»9 ud af 10 partier vil sende flere mænd end kvinder til Bruxelles: 'Det er en lille smule pinligt'«. 

Sådan lød for nylig en overskrift hos DR. Men er det virkelig pinligt, at kvinderne udgør 36 procent af den samlede kandidatliste til det kommende EU-valg 9. juni?

Nej, det synes jeg ikke, og jeg er endda en af de »kun« tre kvinder på Liberal Alliances liste. Debatten om kønsbalance i politik har været et varmt emne ad flere omgange. Retorikken bærer dog endnu en gang præg af, at forskellighed reduceres til, hvorvidt kandidaten er mand eller kvinde.

Forskellighed er mere end køn. Forskellighed er en af demokratiets største gaver, men hvad er det, der gør os forskellige fra hinanden? Jeg mener ikke, at forskellighed kun kan kobles op på vores X- og Y-kromosomer. 

I sådan et verdensbillede bliver tilværelsen meget sort/hvid, og jeg har mere lyst til at se verden i farver. Det er derfor en stor falliterklæring, hvis vi begynder at tage de demokratiske processer som gidsel i en ligestillingsdebat, der efterhånden kun handler om »woke-venstreorienteret-korrekthed«. 

Det vil skabe særhensyn og forlommer, som hverken gavner vores fælles frihed eller de kandidater, som måtte rammes af særhensyn. 

Hvis vi ønsker at se flere kvinder i politik, så er det på tide, at vi begynder at italesætte, at mulighederne eksisterer i bedste velgående i stedet for konstant at vende blikket og samtalen hen imod nødvendigheden af kvoter.

Så kære kvinde, hvis du vil politik, så er det bare at komme i gang! For mulighederne er store. Det kan jeg skrive under på. Jeg er kvinde, ung og medlem af et parti, hvor størstedelen er mænd. Desuden er jeg ikke vokset op i et politisk miljø. 

Og ligesom det er muligt at skabe sit eget job, har jeg skabt mig en plads i partiet med den, jeg er og de kompetencer, som jeg har. Bliver jeg stemt ind i EU-parlamentet i næste måned, håber jeg, at jeg er blevet stemt ind, fordi vælgerne mener, at jeg har de rette kompetencer, og ikke fordi jeg er kvinde. 

Og derfor er jeg ikke ked af at sende flere mænd end kvinder afsted til Bruxelles, for valget handler ikke om, hvorvidt kandidaten er det ene eller det andet køn. Nej, dit valg handler i stedet om, hvorvidt din kandidat vil arbejde for den forskel, du ønsker at se i EU.

Chelle Lilly, EP-kandidat for Liberal Alliance