Jeg er årgang 1963 og synes, at jeg har alt, hvad det kræver at følge med i et meget omskifteligt samfund. Alligevel er jeg tæt på at opgive at sende en helt almindelig pakke med posten, for det kræver både energi og it-kundskaber at udfylde modtageroplysninger, samtidig med at det er en opgave i sig selv at finde frem til en såkaldt pakkeshop. Da jeg var barn og ung, var der mange posthuse i byerne, hvor man var heldig at møde »rigtige mennesker«, der var villige til at betjene en, og som var med til at sikre, at ens breve og pakker blev leveret til modtager.

Den luksus har vi ikke længere. Nu foregår alt ved selvbetjening, og har man ikke den rigtige »app« til at indtaste modtager- og afsenderoplysninger, er man meget dårligt stillet. Min søn er p.t. udstationeret i Irak, og jeg har netop forsøgt at sende en pakke til ham.

Den 14. maj indleverede jeg pakken til PostNord, efter at have tjekket elektronisk ind, og dagen efter fik jeg besked om, at pakken var leveret, med desværre var den fejlleveret til brugsen i Brande, og ikke til feltposten i Karup. Det viste sig noget nær umuligt at få kontakt til PostNord, kundeservice er et ukendt begreb for dem. Men efter et par dage kom jeg igennem, og så begyndte en ugelang eftersøgning, der endte med, at PostNord meddelte, at pakken var lokaliseret og afleveret til rette modtager.

Desværre viser det sig, at PostNord mener, at rette modtager er lig afsender, og jeg har derfor modtaget pakken retur 1. juni. Hurra for selvbetjening og pakkesporing – jeg må vist selv starte bilen og køre til Karup, hvis jeg skal være sikker på, at min søn kan få sin pakke leveret i Irak.

It er fint til vældig meget, den analoge metode er dog i mange tilfælde langt at foretrække. I forhold til grøn omstilling er det også værd at huske, at en analog ekspedition ikke kræver strøm og altid fungerer. Lad mig få lidt af den gamle verden tilbage.

Fillippa Gottlieb, Allerød