I København mangler der parkeringspladser. Vi bliver flere og flere københavnere, og flere og flere får en bil. Enhver københavner med bil i brokvarterer ved, at det er en hverdagsudfordring at finde en ledig parkeringsplads.

Det er derfor ubegribeligt, at der nu igen nedlægges parkeringspladser i København. Med budgetaftalen for 2025 ryger der over 500 permanente parkeringspladser.

Kun De Konservative stemte imod nedlæggelse af disse 500 permanente parkeringspladser.

Venstre i København beskylder i fredagens avis De Konservative i København for at desertere fra fronten i kampen for flere parkeringspladser i København.

Det gjorde De Konservative ingenlunde.

Vi gik til valg på et København, der fungerer i hverdagen, med fokus på antallet af parkeringspladser og prisen på parkering.

I det føromtalte budgetforlig for 2025 beslutter partierne at lukke den inderste del af Vesterbrogade for trafik, nedlægge 500 permanente parkeringspladser, afskaffe den gratis søndagsparkering og hæve taksterne på parkeringslicenser i København. Igen var det kun Det konservative Folkeparti, der stemte imod.

Vi konservative har også stillet forslag om, at de mange hundrede ambassadeparkeringspladser kan stilles til rådighed for københavnerne – som minimum om aftenen og natten, hvor ambassaderne ikke skal bruge pladserne. Også i denne sag stod De Konservative alene med at få åbnet disse parkeringspladser. Ingen andre ville røre ambassadepladserne og stille dem til rådighed for københavnerne.

De parkeringspladser, som kommunen fremover vil leje, er kun midlertidige pladser og ikke nye pladser. Det øger dermed ikke antallet af parkeringspladser i København.

Vi konservative har en klar trafikpolitisk profil i København. Den er i klar opposition til det røde flertal på Rådhuset – det lægger vi ikke skjul på.

For os konservative er det vigtigt, at vi ikke bare lægger stemmer til de blodrøde partiers trafik- og parkeringspolitik. Venstre har som budgetpart stemt for de rødes parkeringspolitik de seneste syv år. Måske skulle Venstre gøre deres position op én gang for alle. Er de blå eller røde?

Jakob Næsager, borgmester og politisk leder, Det Konservative Folkeparti

Hvorfor hader vi Trump?

Jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at danskerne hader Donald Trump. Grunden er meget enkel. Det er på grund af janteloven, som er dybt indlejret i vores nationale karakter. Trump er den diametrale modsætning til janteloven. Han tror jo, at han er noget!

I USA hersker der ingen jantelov. Tværtimod. Her beundrer man pionerer og pralhalse. Den succesrige milliardær er en del af den amerikanske drøm. Det er noget, der ligger danskerne fjernt.

Donald Trump er som et amerikansk dollargrin, den klassiske amerikanske bil fra 1950erne. En stor flyder af en bil, der skrumler ned ad gaden, larmende og dækket af glitrende krom.

Når man hører Trump tale, kommer han med hæmningsløse udtalelser. Han er vulgær, larmende og insisterende. Han praler, fra morgen til aften. Det er vel kun amerikanere, der kan finde på at vælge sådan en mand til præsident.

Vi må lære at leve med ham. Vi må prøve at få det bedste ud af oplevelsen. Vi må tænke, at der nok skal komme noget godt ud af det. Vi må lære at vende det hvide ud af øjnene, når vi hører hans skvalder.

Vi kommer aldrig til at elske Trump. Dertil er vi for trofaste over for janteloven. Sådan er vi.

Søren Højbjerg, Farum

Sausan Kanaans skepsis over for feminister

Jeg kan forstå, at Sausan Kanaan mener, at danske feminister har mistet forbindelsen til det sårbare, det følsomme og det omsorgsfulde. Og at mænd taber deres tidligere rolle som beskyttere og forsørgere.

Men hvorfor opstille kasser for, hvad det enkelte køn rummer af kvaliteter!? Det er jo strengt taget en form for social kontrol at forvente særlige egenskaber afhængigt af, om man er mand eller kvinde.

Jeg tror ikke, at vi vinder nogen fordele ved at opstille forventninger om hvilke sider af os selv, der er særligt kvindelige eller maskuline. Det eneste, vi opnår, er at sætte hinanden i spændetrøje.

Og nej, jeg forstår faktisk ikke, at Sausan Kanaan oplever, at det er svært at være kvinde i Danmark på grund af, at »mændene omkring os ofte forholder sig passive«, fordi »vi bærer stolt byrden af selvstændighed«.

For at tage et eksempel fra mit eget liv: jeg kan da godt forstå, at det som kvinde er nemmere at overlade flyttekasserne til mændene og så selv bruge tiden på at anbringe pyntepuder i en sofa. Men ærligt talt drejer det her sig om en generationskløft. Min generation af kvinder bærer selv flyttekasser og sætter hatten, som de vil. Og det er ikke, fordi selvbestemmelse kommer med en pris. Nej, det drejer sig om, at vi alle bidrager med det, vi kan. Vi yder ikke kun det, som forventes af et kønspoliti.

Og desværre er mange af os danskere stadig rigtig gode til at sætte hinanden i bås og opstille negative forventninger til hinanden. Det kan både være til mus-samtale, hvor vi allerede fra 60-årsalderen skal fægte os gennem ti års spørgsmål om, hvornår vi går på pension. Eller det kan være en holdning om, at vi ikke kan have en statsminister, som er kvinde. Det er en opfattelse, jeg har mødt hos helt almindelige danskere, hvad det så end er. For det er stadig en usagt fordom, at kvinder ikke skal »komme for godt i gang«.

Så kære Sausan Kanaan. Du udtrykker en skepsis over for feminister, som rigtig mange danskere har. Men jeg fornemmer også, at de unge generationer er ved at bryde ud af kønskasserne og lever det liv, som de ønsker – uanset andres forventninger.

Susan Kronborg, fhv. folketingsmedlem (M), Skanderborg

Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk