Kvinderne mangler i den nye regering
Bare otte ud af 23 ministre i den nye regering er kvinder. Det er ikke imponerende, og var det en bestyrelse, ville man ikke leve op til de nye EU-standarder for kønssammensætning i bestyrelser.

Bare otte ud af 23 ministre i den nye regering er kvinder. Det er ikke imponerende, og var det en bestyrelse, ville man ikke leve op til de nye EU-standarder for kønssammensætning i bestyrelser.

Den længe ventede regering er endelig på plads, og selvom der sidder en kvinde for bordenden som statsminister, så er jeg ikke imponeret over kønsfordelingen blandt de 23 ministre. Sølle otte blev det til, og dermed er vi under de 40 procent, der bliver den nye EU-norm for bestyrelser i større virksomheder over 250 ansatte.
Nuvel, jeg er helt indforstået med, at en regering ikke kan sidestilles med en bestyrelse, men jeg mener alligevel, at signalet er skidt for en regering, der slår hårdt på reformviljen og ønsket om at gøre op med den traditionelle tankegang. Og endnu mere skidt bliver det, når man ser på det magtfulde koordinationsudvalg på otte medlemmer, der udgør den absolutte magtkoncentration: Her er der kun plads til statsminister Mette Frederiksen (S) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) – altså kun en fjerdedel.
Vi opfordrer konstant virksomheder i Danmark til at få mere balancerede bestyrelser – og med god ret – for det giver beviseligt en økonomisk fordel at have en sammensætning, der afspejler samfundets generelle indretning, og her havde jeg håbet, at der ville være en mere ligelig fordeling – også set i lyset af, at vi vælgere sammensatte et folketing, der har en historisk høj andel af kvinder (næsten 44 procent).
Jeg vil dog også rose, at der er blevet plads til en minister som Lars Aagaard, der er ny klimaminister. I bestyrelsessammensætninger er det nødvendigt at være meget nøgtern i vurderingen af, om man har de rette kompetencer. Skulle det ikke være tilfældet, er det lige så nødvendigt, at man tør vælge det rette medlem uden at skele for meget til det »gamle« netværk. Og selvom jeg igen anerkender, at en regering ikke er at sidestille med en bestyrelse, så giver det mening at lade en ekspert som Lars Aagaard, der har en fortid i Dansk Energi – en del af det nuværende Green Energy Denmark – få det store ansvar. Nok må vi gå ud fra, at vi vælgere sammensætter et parlament med viden og tæft, men hvis det står klart, at der mangler de rette kompetencer, så er det på sin plads at se udenfor Borgens mure.
Alt i alt er det ærgerligt, at den nye regering halter efter i forhold til kønsfordelingen, for diversitet i ledelse er en ubetinget fordel. Og det er gældende både på ministerposter og i bestyrelseslokalerne.
Peter Agergaard, CEO, Board-Education Aps