Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til debatindlæg på debat@berlingske.dk.

Kom dog ned, Anders

wewre
Anders Samuelsen (LA) har ikke lært noget udenrigspolitisk af sit tidligere ophold i træet, mener Poul Nielson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Vi troede ellers, at Anders Samuelsen havde lært noget af sit ophold oppe i træet. Det har han måske indenrigspolitisk. Men udenrigspolitisk og ikke mindst i sagen om Nord Stream 2 virker det, som om han stadig lever i den samme vildfarelse om egen betydning.

Det er i Danmark helt glemt, at der ikke var store betænkeligheder, så længe Rønne Havn var inde i billedet som base for anlægsarbejdet. Når Nord Stream 1 allerede ligger, hvor den gør, og hvor der ikke har været problemer for Danmark med den, virker det som udelukkende tom markeringspolitik, at vi stiller os an, som vi gør.

Ruten nordvest om Bornholm er dårligere for miljø og fiskeri. Hvorfor dette formålsløse selvpineri bare for at Anders Samuelsen kan se ud som om, at han har en betydningsfuld rolle i det store strategiske spil? Mens han er oppe i det udenrigspolitiske træ i sit aldeles futile og oppustede forsøg på at ligne en udenrigsminister af stor betydning, glemmer han åbenbart, at det er Danmarks uafviselige ansvar at være en troværdig samarbejdspartner med regeringen i Nuuk i varetagelsen af Rigsfællesskabets fundamentale geopolitiske interesser i Arktis, bl.a. må sagen om grænsedragningen mellem Grønland og Rusland ved Nordpolen gives høj prioritet. Norge lykkedes med en afbalanceret og dygtigt forhandlet aftale med Rusland om Barentshavet. Samme seriøsitet i håndteringen kan man tydeligvis ikke forvente fra Anders Samuelsen.

Det gør naturligvis ikke sagen bedre, at Socialdemokratiet både i Folketinget og i Europa-Parlamentet tilsyneladende også ser Nord Stream 2-sagen som velegnet til en markeringspolitik uden realpolitisk indhold. Presset fra USA er ganske enkelt utilbørligt. Med vedtagelsen i EU af reglerne for disponeringen af gassen, udstilles Danmarks rolle som skødehund for Trump lige lovligt tydeligt. Trump må gerne indgå deals med Rusland og Tyrkiet om Syrien uden konsultering med hans allierede i Europa, men hans utilslørede, omend ganske urealistiske »tilbud« om at Europa i stedet kan købe naturgas fra USA gør det kun mere pinligt, at Danmark ikke har det minimum af selvtillid, der skal til, for at vi tør tage både Rigsfællesskabets og Europas interesser alvorligt. Poul Nielson, fhv. EU-kommissær og minister (S)