Kvindelig bilist: Kan mænd overhovedet køre bil?

»Uforsvarligt og aggressiv kørsel er ifølge min erfaring for 99 procents vedkommende udført af mænd.« Modelfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Læste her til morgen en interessant artikel om dansk vejvrede og fik lige lyst til at fortælle om mine oplevelser på motorvejen for nylig på min tur til og fra et julearrangement på Gisselfeld Gods ved Haslev.

Utallige gange blev jeg udsat for, når jeg ville overhale en midterklæbende bilist, som kørte for langsomt i forhold til fartangivelsen, at vedkommende satte farten op i stedet for at køre ind i den inderste vejbane. Hver eneste gang var der en mand bag rattet.

Når jeg selv blev overhalet af en bil med alt for høj hastighed, blev der lynhurtigt skrået ind lige foran mig, da vedkommende umiddelbart efter overhalingen skulle dreje af ad en afkørsel. Også her alle som én en mandlig bilfører.

Uforsvarligt og aggressiv kørsel er ifølge min erfaring for 99 procents vedkommende udført af mænd. Jeg nøjes med at ryste på hovedet og forsøger at holde god afstand til disse fartgalninge. Heldigvis er min gode Honda forsynet med fortrinlige bremser, og dem trykker jeg af og til ganske let på, når jeg får en bagvedliggende lidt for tæt på, og det får man ofte. Måske ikke helt lovligt, men man må jo forhindre tossen i at køre op i en.

Læs også: Cyklister skælder oftere ud i trafikken

Lige en sidste skrækoplevelse: Sene aftener på Strandvejen mellem Vedbæk og Rungsted oplever jeg med jævne mellemrum mandlige bilister tabe tålmodigheden med mine 55-57 km i timen. De overhaler mig simpelthen venstre om de midterforhindringer, der findes med jævne mellemrum.

Man ser skrækscenariet for sig: En bil kommer ud fra en sidevej, ser til venstre og selvfølgelig ikke til højre.