Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lad os få en ny DSB-station ved Sjællandsbroen

Mand smidt i havnen lige nendenfor Sjællandsbroen. Selvom han var bundet på hænder og fødder lykkedes det ham at kravle op på en cykelsti, hvor han senere blev fundet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lea Meilandt Mathiesen

I disse år bliver Københavns gamle Sydhavn fyldt op med boliger og infrastruktur i et rasende tempo og for at betjene den voksende befolkning og de mange virksomheder, bør der etableres en ny togstation ved Sjællandsbroen. I forvejen kører der tog mellem Hovedbanegården og Amager/Sverige under jorden ved Sjællandsbroen, og der findes allerede en nødstation ved siden af Hotel Scandic ved Sluseholmen, så det vil være oplagt at placere en ny station der.

I dag må togrejsende, som bor i Valby og Sydhavnen, ind og runde Hovedbanegården eller Nørreport for at komme til Kastrup og Sverige. De må rejse »den forkerte vej« ind til stationer, som i forvejen er overbelastet. Disse rejsende vil med en station ved Sjællandsbroen kunne spare en hel del tid, og København H kunne slippe for en masse unødig trafik. Vestamager ville desuden blive bedre forbundet med resten af byen.

Den nye station skulle naturligvis tænkes ind i den kommende metrostation ved Sluseholmen, som forventes færdig i 2024. Og muligvis kunne de eksisterende gods-togspor, som også ligger ved Sluseholmen, og som fører direkte vestpå til resten af Danmark, også indtænkes i en ny station. Idéen er hermed givet videre.

Sigurd Eidsmo, København

Da Niels var dreng

Nu er vi blevet beriget med et par af eksemplerne fra TV 2s skjulte optagelser fra plejehjem i Danmark. Man kan håbe, at det er enkeltstående tilfælde taget ud af kontekst, men det er det næppe.

Der er ikke særlig stor økonomisk forskel mellem at være arbejdsløs og at arbejde i ældreplejen. Det har de røde sørget for, for vi skal jo alle sammen realisere vores drømme. Niels drømmer om at spise frokost uden at sidde i sin egen lort. Men en plejer straffer Niels, for at han skal holde op med at prutte. Det er tragikomisk, at den pædagogik sidst var på mode, da Niels var dreng.

Plejerne »gider ikke« passe deres arbejde, siger de. Men de siger ikke op. Er det fordi, det faktisk ikke er lønnen, der trækker, men magten over andre mennesker? Jeg ved ikke, hvad de borgerlige partier venter på. Jeg kan i hvert fald godt se et borgerligt projekt, som ikke vil have svært ved at samle meninger og stemmer. Og de røde vil ikke kunne lide det, for det har noget med »værdighed« og »frit valg« i vores samfundsindretning at gøre. To ting, som de tydeligvis skyr som pesten. De kan nemlig godt lide at have magten over andre, hvilket vi jævnligt bliver mindet om. Både i Danmark og andetsteds.

Hans Jørgen Pedersen, København

Hovedet på sømmet

Lars Andersen har igen ramt plet. Nu med tegningen af kulturministeren, der kaster en skilling til arbejderen og ignorerer kunsten. Kultur er kun for »eliten«. Det er rigtigt! Hun har langt bedre end oppositionen beskrevet forskellen mellem blå og rød. Lad os for eftertiden kalde hende eliteminister i stedet for kulturminister.

Carsten Seeger, Østermarie

Hvad mener de »rigtige« amerikanere mon?

Det er i grunden en grov manipulation, som danskerne udsættes for af medierne i Danmark med præsidentvalget i USA. Nu senest med David Trads' indslag på Altinget.

Journalister kan være meget forskellige som personer, men de er øjensynligt bundet sammen i en fast alliance: Hvordan det end går til november valget, så taber Trump stort i deres ønsker.

Journalister har som helhed forladt tidligere tiders formidlende og refererende opgaver, og er nu oftest blevet til agitatorer for den rette fremtid. Noget er fint, godt og prisværdigt. Og så er der noget, som er beskidt, grimt og utilstedeligt. Og ingen efterlades i tvivl om, hvem der er hvad.

Nu kæmper journalister atter for deres idealer om Utopia ved at fremhæve den ene i USA som en helgen på jord, og den anden som noget, Fanden har skabt. Gennem årene siden sidste valg har TV 2 endog kørt en ugentlig serie, hvor de med indkaldte vidner, som mener det samme som de andre, har tæppebombet den danske offentlighed med den rette mening.

Med omtrent 100 dage tilbage til valget vil jeg foreslå, at danske medier, som har skævvredet virkeligheden om det amerikanske valg, overvejer deres reaktion, hvis Trump igen vinder. Mit forslag er, at danske medier trækker alle deres journalister tilbage fra aktiv tjeneste grundet deres manglende evne til at referere fair og fordomsfrit.

Ved valget i 2016 havde danske journalister, lige indtil de første optællinger løb ind, Hillary Clinton som vinder med 98 pct. sikkerhed. I dagene efter valget oplevede man, at danske journalister i hobetal interviewede pæne mappemænd på Times Square i New York om katastrofen. Ingen tænkte på at krydse Hudson River og tale med rigtige amerikanere.

Morten Dreyer (DF), Dragør