Forleden blev danske kampfly sendt på vingerne, da et russisk kampfly fulgte et amerikansk bombefly ind over dansk luftrum ved Bornholm. Det er en krænkelse af vores og NATOs luftrum, og det markerer, at den provokerende og aggressive russiske adfærd fortsætter. Det hverken kan eller skal vi nogensinde acceptere.

Derfor er spørgsmålet i og for sig ret simpelt. Vil vi leve i tryghed eller i frygt? Jeg vil gerne leve i frihed og tryghed. Det tror jeg heldigvis, at de fleste danskere vil. Men det er ikke gratis.

Det Konservative Folkeparti har hele tiden sagt, at vi skal styrke vores forsvar og investere i flere kampfly, for det er der behov for med sikkerhedssituationen i verden i dag.

Sidste år besøgte jeg Skrydstrup Flyvestation i Sønderjylland, der blandt andet har til opgave at overvåge og beskytte dansk luftrum. En opgave, der med al tydelighed ikke er blevet mindre af russernes »nysgerrighed«.

Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste er Rusland en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring både for Danmark - men også for resten af Vesten.

På grund af vores placering i Østersø-området og Ruslands interesse i Arktis, har Rusland et mistroisk syn på Danmark. Det er vigtigt, at vi kan beskytte vores interesser i områderne. Specielt når Rusland foretager provokerende flyvninger med bombefly i vores luftrum.

Hvis vi skal kunne beskytte danske interesser, er det vigtigt, at vi har midlerne til det, og de midler er flere kampfly, der kan afværge russernes indtog på den danske grænse.

Derfor vil vi i Det Konservative Folkeparti arbejde for at få flere kampfly til det danske forsvar. Et stærkere dansk luftvåben skal holde russerne i skak.

Niels Flemming Hansen, forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti

Ejendomsskatter bygger fortsat på fiktion

Endnu engang udsættes vurderingen af ejendomme efter det »nye« system. Ikke uventet er der problemer med at adskille værdien i mursten og grundværdi.

Det er en umulig opgave, hvilket for længst burde være erkendt. Opdelingen vil altid være et skøn, da der ikke findes valid data - bortset fra ubebyggede grunde. Derfor vil systemet bygge på en fiktion.

Det er bedre at indrette beskatningen efter ejendomsværdien, der hviler på salgsværdien af ejendomme, som igen indgår i den regneregel, der skal fastsætte den »rigtige« totalværdi af ejendommen.

Kun salgspriser, købspriser og forbedringsudgifter er objektive. Drop derfor opdelingen af ejendommene og beskat både ejendomsværdiskat og ejendomsskat ud fra den værdi, der beregnes for hele ejendommen.

Jeg har tidligere – dog forgæves – opfordret til et avancesystem efter svenske regler, der bygger på de objektive værdier. Altså et avancesystem. Men det er der ikke politisk vilje til.

Til gengæld er det oplagt, at der ikke skal fastsættes en grundværdi for beboede ejendomme. Det er mere retfærdigt, hvilket var hovedønsket med et nyt system. Det er ikke for sent

Kjeld Bøg, Hellerup

Skandale i Skat

Nu er det et krav, at skatteyderne får en samlet redegørelse over situationen i Skat. Vi har bl.a. krav på at få at vide, hvornår de mange milliarder, der er udestående, kan opkræves. Vi ved godt, at noget af det formentlig er forældet, men bliver det i dette år, at skyldnerne bliver trukket i skat, eller bliver det i 2022, 2023 eller 2024? Bliver det i år, at politiet kører ud til skyldnere, der ikke har betalt motorafgift? Eller er der stadig for få betjente til at køre ud for at klippe nummerpladerne af?

Finansloven for 2021 blev fremlagt forleden. Der bliver ikke meget at forhandle om. Staten skal dog blive endnu større. Velfærd er i fokus igen. Socialdemokratiet har altid brugt mange penge, og begrebet effektivisering af de enkelte institutioner og fokus på ledelse eksisterer ikke.

Det er derfor en skandale, at Skat endnu ikke har kunnet indkræve de mange milliarder, en del danskere ikke har betalt i tide. Vi, der betaler til tiden, har fået nok. Tilliden til Skat er brudt.

Ministre og folketingspolitikere, senest statsminister Mette Frederiksen, er altid ude med riven over for forskellige sektorer - ikke mindst den finansielle sektor.

Jeg finder det totalt uacceptabelt, at 11-12 skatteministre endnu ikke har fået styr på Skat. Fej for jeres egen dør, før I dømmer andre. Er der en leder til stede?

Birte Roll Brandt, Hørsholm