Omvendt kan man også vælge at se det som et udtryk for, at unge ønsker fællesskaber, traditioner og et studieliv, de kan spejle sig i. 

Og er det egentlig ikke positivt? Da Mattias Tesfaye (S) talte om, at unge i højere grad skulle gå ind ad den samme dør, ramte han efter min mening noget vigtigt. Der ligger et menneskesyn i den tanke. 

Vi skal naturligvis fortsat have forskellige uddannelsesveje, men vi har været lidt for hurtige til at sortere 15-16-årige efter, om de er »boglige« eller »praktiske«. 

Stx har gennem generationer skabt stærke faglige miljøer, fællesskaber og traditioner. 

Jeg ser ikke epx som et angreb på det. Tværtimod. Jeg ser det som et forsøg på at give flere unge adgang til nogle af de kvaliteter, vi allerede ved virker. 

Epx bliver næppe fejlfri. Ingen store reformer er det, men hvis reformen kan skabe større respekt for både håndens og hovedets arbejde og hjælpe flere unge til faglig trivsel uden at lukke døre til videre uddannelse, så fortjener den efter min mening en reel chance.

Brian Saugberg, gymnasielektor, Aalestrup

Udvis respekt for fortidsdyrene

I en lergrav nord for Gram fandt man i 1978 nogle cirka 10 millioner gamle rygknogler fra en kæmpehaj af arten megalodon. I 2017 blev de fundet i gemmerne på Geologisk Museum i København. Rekonstruktioner viste, at de havde tilhørt en 24,5 meter lang haj.

Dette imponerende fortidsdyr bliver 20. juli omtalt i Berlingske som »havdræbermaskinen«, en »kødflænsende megalodon« og »en ordentlig bisse«. Disse formuleringer leder tanken hen på krig og ødelæggelse. 

Det ville være mere passende at bruge vendinger, som signalerer respekt for dyrelivet og kalde den en kæmpehaj fra fortiden. Dyr dræber ikke deres bytte af ondskab, men som en nødvendighed for deres egen overlevelse.

Christina Johnsen, cand.scient., ph.d., Hundested

Hotel Romantik

Det er meget forståeligt, at interessen for både at deltage i tv udsendelsen »Hotel Romantik«, og at se udsendelsen er så stor, når det er en kendsgerning at samboende mænd lever fem til syv år længere end enlige, og for kvinder er tallet tre til fem år. Hvem ønsker ikke at opnå den højere livskvalitet, der fører til et bedre helbred og et længere liv?

Steen V. Skånstrøm, Nærum

Offentlig finansiering er ikke det samme som statslig drift

Fhv. MF Niels Jørgen Langkilde afviser 15. juli mit forslag om gradvist at omlægge en del af statens tilskud til folkekirken fra præstelønninger til vedligeholdelse af kirkebygninger.

Men hans kritik bygger på en misforståelse. Jeg foreslår ikke, at staten skal overtage kirkerne eller gøre sig til kirkeværge. Mit forslag handler om finansiering – ikke om statslig drift.

Som liberal deler jeg Langkildes forsvar for den decentrale folkekirke. Menighedsrådene bør fortsat have det lokale ejerskab og ansvar. Netop derfor arbejdede jeg som kirkeordfører for at bevare muligheden for decentrale løsninger i den nyligt vedtagne menighedsrådslovgivning.

Lokalt ansvar betyder imidlertid ikke, at lokale kirkeskatteydere alene skal finansiere en kulturarv af national betydning. Mange af vores mest værdifulde middelalderkirker ligger i sogne med få indbyggere, faldende medlemstal og et begrænset skattegrundlag. Kirkernes kulturhistoriske værdi bliver ikke mindre af den grund.

Langkilde har ret i, at statens medfinansiering af præstelønninger har en historisk baggrund. Men en historisk forpligtelse behøver ikke være bundet til den samme finansieringsform for altid. Staten kan fortsat opfylde sin forpligtelse ved i højere grad at medfinansiere den kulturarv, som tilhører os alle.

Folkekirken skal naturligvis fortsat (måske endda mere tydeligt) kompenseres særskilt for de myndighedsopgaver, den udfører på statens vegne.

Formålet er ikke at centralisere folkekirken. Det er at give den decentrale folkekirke en mere rimelig og bæredygtig finansiering af kirkebygningerne – blandt andet gennem en gradvis omlægning af den eksisterende statsstøtte fra præstelønninger til kulturarv.

Det er ikke statslig drift. Det er en mere rimelig fordeling af regningen for en kulturarv, der tilhører hele Danmark.

Carl Andersen, fhv. MF for Liberal Alliance

Klager

Der er rekordmange klager over ejerskifteforsikringerne. I kan sagtens! I kan da i det mindste klage!

Carsten Seeger, husejer, Østermarie

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk