Forestil dig, at du hver morgen afleverer dit barn i en vuggestue eller børnehave og går derfra med uro i maven. Måske mærker du, at pædagogerne ikke har tid til at tage hånd om netop dit barn, fordi der konstant er for få hænder og for meget pres.
Så er det vigtigste for dig nok ikke gratis adgang, men om den hverdag, du overlader dit barn til, faktisk er tryg. Det er her, vores fokus bør ligge. Ikke på at give alle, også direktørfamilier, skatteyderfinansieret adgang til børnehaver og vuggestuer.
Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, har foreslået at fjerne brugerbetalingen på børnehaver og vuggestuer i København. Det lyder umiddelbart som en gave til børnefamilierne – men det er en gave pakket ind i tom luft. For hvad hjælper gratis adgang, hvis det, man får adgang til, ikke er godt nok?
Mange forældre afleverer allerede i dag deres børn med en knude i maven. Ikke nødvendigvis på grund af prisen, men fordi de er bekymrede for, om deres barn får den omsorg og opmærksomhed, det har brug for.
Kvaliteten i de offentlige dagtilbud er haltende, pædagogerne løber stærkere end nogensinde, og forældrene oplever, at deres børn bliver reduceret til brikker i et system, der ikke længere hænger sammen. Samtidig betaler de nogle af verdens højeste skatter for at finansiere en velfærd, der ikke leverer.
I stedet for at bruge 800 millioner skattekroner på at fjerne brugerbetalingen burde vi koncentrere os om at nytænke velfærden.
Det kan vi konkret gøre ved at droppe den ideologiske modstand mod de private virksomheder, der i dag leverer velfærd. De bringer innovation, konkurrence, valgfrihed og fleksibilitet. De kan tilbyde mindre enheder, tættere relationer og mere individuelle løsninger. Men de bliver mødt med mistro og bureaukrati – og et tilsynssystem, der ikke er uvildigt.
Hvis bekymringen virkelig handler om de familier, hvor økonomien presser, så findes der allerede en løsning: fripladsordningen. Den kunne udvides, så den også omfatter private pasningsordninger. På den måde hjælper vi dem, der har mest brug for det – uden at give en rabat til dem, der sagtens kan betale.
Det er nemt at love gratis adgang til børnehaver og vuggestuer. Men det løser ikke problemet for familierne i København. Det er langt vigtigere, at den kvalitet, som tilbydes rent faktisk er god, end at alle kan få fri adgang. Og det sikrer vi kun, hvis vi også tør inddrage private og nytænke velfærden.
Signe Bøgevald Nielsen, kandidat til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune (LA)
Det nye børnesyn gør uro konsekvensløs i Rudersdal
Det »nye børnesyn«, hvor alt kan forklares væk, og intet får konsekvens, er blevet fast praksis i Rudersdals folkeskoler – med Rudersdals konservative borgmester, Ann Sofie Orth, som politisk rygdækning. Resultatet er forudsigeligt: Larm, dårlig opførsel og mobning får lov at stå på.
Flere af os forældre har – med tungt hjerte – flyttet vores børn fra de kommunale skoler. Ikke fordi lærerne mangler engagement, men fordi få elevers grænseoverskridende adfærd får lov at dominere på bekostning af det store flertals ret til ro og læring.
Når Rudersdals Borgmester Ann Sofie Orth i Berlingske affejer kritikken, er det netop problemet: Der tales uden om, mens hverdagen i klasselokalet forværres og ordensreglerne håndhæves inkonsekvent.
Det bør være enkelt: Gentagne brud på reglerne skal have tydelige, forudsigelige konsekvenser. Skolen skal være tryg for flertallet, der vil læring og udvikling. Alt andet er bortforklaringer.
Snart er der kommunalvalg. Så må vi se, hvor mange, der deler borgmesterens skole- og børnesyn. Et syn, der i praksis har gjort at Rudersdals skoler mere ligner »Fluernes Herre« end en folkeskole.
Peter Løjmand, Vedbæk
Hvad tænker DSB på?
DSB vil fra nytår afskaffe det fysiske Rejsekort, så det kun fungerer på mobiltelefonen.
Der er mennesker, der ikke kan betjene en mobiltelefon, andre er pga. sygdom eller alder svagtseende og ude af stand til at betjene telefonen, især i mørke.
Kan de få et plastikkort, hvorpå der står »Gratis pga. dårligt syn«, eller skal de blive hjemme? Hvad tænker DSB dog på?
Lad os beholde det fysiske kort, så vi alle, også efter nytår, kan komme ud at se med DSB!
Elisabeth Christensen, Holte
Woke kan ikke affejes som vildskud
At være woke er at være opmærksom på social uretfærdighed, skriver politisk leder i Alternativet, Franciska Rosenkilde, men begræder begrebets kapring af højrefløjen til skræmmekampagner.
Rosenkildes argument er forståeligt men i sig selv for ensidigt. De skøre historier fra især USA er blevet så utallige og endog institutionelt sanktioneret, at de ikke bare kan affejes som vildskud.
Identitetspolitik er blevet mainstream i store dele af den amerikanske kultursektor, og erhvervslivet har brandet sig med dydssignalerende woke washing. Dele af universitetsforskningen har med »kritiske racestudier« og afkoloniseringsteorier været et ideologisk tæppe brugt til ensretning, udskamning eller ligefrem fyring af forskere og undervisere.
Woke er mest af alt et amerikansk fænomen og udtryk for en kulturkrig, der ser ud til nu at vende (omend ikke altid til det bedre). Men inspirationen lever i bedste velgående, også herhjemme.
Udskamning af andre med henvisning til »strukturel racisme«, »hvidt overherredømme«, »islamofobi« eller bare »højreorientering« er ganske udbredt i visse aktivistiske miljøer, vakt af den oplysende og fortærende ild, med hvilken alt kan ses som konstruktion, diskrimination og racisme.
Woke i sin mest skingre og radikale facon er forhåbentlig kun en løjerlig ting, vi om nogle år kan se tilbage på med en vis forundring.
Jørn Borup, Odder
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
