Kontakt til nødkald

Læs mere
Fold sammen

Sidste søndag passerede jeg i min bil en ældre dame ved nedkørslen til en bolig i Hørsholm. Det var tydeligt, at damen var lidt forvirret. Jeg parkerede bilen og spurgte, om jeg kunne hjælpe. Damen ville over vejen (ud til Rungstedvej), hvor hun så ville »gå hjem«. »Lige ud til Søndre Boulevard ved kaserne og kirke,« meddelte hun mig glad.

Jeg havde været et kort ærinde, og havde ikke telefon med mig, forklarede jeg, samtidig med, at jeg fastholdt, at jeg ville køre hende hjem. Jeg fik lov til at kigge i hendes taske, for at finde en form for identifikation. Tasken indeholdt to rammer med billeder, en tom pung og et nødkald, som jeg trykkede på, uden i øvrigt at vide, om nødkald virker uden for »hjemmet«.

Historien ender fint et par minutter senere, hvor jeg på parkeringspladsen møder en nabo, der kender damen, og kan hjælpe hende hjem til rette bosted.

Det undrer mig, at der på nødkaldet ikke sidder et kontakt-telefonnummer? Det vil jeg hermed foreslå. Gerne sammen med et lille »visitkort« med personligt navn, adresse og kontakt-telefonnr. lagt i taske, pung og lomme. Det vil være meget gavnligt, når man skal hjælpe i en sådan situation. I mine tanker var jeg allerede ude i en lang forklaring til 112, som heldigvis ikke blev nødvendig denne gang.

Anne Krogh, Kildegårdsvej 8, 2900 Hellerup