For få uger siden besluttede Folketingets præsidium, at konflikten i Gaza ikke må være en del af skolevalget. Det betyder, at tusindvis af unge, der deltager i demokratiets grundtræning, bliver forhindret i at debattere en af de mest alvorlige og omdiskuterede begivenheder i vores tid. Det er helt skørt – og dybt bekymrende.
Skolevalget skal være et sted, hvor unge bliver klogere, ikke kun på partier og politik, men også på deres egne holdninger. Det kræver, at man tør tale om de svære emner – også dem, der skaber uenighed. Gaza-konflikten fylder i nyhederne, på sociale medier og i unges hverdag. Mange har stærke følelser relateret til konflikten og mange spørgsmål til den.
Hvis ikke vi tør lade dem diskutere det i et trygt og oplysende rum, hvor skal de så gå hen?
Når en række partier støtter begrænsningen af denne debat, er det ikke kun et svigt af ungdommen – det er også et demokratisk problem. For hvordan kan vi tage ytringsfriheden alvorligt, hvis vi ikke vil give plads til dem, der er i gang med at lære at bruge den?
Det er ikke farligt at lade unge tale om og debattere Israel-Palæstina konflikten. Det er langt farligere at bilde dem ind, at nogle emner er for svære eller for farlige at tage stilling til. Det er netop i mødet med uenighed og komplekse dilemmaer, at demokratisk dannelse opstår.
Og vi skal ikke glemme, at mange unge faktisk selv efterspørger at tale om Gaza – både dem, der har familie i Mellemøsten, og dem, der bare gerne vil forstå verden bedre. Når vi sætter kunstige grænser for, hvad man må mene noget om, risikerer vi, at debatten i stedet flytter over på uformelle platforme uden voksne, lærere og fakta – hvor følelser og forsimplede dagsordener dominerer.
Det burde være en kerneopgave i et oplyst demokrati at hjælpe unge med at tale om netop dét, der splitter. For demokrati handler ikke om at være enige – det handler om at kunne være uenige på en ordentlig måde.
Vi bør ikke skærme unge fra virkeligheden. Vi bør klæde dem på til at forstå og forandre den.
Mohammad Rona, politisk ordfører, medlem af Folketinget for Moderaterne
Automattale fra præsten? Ikke over mit lig!
En overskrift i Kristeligt Dagblad lyder: »Nu skal kunstig intelligens hjælpe præster med prædikener og begravelsestaler«.
Jamen herre, kvinde og du milde Gud og hvermand – robotisering i selv KIRKEN?
Må vi ikke være fri?
Vi er ikke tjent med automatskrift og virtuel »støttepædagog« i luften i de kirkelige lag – og hvad med Helligånden? – kan den ikke øse i rigelig kilde til de talte ord?
De talte ord skal komme fra mennesker til mennesker.
Hvis nu selv kirken skal være som en samlebåndsfabrik, vil jeg ikke være med mer', og kun komme i kirker, når der ikke er anden service end den indbyggede, der ligger i det arkitektoniske, det sjælelige – i de kirker, der er smukke.
Og hvis jeg engang skal begraves, skal ingen automatpræst tale over mig. Jeg vil hellere dø – uden. Det bli'r ikke over mit lig.
Præsten skal SELV ha' sproglige og erkendelsesmæssige evner. Præsterne skal SELV - uden robot-ghostwriting!
Talegaven bør være hellig (haha!).
Det er som udenfor kirken, hos andre mennesker – at det ikke er enhver præst forundt med talegaver, begavelse i formidling og så videre - og vi har alle hørt både elendige, talentløse, kedelige – OG fremragende, tankevækkende, endog morsomme taler fra præstemund. Men so be – hellere menneskelig forskellighed end automatskrift og tale.
Engang sås automatskrift (rådgivning fra ånder, kontakt med det/dem hinsides) som kættersk – af kirken.
Er AI (!) tanke om automattale egentlig ikke dybt kættersk?
Hvad siger kirken? Og kan vi vide om svaret er fra den AL-mægtige »Gud« eller menneskelig råvare?
Eva Nystad, Hørve
Helt forkert
Formanden for Foreningen for stampersonel i Forsvaret er citeret for en række udtalelser, hvoraf fremgår, at han ikke mener, at de fremtidige værnepligtige skal indgå i det egentlige direkte forsvar, men alene være en slags støttefunktion. Han vil måske have genindført Garnisonstropperne?
Hvis formanden havde haft historien om Forsvaret mere present, ville han vide, at netop værnepligtige indgik som en meget vægtig del af beredskabet i hele den lange koldkrigsperiode. Og i den forbindelse bemandede poster i den skarpe ende.
Det drejede sig både om »fodsoldater,« der indgik i de forskellige regimenter som en del af den samlede forsvarsstyrke, og at der indkaldtes en lang række unge mænd, der med deres civile uddannelse, spændende fra ingeniører, maskinfolk, elektrikere, værktøjsmagere, befarne matroser, kokke og navigatører, og sikkert flere med det, var en uvurderlig del af Forsvaret - også i forreste linje.
Værnene brugte i høj grad de værnepligtige i frontlinjen. De forskellige regimenter opstillede kampbataljoner med værnepligtige menige og befalingsmænd. Flåden brugte dem på flådefartøjer, der måtte forventes at være i forreste linje. Her var der værnepligtige navigatører, kampinformationsfolk, matroser, kokke, elektrikere og maskinfolk.
Så Forsvaret udnyttede og havde glæde af de værnepligtige og deres civile baggrund, og det er der al mulig grund til at genoptage.
Peder Gellers, Hørsholm
Public service
Hvor er Danmarks Radios Public Service blevet af?
Hvordan kan det være, at vi skal acceptere, at TV-avisen skal indeholde lange indlæg om sport (stort set kun fodbold!) i stedet for reelle nyheder fra hele verden. Det er altså ulideligt. Send sportsindlæg i det dertil indrettede Sporten.
Benny Sølz, Ølstykke
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
