Lars Løkke Rasmussen var primus motor for det elendige sygehus- og sundhedsvæsen, som vi har i dag. Han nedlagde amterne og indførte regionerne, og nu vil han nedlægge regionerne og indføre noget helt tredje.

Nej, nej og atter nej til flere af Lars Løkkes påhit. Jeg håber inderligt, at vælgerne har gennemskuet ham og sender ham ud af Folketinget, mens tid er, for hvis han får magt, som han har agt, vil Danmark ende i den berømte afgrund.

Else Johannessen, Kgs. Lyngby

Tre mangler i den borgerlige valgkamp

1: Forsvaret

Få opdateret og indkøbt, så vi får et funktionsdygtigt forsvar nu. Situationen i Europa er skræmmende.

2: Uddannelse

Inklusionsbørn skal tilbage i specialklasser. Karakterer er ikke et fyord. Vi er et videnssamfund, det lever vi af. Eliteskoler bør etableres, og universitetsuddannelser skal ikke afkortes. For venstrefløjen er alle lige, kun fodboldspillere må brillere og tjene mere end andre!

3: Atomkraft

Der kommer også generationer efter os. Affaldsproblematikken er efterhånden ikkeeksisterende. Sol og vind er ikke pålidelige kilder på længere sigt, og landskabet lider.

Disse tre emner hører man ikke nok om.

Ole Borg, Hellerup

Fortrolighed

Hvordan kan partiformændene på den ene side sige, at de fortrolige orienteringer, de har fået af PET-chef Finn Borck Andersen, behandler de naturligvis fortroligt, når man på den anden side kan læse om Lars Findsens påståede sexliv i forskellige medier?

Nogen må jo »være kommet til« at videregive oplysningerne alligevel.

Mette Storm, Hellerup

Det skal bare hænge sammen

Jeg er så heldig, at jeg har et ben i begge dele af Danmark. Jeg er født og opvokset på Møn, hvor landbruget, fiskeriet og Karen Volf var nogle af de store arbejdspladser, der kunne sikre eksistensen for rigtig mange familier.

Storegade i Stege var det sted, hvor det meste af øen gjorde sine indkøb.

Der var købmænd, Irma, mejeri, farvehandlere, fotografer, radioforretninger, tobaksforretninger, legetøjsbutikker, posthus m.m. Og Stege Sygehus lå med udsigt over Stege Bugt.

Når jeg jævnligt er på Møn, kan jeg nu se en ø, hvor det meste af fiskeriet er væk. Sygehuset og sukkerfabrikken er lukket. Og på Storegade er der ingen af de ovennævnte butikker længere.

Der er stadig et godt handelsliv i byen. Dagligvarebutikkerne har dog samlet sig på indfaldsvejene. Og apotek og posthus er flyttet ind i Brugsen. Der kommer stadig mange turister i sæsonen. Og der er et godt grundlag for butikker og restauranter etc.

Nu bor jeg her i København og kan dagligt mærke pulsen fra byen. Her er alle de tilbud, som en storby kan tilbyde. Bussen kører lige uden for døren, Torvehallerne er lige om hjørnet og Rigshospitalet kan jeg se fra mit vindue.

Ovre på Rigshospitalet er der omkring 12.000 medarbejdere. Det er faktisk flere, end der bor på hele Møn. Alligevel er der stor mangel på arbejdskraft på Rigshospitalet. Læger, sygeplejersker, portører etc.

I Danmarksdemokraterne har vi foreslået at forhøje kørselsfradraget til og fra yderkommunerne. Så det bliver lettere at tiltrække arbejdskraft for de virksomheder og institutioner, hvor det er en stor udfordring.

Samtidig skal det være muligt at etablere virksomhed på Møn eller andre steder, hvor der er god plads. Og samtidig kunne tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Det skal bare hænge sammen.

Claus Gisselmann, folketingskandidat for Danmarksdemokraterne, København, Frederiksberg, Taarnby og Dragør

Dum som en dør?

Jeg har nu læst »Spionchefen - Erindringer fra celle 18« til ende. Stort set alt forekommer ærligt og troværdigt.

Dog er der en passage hen imod bogens slutning, hvor der refereres til en privat samtale, som PET har optaget med hemmelig mikrofon. Der siger en deltager, at Trine Bramsen er dum som en dør, og det er simpelthen en grov løgn. Det er nemlig en vild overvurdering af hendes intelligens.

Bille Thøgersen, Allerød

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.