Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lad os få en konstruktiv debat om dansk energipolitik

Vi har, trods lektien om energiafhængighed fra 1970erne, givet Putin et stærkt kort på hånden som storleverandør af gas. Han har nu spillet kortet, og vores politikere vasker hænder, mener Ib Christensen. Her mødes Putin med den franske præsident, Emmanuel Macron. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ludovic Marin / Reuters / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På pressemødet i fredags orienterede vor energiminister, Dan Jørgensen, os om, at Putin var hovedansvarlig for vor energikrise.

Vores politikere har åbenbart glemt den tidligere energikrise i 1970erne, hvor årsagen var vor afhængighed af et produkt og få leverandører.

Vi har, trods denne lærestreg, givet Putin et stærkt kort på hånden som storleverandør af gas. Han har nu spillet kortet, og vores politikere vasker hænder! Som de formentlig også vil gøre om føje år, når nationen har gjort sig afhængig af en stor kilde til energi, nemlig vindmøller.

Jeg undrer mig over, at ingen – for eksempel journalister – spørger Dan Jørgensen og andre, når man stolt præsenterer nye vindmølleprojekter: Hvor får de mange tusinde hjem strøm fra, når det ikke blæser?

I Danmark behandler vi efterhånden vores energipolitik, som svenskerne håndterede deres indvandrerpolitik for år tilbage. Låg på! Ve den, der stiller spørgsmål om for eksempel investeringsplaner og budgetter mv.

Må jeg anbefale en konstruktiv debat med henblik på at få en flerstrenget og leveringsdygtig energisektor i dette land.

Ib Christensen, Køge

Huslejestigninger, Adam Smith og moral

Når private, jyske udlejere i Berlingske 13. september freder deres lejere og kalder huslejestigninger for »uretfærdige« i det nuværende, økonomiske klima, så peger det på et ømt punkt i vores forståelse af markedsmekanismen:

Modsat den udbredte holdning blandt markedsliberalister er det ikke en naturlov at lade priserne stige, når efterspørgslen tillader det. Det er en bevidst, menneskelig handling, der fuldstændig i tråd med Adam Smiths holdning til spørgsmålet nødvendigvis må vurderes moralsk.

Derfor kommer historien forhåbentlig også til at fælde en hård dom over ejendomsspekulanter og andre gullaschbaroner, der udnytter generel uro til at præsentere unødvendige prisstigninger som naturlige markedsudfald.

Peter Nielsen, Amsterdam

Pengene skal passe på den lange bane

»Vi sætter velfærden først. Forudsætningen for varige og mærkbare løft af velfærden er sunde og holdbare offentlige finanser. Pengene skal passe på den lange bane.« Socialdemokratiets økonomiske politik fremstår så pinligt logisk og simpel, at regeringen efter fire år må have skabt den største sociale lighed og økonomiske retfærdighed nogensinde.

Tidligt proklamerede regeringen stolt i forbindelse med deres vedtagne reformudspil, at skabelsen af hele otte skattecentre i 2020-2023 med 1.000 nyansatte skulle »styrke og reformere skattekontrollen i Danmark«. Regeringens styrkede og reformerede skattekontrol har siden virket så uhyre effektivt, at gælden til det offentlige kun er vokset med tragikomiske 34 milliarder siden regeringens indsættelse.

I sidste måned meddelte skatteminister Jeppe Bruus som prikken over i'et, at man fra Skats side helt overvejer at opgive inddrivelsen af 38.9 milliarder pga. fejl eller mistanke om fejl. De otte nyetablerede skattecentre og 1.000 nyansatte skattemedarbejdere, som fremtidig merudgift i milliardklassen for danske skatteydere, bør da heller ikke pålægges arbejdsrelevante og samfundsnødvendige arbejdsopgaver fra dag ét. Pengene skal jo passe »på den lange bane«.

Søren Søby Jørgensen, Fredericia

Hjælp til lave indkomster først

Er det sværere at betale den ekstra regning på 500 kroner eller endda 5.000 kroner for el, varme, vand og mad, når der går SU, folkepension eller dagpenge ind på kontoen, end hvis man er gennemsnitlig lønmodtager med 44.500 kroner om måneden? Tja, svaret bør give sig selv. Derfor skal de aktuelle prisstigninger også først kompenseres for dem, der har de mindste indkomster.

Ingen går ram forbi – heller ikke dem, der har mere end Danmarks statistiks opgjorte gennemsnitsløn. Prisernes himmelflugt presser alle danskere og risikerer at slå bunden ud af julegavebudgettet i mange børnefamilier, og at få SU-modtagere vil sidde med hue og to sweatre på ved computeren på kollegieværelset.

De to milliarder kroner, som regeringen har afsat til at kompensere, er ikke nok, og beløbet skal sættes op. Men det er en balance, for vi skal samtidig ikke øge inflationen mere med et forhøjet forbrug.

Vi ved fra tiden med corona, at det betaler sig at bruge tilskuddene til at holde hånden under dem, der har mindst. Og det bliver aldrig den enkeltes skyld, at prisen på energi, mad og transport stiger, det er tværtimod ude af vores hænder.

Derfor skal vi igen rykke sammen og løfte i flok. Som vi gjorde det under corona. Det er faktisk samfundsøkonomisk klogt for os alle.

Vivi Nør Jacobsen, folketingskandidat for SF, Albertslund