Finkulturen er ikke ufolkelig eller for elitær. Den er en del af det fundament, som vores demokratiske og frie samfund bygger på i dag; vores fælles kulturarv. Det glemmer mange desværre ofte, når de taler om kultur, og velfærdsstaten glemmer det særligt med den kulturrelativisme, som de igennem årtier har krævet af kulturinstitutionerne.

I 2019 kom Realdania med en rapport, der viste, at den statslige støtte til museerne var tidoblet siden Kulturministeriets oprettelse i 1961, at Danmark er et af de lande, der har flest museer pr. indbygger, og at vi derfor også er nogle af de flittigste museumsgængere.

Det altovervejende argument for denne forøgelse af statslig kompensation til kulturinstitutionerne har siden 60erne været, at kulturen skulle ud til den brede befolkning, hvilket også er lykkedes. Den første kulturminister, Julius Bomholt fra Socialdemokratiet, kaldte det for »kulturel velfærd«. At udbredelsen af kultur ville gøre os mere lige. Men for hvilken pris?

Velfærdsstatens effektive udnyttelse af kulturen risikerer at skade vores fælles kulturarv, og det går særligt ud over finkulturen. For når staten poster penge i kulturen, gør den det med ønsket om fortjeneste, enten økonomisk eller som løsning på nogle af samtidens samfundsproblemer såsom mistrivsel eller klimaforandringer.

Men i takt med at befolkningens tærskel for ophidselse er steget, kræver det også en anden formidlingstilgang af museerne for at leve op til statens mål for besøgstal og billetindtægter. Mange museer formår at gøre finkulturen politisk og tvinger ældre kunst ind i et nutidigt syn, der degraderer dens alvor til eksempelvis at handle om race eller køn i stedet for dens historiske relevans for skabelsen af det frie samfund, som vi har i dag.

På den måde samles finkulturen og den brede kultur med statens magt i det, som vi kender som oplevelsesøkonomien. Konsekvensen er, at underholdning kommer før sjæleliv og økonomisk fortjeneste før æstetisk værdi. Velfærdsstaten trækker en ensartethed ned over danskerne, der i stigende grad har udvisket relevansen af finkulturen og dermed på længere sigt forståelsen af vores historie.

I en tid, hvor flere end nogensinde besøger museerne, mener jeg derfor, at det er vigtigt, at museet igen retter fokus mod den egentlige og vigtigste opgave i formidlingen af finkulturen og kulturarven: at minde og lære os om vores fælles historie.

Mathilde Kastbjerg, borgerrepræsentant for Det Konservative Folkeparti