Ved præsidentvalget 2024 er Donald Trump igen Republikanernes præsidentkandidat. Valget til det amerikanske præsidentembede er sat til at finde sted tirsdag den 5. november 2024. Vladimir Putin peger nu (omend næppe helt oprigtigt) på vicepræsident Kamala Harris og blander sig dermed i det amerikanske præsidentvalg.

Jeg er for første gang – og nok også eneste gang – enig med den russiske præsident. Jeg håber på, at Kamala Harris bliver USAs 47. præsident.

Vi ved alle, hvad der skete, da Donald Trump vandt præsidentvalget 8. november 2016. Han trak USA ud af klimaaftalen fra 2015 i Paris. På FNs klimakonference COP23 i Bonn i 2017 fastholdt Trump sit nej til Paris-aftalen, medmindre USA kunne få en genforhandling, som var mere favorabel for det amerikanske folk.

Præsidentens holdning var, og er det stadig, at klimaforandringer er et svindelnummer. Kulindustrien i USA jublede. Danmark havde sammen med 15 andre lande sat sig som mål at udfase kul i 2030. Elforsyningen skulle være helt uden kul senest i år 2030. Mange af målene i Danmark er nået før tid. Ørsted har allerede sendt kul på pension.

Hvis Donald Trump kommer til magten, vil han sørge for, at USA fortsat vil satse på kul, som mange af verdens lande ellers kæmper for at udfase. Det tog ellers to årtier at forhandle aftalen på plads og få alle verdens lande med.

Klimaforandringerne er en enorm udfordring. Alle lande er i et kapløb mod tiden for at omlægge økonomien hurtigere, end klimaet ændrer sig. Derfor siger jeg: »Ikke mere af det samme«.

Evals Gruevski, socialdemokratisk byrådskandidat i Næstved Kommune

Midt i en klynketid

Klunketiden er et populært navn for Victoriatiden. Det var som bekendt uldkuglerne med kvasten kaldet klunker, som mange møbler var udstyret med, der gav navn til perioden.

I dag lever vi derimod i en klynketid. Mennesker, der af den ene eller anden grund føler sig uretfærdigt behandlet, himler op om diskrimination af køn, race, religion og seksualitet.

Beskyldninger om racisme og nazisme fyger gennem luften og bruges ofte på en måde, hvor det tydeligt fremgår, at afsenderne ikke har begreb skabt om de begreber, de fyrer af i tide og utide.

Selviscenesættelsen som offer har aldrig været mere populær. Og det er naturligvis i langt de fleste tilfælde den store, stygge, hvide, heteroseksuelle – ofte midaldrende – mand, der qua sin toksiske maskulinitet er skyld i hele miseren.

Desværre står de tossegode og politisk korrekte i kø for at begå kulturelt selvmord og rider med på tidens woke-bølge, der i sit væsen og sine metoder minder om de -ismer, den intolerance og det had, som den foregiver at ville bekæmpe.

Enhver, der ikke hyler i kor med »ofrene« og »de krænkede«, bliver udskammet, og enhver, der formaster sig til at stille kritiske spørgsmål, bliver beskyldt for at lide af fobier.

Det eneste gode, der er at sige om klynketiden, er, at den kan kaste lys over, hvordan tidligere tiders massepsykose med heksejagt og forfølgelse af folkegrupper til følge kunne finde sted.

Hvornår bliver menneskene klogere?

Elisabeth Houe Hansen, Farum

Klovnebussens chauffør

Ingen aner, hvor klovnebussen og dens passagerer kører hen.

For chaufføren er det vigtigste dog at få lov at styre – og for en sikkerheds skyld helst midt på vejen.

Chaufførens tvivlsomme køreevner medfører dog, at bussen slingrer afsted. I Øvrigt til stor fare for andre trafikanter, da slingrekursen medfører, at ingen kan forudse klovnebussens retning.

Erfaringer har vist, at klovnebussens chauffør, til trods for bussens skiftende retninger, bliver ved rattet så længe, der er passagerer nok i bussens nærområder, hovedstadens forstæder og i Nordsjælland.

Underligt nok, men man har tydeligvis endnu ikke opdaget faren ved at køre med klovnebussen.

Chaufførens tvivlsomme køreevner har nemlig medført, at klovnebussen er væltet. Passagererne tumler rundt, mens chaufføren forsøger at få bussen på hjul igen.

Det skal nok lykkes, da chaufføren har stor erfaring fra flere alvorlige havarier, som han tidligere har været indblandet i. Men måske falder passagerantallet, når klovnebussen kører igen?

Dog, hvem ved? Chaufføren har nemlig vist sig rigtig dygtig til at sælge billetter i sit nærområde til sine lidt naive passagerer.

Torben Bach Sørensen, Grenaa