Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lad os få Ahmed Samsam hjem til Danmark hurtigst muligt

Efter at pressen har »overtaget« sagen, går der næppe mange uger, inden Ahmed Samsam er tilbage i Danmark, mener Preben Jack Petersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Luca Piergiovanni / AFP / Ritzau Scanpix

Se at få den mand hjem

Berlingskes historie i søndags om den danske statsborger Ahmed Samsam, der blev udsendt til Syrien af de danske efterretningsmyndigheder, og som havnede i spansk fængsel uden at nogen dansk myndighed reagerede, virker totalt absurd - for nu at blive i det nye diplomatiske sprogbrug.

At de daværende chefer for både PET og FE ikke har taget affære, men i stedet har ønsket at forbigå sagen i stilhed, selvom Ahmed Samsam blev idømt otte års fængsel, er en skandale uden lige.

At også en dansk advokat har været impliceret uden at underrette justitsminister, oppositionspolitikere eller Ombudsmanden, lyder helt utroligt.

Men nu, efter at pressen har »overtaget« sagen, går der næppe mange uger, før den uheldige efterretningsagent er tilbage i Danmark. Så bliver næste slagsmål spørgsmålet om, hvor mange millioner kroner han skal have i erstatning for den tid, han har tilbragt i spansk fængsel. Men hjem skal han, og det kommer han.

Preben Jack Petersen, Charlottenlund

Skattegæld

Skatteminister Morten Bødskov (S) vil straffe folk med gæld til det offentlige, men han skaber selv skyldnerne. Da jeg troppede op hos kommunen for at betale den »indefrosne grundskyld« fik jeg at vide, at det kunne man ikke. Men når huset engang sælges, skal gælden betales med renter på otte pct. p.a.

Jeg troede at der var lov for, at man ikke kunne forbyde folk at betale deres gæld. Det der præsenteres boligejerne som en hjælp, er i virkeligheden statsligt bondefangeri.

Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk

Mimrekortet

Nu har DOT bestemt at afskaffe pensionistkortet, vores kære mimrekort som har givet os pensionister mange gode oplevelser. Er det fordi vi nu har en »børnenes statsminister« - så skal de gamle ha' kniven? »Det er mere retfærdigt« og »det bliver billigere for nogle«. Ja det bliver måske billigere for dem med bil, som kun bruger offentlig transport sjældent. For os andre som færdes i hovedstaden med bus, tog og metro, bliver det meget meget dyrere. Tusind tak, DOT.

Inge Glud, Frederiksberg

Loftet faldt ned

Hos det liberale parti Venstre faldt loftet ned, da eks-næstformanden Kristian Jensen fik frataget alle sine tillidsposter i partiet. Et rummeligt demokratisk parti havde overladt beslutningen til et fælles gruppemøde, hvor tillidsposterne blev valgt. Selv de farligste kriminelle har ret til en forsvarer og en dommer.

I Venstre hersker selvtægt og selvhævdelse som en smitsom sygdom. Modsætningerne gælder ikke bare behandlingen af flygtninge, men også modsætningen mellem land og by. Udskiftningen af den ene næstformand efter den anden kvæler de lyse hoveder, der skulle favne alle borgerlige stemmer. Giv dog større plads til flere meninger, da flere politiske løsninger giver flere vælgere.

Hans Kloster, Frederiksberg

Radikalt svigt

Mange havde vel en forestilling om, at Radikale Venstre (RV) havde stor veneration for de små og mellemstore familievirksomheder. Men nej - med RVs accept af tredobling af generationsskatten har partiet øget risikoen for konkurser, skadet arbejdsudbud samt smadret arbejdsglæden og stoltheden over eget virke hos mange familier. Man kan undre sig over, at RV efter at være blevet kasseret som regeringsparti i den grad lader sig  tryne af Mette Frederiksen.

Sven Qvist, Jyllinge

En hytte i Schweiz

Kronprins Frederik har for ti år siden erhvervet en hytte i Schweiz uden at oplyse herom. Dette er faldet Enhedslisten for brystet og især, at Kronprinsens apanage er så »rummelig«, at købet har været muligt.

Hertil er vel blot at sige, at apanagen er Kronprinsens »løn«, der fastsættes af Folketinget helt på linje med folketingsmedlemmernes egen aflønning bortset fra, at Kronprinsen ikke selv har indflydelse på apanagens størrelse.

Folketingsmedlemmernes egen aflønning er vel også »rummelig«, når Enhedslistens tidligere leder Johanne Schmidt-Nielsen efter en kort årrække i Folketinget kunne erhverve sig en »passende« bolig til flere millioner, men dengang fandt ingen i Enhedslisten anledning til at gøre indsigelse. Det ville være ønskværdigt om Enhedslisten fandt frem til et mere »rummeligt« skonummer, men det er måske vanskeligt at finde inden for jantelovens rammer.

Aage Peter Ravnsgaard, Sorø