København er en fantastisk by. Det er vi danskere heldigvis ikke alene om at synes. Vores kære hovedstad høster masser af international ros og hæder, og København er både blevet kåret som verdens sikreste by og verdens bedste by at bo og leve i ad flere omgange. Det kan vi godt være rigtigt stolte af. Og København har da også virkelig meget at byde på.
Foruden smuk arkitektur og kulturelle skatte, så tror turisterne jo ikke deres egne øjne, når vi på ærkedansk manér drøner rundt på vores cykler, har vores barnevogne stående ude foran cafeerne, eller når vi bader i havnen. Men der er ingen tvivl om, at vores rige restaurantliv er en af hovedingredienserne bag Københavns nationale og internationale anerkendelse.
Og skal København i fremtiden forblive en attraktiv metropol, skal vi gøre os selv den tjeneste at tænke nyt og hente inspiration fra andre storbyer.
Jeg er for eksempel selv lige hjemvendt fra New York, hvor restauratørerne på Manhattan må gøre brug af parkeringspladserne ude foran deres restauranter til udeservering. Det betyder, at restauranterne har opført nogle æstetisk smukke, overdækkede uderum, så de kan beværte flere gæster uden at genere naboerne omkring dem. Det, synes jeg, er intet mindre end genialt, og det flugter fuldstændig med HORESTAS ønsker om at sikre liv i gaden, der samtidig tager hensyn til beboerne.
En nylig undersøgelse af Megafon foretaget på vegne af Københavns Kommune har vist, at 96 procent af københavnerne er glade for udeservering i deres by. Og hvorfor ikke give københavnerne mere af det, de er vilde med, når nu Københavns Kommune i budgetaftalen for 2023 er blevet enige om at nedlægge 600 parkeringspladser i indre by?
Man kunne starte med at lave en midlertidig forsøgsordning, hvor restauranterne får lov til at benytte nogle af de sløjfede parkeringspladser til udvidet udeservering. Det var en mulighed under coronanedlukningerne, som viste sig at være en stor succes. Udeservering er ikke kun med til at øge restauranternes omsætning, den skaber også et levende bybillede, som både beboere og besøgende har glæde af.
Lad os derfor inspirere af New York og bringe en lille smule af Manhattan til København, så vores hovedstad forbliver verdens bedste by at bo og leve i og et internationalt trækplaster.
Jeppe Møller-Herskind, kommerciel direktør i HORESTA
Aktiv dødshjælp
Hvor er logikken?
Man overvejer nu, om vi skal bestemme, om vi vil genoplives ved hjertestop. Begrundelsen er, at mange frygter at ende som »grøntsag«. Vil man ikke risikere det, kan man vælge døden.
Jeg har to venner, der er genoplivet efter hjertestop, og som har været så heldige, at de har det godt. Godt, at de ikke forud valgte døden.
Det er for mig uforståeligt, at man kan få lov til at vælge døden, hvis man er bange for at blive en »grøntsag«, når man ikke kan vælge døden, når man er blevet en »grøntsag«.
Det er en helt ny »gambling med livet«-variant.
Det er mere værdigt at indføre aktiv dødshjælp i fastlagte situationer, så man kan få en værdig død.
Claus Schreiber, Farum
En tanke om 1. maj
Hvem holder fri 1. maj? Arbejderne.
Hvem arbejder 1. maj? Det arbejdende folk.
Gustav Brock, Helsingør
Om selvværd
Carsten Laursen har nogle interessante betragtninger om Lars Tvede og Lærke Trærup Knudsens bog, »Bagklog – 50 hacks til voksenlivet«. Der er sikkert skrevet meget psykologisk litteratur om, at selvværd (og mangel på samme) er noget, din mor er skyld i, og at du må slæbe dig lidende igennem livet, når du føler, at du har mindre selvværd, end du fortjener. Der er også skrevet meget litteratur i kristendommens navn, som minder besynderligt meget om dette synspunkt.
Men der er så også skrevet psykologisk litteratur, der siger det modsatte: At du kan rette op på lavt selvværd ved tankens kraft, gode rammer og vejledere og en god portion psykologisk behandling.
Det ved jeg, fordi jeg for 20 år siden deltog i talentudviklingskurser, hvor emnerne blandt andet kredsede om forskellen mellem selvtillid og selvværd. Det første er udenpå, det andet er indeni, og får man ikke rettet op på et lavt selvværd hos en elitesportsudøver in spe, så kan man glemme alt om, at han/hun vil holde til presset og gå hele vejen i de store turneringer.
Det kan godt være, at der er nogle psykologer, der mener, at det ikke findes. Men der er andre brancher, der har gjort det i årtier. Så jo, man kan. Men der var ingen, der sagde, at det er nemt. For man skal konfrontere sig selv og ens livssyn.
Hans Jørgen Pedersen, Skovlunde
Livstruende afhængighed
I »Deadline« for nylig blev den nye, snigende digitale afhængighed beskrevet af Anna Lembke (psykiater på Stanford University, forfatter til »Dopamine Nation«) som direkte sammenlignelig med kokain og alkohol. Stoffet, der styrer dette, indtages ikke, men produceres som en reaktion under visse omstændigheder i egen krop – dopamin.
De kontinuerligt medienævnte kriser, krig og ikke mindst udtalelser fra samfundets politiske top øger usikkerheden i befolkningen. De unge dyrker mobiltelefonen som den eksterne hjerne, gerne udendørs og ofte med hørebøffer, så de isolerer sig fra omgivelserne. Headset-industrien og Tesla nyder gyldne tider med nye rekordomsætninger, der forklarer dette fænomen.
Koncentrationen er klistret til mobiltelefonen, headsettet afsondrer for omgivelserne, nu er orienteringssansen tæt på nul. Det er farligt i trafikken, og det kommer til at koste menneskeliv. Menneskelig vækst i mange år kan være borte på et splitsekund. I skolerne må det løses ved at være mobilfri. Det kan kun øge indlæringen.
Forældrene må indse, at de mange omkostninger med at udvikle deres børn kan mistes ved manglende rettidig omhu, så træd i kraft og forklar, at digitale begrænsninger er et kærlighedsudtryk, og som sidegevinst kan være livreddende.
Holger Overgaard Andersen Vedbæk
Krammeri for fagbosser
Det blev atter 1. maj, og partilederne fra SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet holdt alle deres obligate taler. De talte om sammenhold og solidaritet. Men ikke broderskab. Statsministeren sagde således: »Frihed, lighed og solidaritet«. Måske en ændring i forhold til tidligere. Ellers var talerne meget traditionelle og forudsigelige. Det er de jo hvert år, så »der er intet nyt under solen«, som Prædikeren også fremførte for 2.500 år siden.
Og dog. Formanden (der var en kvinde) for FH har trukket sig tilbage, og det blev så fremført, at 1. maj i år var en meget svær dag for fagbevægelsen. Ja, alle i fagbevægelsen var rystede, og den afgåede leder for FH måtte gå, fordi hun »krammede alt for meget«, og hun kunne lide at kramme, og det var åbenbart upassende med alt det krammeri.
Men hvad skete der så 1. maj? Fra alle tv-transmissionerne kunne vi se, at fagbosserne og statsministeren benyttede lejligheden til at kramme en masse mennesker. Alle, de mødte, blev krammet. Men Lizette Risgaard måtte ikke kramme. Man kunne næsten omskrive en gammel sentens om lighed til: »Vi må alle gerne kramme, men nogle må ikke kramme så meget som andre«. 1. maj var vist ikke nogen svær dag for fagbevægelsen.
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
