I en tid, hvor der tales mere om Danmarks næsten-kong Frederik end nogensinde før, og hvor hans kvalifikationer til at bestride posten som statsoverhoved endevendes, kom jeg til at tænke på en time for snart fire år siden, hvor jeg havde Frederik helt for mig selv til et interview med mit magasin Nordiske, som udgives af Foreningen Norden.

Det overraskede mig at møde en kronprins med en knivskarp bevidsthed om at besidde et værdisæt, som ensidigt er funderet i hans egen opdragelse og uddannelse. Her er et lille uddrag af interviewet:

»Jeg forsøger at huske på, at det nok kan være, at jeg opfatter vores nordiske samfundsmodel som noget nær den perfekte. Men definitionen på ’perfekt’ er skabt af mig og mine ligesindede ud fra vores kultur, dannelse og verdenssyn om medmenneskelighed og respekt for andres forskelligheder.«

Mener De, at vi skal vare os for at pådutte andre vores værdier og samfundsmodel? spurgte jeg Kronprinsen. 

»Jeg mener, at det vigtigste, min hustru og jeg kan bibringe vores børn er, at de skal være nysgerrige og åbne over for det nye og ukendte og spørge sig selv: Hvad har vi at gøre med her? Hvis man evner at være oprigtig nysgerrig, opnår man rige oplevelser ved at danne sig personlige indtryk af steder og mennesker – og ikke blot adoptere andres gengivelser. Åbenhed er en menneskelig – måske endda nordisk – egenskab, som jeg sætter højt. Men at være åben er ikke helt så aktivt som at være nysgerrig.«

»I mødet med andre kulturer kan man både være stolt og være ovenpå i forhold til ens egen kultur. Men man kan også – sådan er jeg opdraget – være lyttende, nysgerrig og en lille smule ydmyg.«

Hvis flere statsoverhoveder og politikere havde samme grundsyn, ville verden være et bedre sted at være.

Esben Ørberg, redaktør, magasinet Nordiske

Katastrofale kaserner

Kasernerne lider under alvorlige mangler herunder skimmelsvamp. Private huse kender også til det, og løsningen findes på internettet. Når private kan, kan soldater også. 

Oven i købet er det ikke utænkeligt, at der findes fagpersonale blandt soldaterne. Anvend disse til at udbedre, hvad der kan udbedres inden for disse rammer. Løsningen er ikke at nedsætte i udvalg og syltekrukker, der nægter at udtale sig, eller dyre advokatundersøgelser, der forsinker. Kom nu i gang.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Biologien vender tilbage

At vi er biologiske kønnede væsner, og at det er en forskel, der gør en forskel, er ved at vende tilbage i den kollektive bevidsthed. Som det flokdyr vi også er, når vi nogle gange langt ud i besynderlige forestillinger. Men sandheden og fornuften vender som regel tilbage. Når pendulet har nået sit yderpunkt, er det parat til at svinge mod midten igen. 

Dels er vi en del mænd, der er trætte af at blive bebrejdet, at vi ikke er lige så gode til at være kvinder som kvinderne selv er. Tværtimod vil vi gerne anerkendes for at også vores bidrag og perspektiver kan være nyttige og berigende for familie og samfund. Sågar for de kvinder, som på trods af eller på grund af vores selvstændighed, selvhævdelse og forkætrede maskulinitet vælger at indgå i partnerskaber med os. 

Dels er biologisk køn vigtigt for de stærke, modige kvinder, som kæmper for kvinders priviligerede rum på toiletter, sportsarenaer, krisecentre og fængsler. Disse kvinder vover offentligt at påstå, at biologiske kvinder er kvinder på en anden måde end transkvinder, og at deres interesser ikke altid er sammenfaldende. 

Mest kendt er nok J. K. Rowling, men mindre privilegerede kvinder har nok modtaget mere skadelige angreb for deres synspunkter. Rowling er nok ikke for alvor ramt af, at der foregår Harry Potter-fejringer, hun ikke er inviteret til. 

Disse kvinders kamp for sandhed og fornuft er vigtig for os alle. At acceptere betydningen af biologisk køn burde ikke være en kamp. Det burde være en selvfølgelighed.

Hans Peder From, Roskilde

Er kongedømmet demokratisk?

Man siger, at kongedømmet er udemokratisk.

Kongedømmet er baseret i grundloven. Grundloven er demokratisk vedtaget ved en folkeafstemning. Man kan derfor argumentere for at kongedømmet er demokratisk valgt.

Ydermere kan kongedømmet afskaffes ved at ændre Grundloven ved en folkeafstemning.

Stig Voldbjerg Sørensen, Lyngby