Den seneste tids kønsdebat, hvor det fremsættes, at unge mænd er trætte af at høre om ligestilling, vidner om, at den er gået for langt. Ikke fordi de unge mænd ikke støtter fuldtonet op om lige muligheder, men nærmere fordi debatten ikke længere handler om lige muligheder mellem kønnene. Den handler om at bryde mændene ned for at bygge kvinderne op.

Denne tendens er ødelæggende for forholdet mellem mænd og kvinder. Som konsekvens af debatten frustreres mænd og kvinder, og en kile sættes imellem dem.

Konsekvensen er, at mænd og kvinder i højere grad ikke vælger at møde hinandens forskelle. Derimod skaber de familier alene eller vælger sågar slet ikke at skabe dem.

Hver femte mand er barnløs, en situation der alt for ofte er uønsket. På den anden side er antallet af kvinder, der søger fertilitetsbehandling for at blive enlige mødre, steget. Dette fænomen afspejler en kultur, hvor kvinder og mænd er splittet ideologisk.

Desværre ser vi alt for tit, at mænd bliver beskrevet som toksiske, undertrykkende og ubrugelige. Holdninger, som flere og flere abonnerer på, og som den moderne kvinde risikerer at tager til sig, når de planlægger deres fremtid. Nogle mænd har som reaktion herpå derfor valgt helt at fravælge kvinder. Men at placere sig selv i en offerrolle vil ikke hjælpe mænd, for ingen mænd ønsker at være ofre.

I stedet bør man stå fast på, at der ikke er noget galt i at være en traditionel mand, og stå fast på, at den maskuline energi er til gavn for både familien og samfundet.

Hvis vi ønsker at skabe et bedre Danmark, er vi nødt til at arbejde sammen. Vi skal møde hinandens forskelligheder og bruge hinandens kompetencer. Femininitet og maskulinitet komplementerer hinanden, og ligesom brikker i et puslespil fungerer vi kun, når vi står sammen.

Nikita Nielsen, medlem af Dansk Folkepartis Ungdom, Brøndby

Loven om hvidvask trænger til en storvask

Jeg er pensionist, 70 år, og i gang med for første gang at hæve en portion penge fra vores fælles pensionsopsparing i Nordea Pension.

250.000 kroner til at bruge af i de kommende år. Her har Nordea Pension så med henvisning til loven om hvidvask bedt os om at redegøre for, hvad pengene skal bruges til. Set med mine øjne et underligt krav. Vi svarede dog kortfattet, at pengene skal bruges på en restskat, rejser og almindeligt forbrug.

Svaret var ikke fyldestgørende nok for Nordea Pensions jurister, så vi måtte udbygge vores svar med dokumentation for en rejse til Indonesien, som vi har foreløbige planer om, samt skitsere en drøm om at køre igennem det sydlige Afrika med et luksustog og vedlægge en udførlig beskrivelse af rejsen. De udmeldinger tygger de gode jurister så på i skrivende stund, og vi nærmer os nu en måneds ekspeditionstid, uden at vide om vi lever op til deres fortolkning af reglerne i loven om hvidvask.

Her springer kæden så helt af. Vi har selvfølgelig intet tilovers for hvidvaskere, loven skal overholdes, men kontrollen skal jo ikke ske ved udbetaling, men når Nordea Pension siger ja til at modtage kundernes penge. Her skal de kritiske briller på. Og ikke når en pensionist som jeg skal have en portion udbetalt til at forsøde tilværelsen med.

Pensionsselskabernes fortolkning af loven om hvidvask trænger til en storvask, og jeg venter stadig på MINE penge.

Hans Lind, København

Minkskandalen

Under overskriften »Minkskandalen handler ikke om overkompensation« plæderer Berlingske på lederplads 14. april for, at der ikke er noget at komme efter i kompenseringen af de minkfarmere, der har fået lukket deres erhverv.

Et erhverv, hvor industrialiseret og sofistikeret dyremishandling er sat i system på et niveau, hvor grådighed er målet – og en skrantende syg industri midlet.

Desuden mener Berlingske, at skatteyderne skal være taknemmelige for at leve i et land med retssikkerhed, hvor det har konsekvenser, når regeringen roder med ejendomsretten.

Den samlede kompensation til erhvervet vil blive mindst +30 milliarder kroner. Ifølge Zetland er det omkring 10.000 kroner fra hver eneste dansker i arbejde og nok til at hyre 5.700 ekstra sygeplejersker i ti år – inklusive tillæg og pension – ligesom beløbet svarer til Danmarks samlede forsvarsbudget i 2023.

At revisorerne hos Ernst & Young sætter spørgsmålstegn ved udregningen af kompenseringen – et forhold, som økonomiprofessor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet i øvrigt er enig i og kalder beregningerne »uredelige« – betyder øjensynlig intet.

Ove Munch Ovesen, Farum