Kontanter er ikke et levn fra fortiden – de er et værn mod et digitalt skrøbeligt samfund

Kontanter er ikke et levn fra fortiden

Nets’ nedbrud 21. maj viste endnu en gang, hvor sårbart et næsten fuldt digitaliseret betalingssamfund er. 

Kortbetalinger svigtede landet over, butikker måtte afvise kunder, og borgere stod uden mulighed for at betale for mad, transport og andre nødvendigheder.

Det var da – desværre – heller ikke et enkeltstående tilfælde. 

I juli 2025 hændte et lignende nedbrud, der lammede betalinger i Danmark og resten af Skandinavien, hvilket blandt andet skabte kaos ved Storebæltsbroen.

Netop miseren, der udfoldede sig på Storebæltsbroen, rejser et vigtigt spørgsmål: Er det rimeligt – og overhovedet lovligt – at Sund & Bælt ikke kunne modtage kontanter, da de digitale betalingssystemer svigtede? 

Hvis kontanter fortsat er et gyldigt betalingsmiddel, burde det så ikke være funderet på en betalingsløsning, der fungerer uafhængigt af de systemer, som netop brød sammen?

Ovenstående til trods så fortsætter visionen om det kontantløse samfund – men nedbruddene afslører den grundlæggende fejl ved denne tankegang: Et samfund må aldrig gøre sig totalt afhængigt af digitale systemer. 

Selvom Nets ikke formelt har monopol, er virksomheden så central i betalingsinfrastrukturen, at fejl hos dem avler landsdækkende konsekvenser.

Derfor er kontanter notorisk fortsat nødvendige. 

De fungerer uafhængigt af servere, netværk, apps og strømforsyning og kan anvendes under tekniske fejl, cyberangreb og krisesituationer. 

De er ikke blot et betalingsmiddel, men en del af samfundets beredskab.

Debatten handler også om frihed. Kontanter er det sidste reelle anonyme betalingsmiddel i et samfund, hvor næsten alle økonomiske handlinger registreres digitalt.

Effektivitet og bekvemmelighed kan ikke stå alene. Robuste samfund bygger også på redundans og sikkerhed. Når næste nedbrud rammer, vil sandheden igen blive tydelig:

Kontanter er ikke et levn fra fortiden – de er et værn mod et digitalt skrøbeligt samfund.

Samuel Holding, Aarhus

Hvad skoleelever (også) har brug for

Der tales hele tiden om, at flere og flere skoleelever trives dårligt i skolen – mange bliver hjemme fra undervisningen, lærerne skal bruge en del af timerne på at opretholde ro og orden, elever mobbes, flere og flere elevers læse-, skrive- og regnefærdighed m.m. er i bund.

Jeg hører til dem, der synes, at det er et stort fejlgreb at lade digitale medier (pc, mobiltelefon. mv.) fylde så meget i timerne, når elever skal lære basale ting som at læse, skrive, stave, regne og udtrykke sig.

Papir og blyant skal genindføres, når der skal skrives stil, genfortælling, diktat, regneøvelser mv. 

Dette gjorde man før i tiden, og det kan (selvfølgelig) også gøres nu i skolerne – eleverne vil blandt andet blive bedre til at koncentrere sig, når de har noget konkret at forholde sig til og det vil hjælpe meget på ovennævnte færdigheder.

De lærer, at der er andre måder at lære på end bare via en pc og lign.

Og elever, som har svært ved at følge med, bør undervises i specialklasser – men så de ved, at der ikke er noget flovt ved at gå i en specialklasse en tid, og at de ikke er alene.

At bruge inklusion er ikke svaret.

Der skal andre ting til end flere penge. Og hurra for de skoler, hvor eleverne skal aflevere telefonen, når de kommer, og først får den, når de går hjem.

Karin Amdi Sørensen, Galten

Jeg er ikke rød nok til at være feminist

»Du er da ikke feminist.« Det var den kommentar, jeg fik, efter jeg fortalte nogle på mit gymnasium, at jeg var blevet valgt som kultur- og ligestillingsordfører for Liberal Alliances Ungdom.

Men ligestilling handler jo om, at kønnene skal være lige, det ligger i ordet. Så når man tænker, at feminisme handler om, at kvinder skal være endnu bedre stillet end mænd, eller at man skal lave politik, der sikrer et bestemt antal kvinder på en arbejdsplads, får begge køn jo ikke de samme chancer.

Og det siger faktisk noget vigtigt om, hvor ligestillingsdebatten er på vej hen. 

For i dag bliver feminisme ofte koblet tæt sammen med en bestemt politisk retning. Og hvis man ikke deler hele pakken af holdninger, risikerer man at blive placeret som »ikke feminist nok« selv, hvis man grundlæggende mener, at mænd og kvinder skal have lige rettigheder

For mig er feminisme ret enkelt. Det handler om, at køn ikke skal afgøre dine muligheder. Ikke at det ene køn skal løftes over det andet, og ikke at ligestilling skal bruges som et værktøj til at skabe nye ubalancer i forsøget på at rette op på gamle.

Ligestilling burde være større end politiske labels. Den burde kunne rumme forskellige synspunkter, så længe udgangspunktet er det samme. Lige muligheder for alle køn.

Hvis feminisme bliver en lukket klub, hvor kun én type holdning er »den rigtige«, så mister begrebet sin betydning. Og så mister vi også en vigtig debat om, hvordan ligestilling faktisk skal forstås i praksis.

Ligestilling burde ikke være et spørgsmål om, hvor »rød« man er. Det burde være et spørgsmål om, hvorvidt man tror på lige muligheder.

Feminisme bør handle om lige muligheder, ikke politisk identitet.

Ella Nellemann, kultur- og ligestillingsordfører for Liberal Alliances Ungdom

Tomatregeringen

Naturligvis kan den nye regering ikke tillade sig at bruge betegnelsen »Firkløverregering«.

Det navn knytter sig til genopretningsregeringen under Poul Schlüter (1982-93).

Jeg synes, at man skal kalde den nye regering for »Tomatregeringen.«

Regeringen kalder sig grøn, og den minder derved om tomater: Først grøn og derefter bliver den rød.

Bjarne Nissen, Ærø

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk