Forleden sad jeg fanget i TikToks rullebånd, hvor den ene video afløser den næste, da et folketingsmedlem pludselig dukkede op på skærmen. 

Det var løsgængeren Jacob Harris (tidligere Borgernes Parti), som stolt fortalte, at han kæmper for minimumsstraffe. Og her stoppede tommelfingeren faktisk med at scrolle.

Jeg forstår ham ærligt talt godt. Selvfølgelig skal vi sikre, at man bliver straffet hårdt og konsekvent, når man bryder med vores grundlæggende frihedsprincipper. Men at indføre minimumsstraffe er den helt forkerte vej.

I Danmark bygger vores retssamfund blandt andet på magtens tredeling og på uafhængige domstole. Folketinget laver lovene og fastsætter rammerne, mens domstolene vurderer den konkrete sag. 

Hvis Folketinget, herunder Jacob Harris, ønsker at indføre minimumsstraffe, indsnævrer det domstolenes råderum til at fastsætte den straf, der passer til den enkelte sag. Domstolene bør have brede muligheder for at tage højde for de konkrete omstændigheder, der ligger foran dem i retssalen.

Problemet med minimumsstraffe er også, at magtens tredeling flyder sammen, når den ene magt pludselig kan vifte med hånden og kontrollere den anden magt. 

Folketinget skal selvfølgelig fastsætte lovene og strafferammerne, men jo mere detaljeret politikerne bestemmer, hvilken straf en dommer mindst skal idømme, desto mindre plads efterlades der til den konkrete juridiske vurdering. 

Domstolene risikerer dermed at blive reduceret til et led, der blot udfører en politisk fastlagt straf, frem for selvstændigt at kunne vurdere sagens omstændigheder.

Derudover er virkeligheden sjældent så firkantet, som lovteksten kan få den til at se ud. To personer kan være dømt efter den samme lov, men deres sager kan være vidt forskellige. Der kan være forskel på motiv, rolle, omfang og de konkrete handlinger omkring forbrydelsen, hvorfor vi har dommere til at vurdere hele sagen. 

En minimumsstraf risikerer at presse meget forskellige sager ned i den samme kasse, selv når de ikke fortjener præcis den samme behandling.

Derfor håber jeg også, at Jacob Harris fortsætter kampen for de hårdere straffe, han mener er nødvendige. Men den kamp bør ikke føres ved at binde dommernes hænder med minimumsstraffe.

Nicolai Melholt, retsordfører for Liberal Alliances Ungdom og lokalformand for LAU-Kronjylland

Jernmarks-gruk

Ordet solcelle rimer på grøn energi
og styrker CO₂-neutraliteten
Og i byerne ser man fordelene i,
at landdistrikterne de tager teten.

På landet vil man værne om den dyrkede jord
og begynder derfor højlydt at klage
Med udsigt til jernmarker spørger man i kor,
hvorfor ikke sætte solceller på byens tage?

Frem for en Sorte-Per-leg om de der solceller
skal hele Danmark udnytte, at solen den skinner
Løsningen er både-og frem for enten-eller
så står klima, miljø og menneske som vinder

David Munis Zepernick, Frederiksberg

Røde og sorte tal

Når man taler om regnskaber, så er røde tal på bundlinjen alarmerende, mens sorte tal er strålende.

Når man taler om folkeskolen, er det lige omvendt. Den sorte skole er i manges øjne et skrækeksempel, som man skal væk fra, mens den røde, inkluderende, prøveløse og karakterfri skole er det bedste. Man hylder Normstormerne og det nye børnesyn, hvor børnene selvfølgelig gør alt det, de kan. Tror man.

Det er nu pludselig gået op for politikerne, at der er noget helt galt med vores folkeskole. Hvorfor har alle de gode intentioner ikke virket? Forældre er med rette fortvivlede, for de mener jo, at de har fulgt alle de råd, de fik fra psykologer, pædagoger og andre fagfolk. Hvorfor kan de nu pludselig ikke få den 15-årige dreng op om morgenen, hvorfor vil mange børn ikke i skole? 

Ja, hvis man går ud fra, at børn gør det, de kan, så skal man nok vende det om og sige: »Børn gør det, de har lyst til«. Det gør de fleste voksne jo også. Hvis man ikke kan finde sin seng om aftenen, så er det jo indlysende, at man så vil sove længere om morgenen. Hvis man synes, det er for besværligt at lære at læse, så kan man jo bare lade være.

Selvfølgelig er dette at sætte tingene på spidsen, men hvis der ikke lægges lidt pres på børnene fra starten, så kan det let udvikle sig til det kaos, vi ser i dag. 

En af de gode ting, man kunne tage op fra den sorte skole, er, at børnene skal lære at læse allerede i første klasse, hvor de er motiverede og nysgerrige, og så bør man genindføre timer i skrivning. 

Mange forskere påpeger, at det at lære at skrive i hånden har indvirkning på evnen til at knække læsekoden. Hvis man ikke kan læse små tekster ved udgangen af første klasse, så er der mange ting, man går glip af. Kan man ikke følge med i, hvad der foregår i klassen, så er det nemmeste jo at blive væk. 

Vi snyder vores børn, når vi ikke lærer dem at læse, mens de er nysgerrige og modtagelige, hvilket de fleste er, når de starter i skolen. Lad nu ikke alle skrækhistorierne om den sorte skole forhindre, at man genopliver alt det gode.

Ingrid Slott, tidligere skoleleder

Tredje generation

Det diskuteres aktuelt, om tredjegenerationsindvandrere skal optræde særskilt i Danmarks Statistiks opgørelser om diverse emner eller som en del af borgere »med dansk baggrund«. 

Svaret ligger da lige for: Udregn/udtræk tal for den tredje generation og sammenlign dem med den øvrige befolkning. Er der ingen forskel i de forskellige målinger, behøver vi ikke mere at få udtrukket de tal. Omvendt selvfølgelig, hvis tredje generation fortsat er mere kriminelle, er dårligere uddannet osv.

Henrik Elmelund, Odense

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Mening

Mads Strange trækker i land efter faktasjusk

Der er fart på Mads Strange (LA). Måske også for meget fart. I flere aktuelle sager er han blevet beskyldt for ikke at have styr på fakta. I Berlingskes debatpodcast »Mening« udfordrer Jacob Rosenkrands Mads Stranges påstande og spørger, hvorfor man som politisk ordfører kan slippe afsted med ikke at have styr på fakta. Gæst: Mads Strange, politisk ordfører, Liberal Alliance Vært: Jacob Rosenkrands I udsendelsen er der lånt klip fra B.T., Mads Stranges sociale medier og Rasmus Stoklunds Facebook
Se alle episoder