Stort set samtlige traditionelle fællesskaber forekommer i dag delvist forsvundne eller opløste, hvad end det sig værende familien, vores nationale identitet, politiske ideologi og gruppering, tilhørsforhold til en bestemt samfundsklasse, kirken eller ligefrem køn.
Det er en meget bekymrende udvikling, idet mennesket i sagens natur forbinder fællesskabstanken med noget positivt. Et fællesskab rummer den kærlighed, som de gamle grækere benævnte philia. En kærlighed, der bunder i det ligeværdige forhold, hvor man deler værdier og dyder og herved har en fælles opfattelse af, at man hjælper og støtter hinanden i stræben efter et fælles mål.
Fællesskabet rummer idéen om at være en del af noget større – noget, der rækker ud over ens egen person og identitet. Der er et stort kulturtab forbundet med udvaskelsen af de kollektive identiteter, der tidligere fortalte os, hvem vi var, hvor vi kom fra, og hvor vi hørte til.
De identiteter gav os førhen en forståelse af os selv som tilhørende en bestemt klasse, en religion og en nationalitet. Når de udvaskes, er det svært, navnlig som ungt menneske, at finde ud af, hvor man skal gå hen. Selvrealiseringen har i den anledning vundet frem, og den har været de seneste års ureflekterede mantra.
Mantraet, der går på, at hvis du formår at realisere dig selv og dit eget potentiale, vil du nærme dig det fuldkomne liv og den evigt flygtige og forbigående lykke, er usundt for vores fælles kultur og identitet. Vi må aldrig skabe et samfund, der vokser fra hinanden, og hvor vi er os selv nærmest.
Det er min opfattelse, at genskabelsen af fællesskab og en kollektiv identitet kan forhindre det. Her er det vigtigt, at man ikke glemmer, at fællesskabet per nødvendighed er nødt til at have en ydre genstand, som man kan være fælles om.
Det plejede vi at dyrke ved eksempelvis at være sammen om Kristus og evangeliet i kirken, om fodboldlandsholdet i Parken og om vores politiske ideologi i fagforbundet, i arbejderbevægelser og i Fælledparken 1. maj. Det skal vi fremover i højere grad dyrke igen, så vi kan blive en del af noget, der er større end blot os selv
Kasper Søgaard Andersson, Frederiksberg
