Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lad os få et paradigmeskift på arbejdsmarkedet

Arbejde, der udføres med kvalitet, koster penge. Det vil enhver politiker kunne forstå, hvis de er ude for at købe en bil - men det samme er altså tilfældet mht. arbejdsmiljø, skriver Michael Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Paradigmeskift på arbejdsmarkedet

Mette Frederiksen mener ikke, at man skal blive syg af at gå på arbejde. Hun vil nu øge arbejdstilsynets evner til at sikre dette. Hun kunne begynde med at tage afstand fra den corydonske »normalisering«, som den liberale regering har overtaget via besparelser, der handler om at køre længere på literen.

Arbejde, der udføres med kvalitet, koster penge. Det vil enhver politiker kunne forstå, hvis de er ude for at købe en bil - og det samme er altså tilfældet mht. arbejdsmiljø. Det nytter ikke, at man fra politisk hold vil have os til at køre længere på literen, når man nu fyrer så mange hestekræfter. Bilen/arbejdspladsen bliver kun langsommere og mindre effektiv ved at fyre hestekræfter. Vi er kørt helt ud i gearene nu. Det er tid til en uvending og et paradigmeskift på arbejdsmarkedet.

God arbejdslyst, kære politikere. I kan lige nå det inden valget.

Michael Pedersen, Vejen

Duellen mellem to store rivaler

Lige om lidt går valgkampen for alvor i gang. Den er jo så småt startet allerede i efteråret, men den vil tage til så snart Lars Løkke Rasmussen trykker på knappen til et valg, der meget vel kan blive 26. maj sammen med EU-valget.

Efter at dømme på den første TV-duel på DR 1 mellem Mette Frederiksen og statsministeren kan det blive en slidsom valgkamp. Man kan næsten sammenligne det med et opgør mellem to store rivaler på fodboldbanen, FCK og Brøndby. Det bliver en kamp, der spilles hårdt, der vil være glidende tacklinger og hårde dueller i luften. Der vil blive revet i trøjerne og måske kommer der udskiftninger undervejs. Man kæmper hårdt om bolden som i dette tilfælde er en statsministertaburet og et hjørnekontor.

Dommerne i denne kamp er vælgerne og der vil blive sat en hård kurs ind for at vurdere spillet. Der vil blive dømt obstruktions, offside og der vil undervejs blive delt gule og røde kort ud. Flere skal undervejs til behandling for småskader i kampen. Trænerne står på sidelinjen - det er spindoktorerne som guider deres spillere og især Holdkaptajnerne - Løkke og Frederiksen - til at gå lidt hårdere til bolden og modspillerne for at score.

Målet er at vinde. Lige nu med alle midler, lyder taktikken. Måske der i omklædningsrummet bliver tid til at justere undervejs i pausen.

Rigtig god kamp.

Henrik Busch, Charlottenlund

Lallende PostNord

Jeg gad vide, hvorfor PostNord her på det sidste er blevet ramt af en trang til at udtrykke sig bemærkelsesværdigt lallende? For en uges tid siden fik jeg at vide, at en pakke glædede sig til at blive hentet, og i dag har jeg fået at vide, at jeg kan glæde mig til at åbne en (anden) pakke. Jeg regner med, at det næste bliver »Alle dem der hopper, de har fået en pakke«.

Steen Andersen, Gadstrup

NATOs jubilæer

NATOs jubilæer, oprettelsen for 70 år siden, opretholdelsen af NATO for 30 år siden og udvidelsen mod øst for 20 år siden burde være mødt med skepsis og kritik. Især de sidste to.

I 1989 forventede mange i Europa, Genscher, Havel og Mazowiecki og adskillige andre ikke blot Warszawapagtens, også NATOs opløsning. Men det var desværre ikke i USAs interesse. I USA protesterede mange fremtrædende politikere og eksperter i 1990erne mod NATOs udvidelse mod øst, men forgæves. NATOs luftangreb mod Serbien bragte ikke freden på Balkan, og udviklingen i Afghanistan, Irak og Libyen kender vi jo. Problemerne i Georgien og Ukraine kunne langt lettere have fundet en løsning, hvis ikke NATOs fortsatte udvidelser mod øst var på dagsordenen.

Kort sagt, der er ikke meget at fejre. Reelt er NATO i dag lige så kriseramt som EU. Men heller ikke det synspunkt er kendetegnende for det politiske »mainstream«, slet ikke herhjemme.

Søren Riishøj, Frederiksberg

Tavakolisagen stinker

»Når Socialtilsynet vil fjerne islamkritikeren Jaleh Tavakolis plejebarn efter deling af drabsvideo, blotter myndighederne sig for beskyldninger om en indskrænkning af ytringsfriheden«. Således står der at læse i en leder i Berlingske 8. april, og kun en blind og døv kan være uenig.

Eller måske en politisk modstander i det offentlige system, der har følt sig kaldet til at udøve magtmisbrug? Går den, så går den. Og hvis man ikke kan få lukket munden på en islamkritiker med argumenter, kan man da altid bruge et plejebarn som våben. Sagen stinker, og den pågældende, i hvis hoved - eller parti? - den uanstændige aktion er udtænkt, står forhåbentlig til en fyreseddel.

Det er den rene totalitarisme, hvis (medarbejdere i) staten kan slippe af sted med denne form for vilkårlighed i magtudøvelsen.

Lone Nørgaard, næstformand i Trykkefrihedsselskabet