Stop kommunale eksperimenter

Københavns Kommune har besluttet at ensrette Øster Søgade til og med januar 2027. Først den ene vej. Og så den anden vej.

Eksperimentet har omdannet den ene vejbane til cykelsti og cykelstien til et rekreativt område, hvor der er tegnet løbebaner, opstillet blomsterkrukker og plantet siddepladser. Det lyder alt sammen smukt og godt.

»Problemet« er bare, at området ved Sortedams Sø i forvejen er et glimrende rekreativt område med masser af plads, og som bliver brugt flittigt. Med andre ord: I bedste fald er eksperimentet spild af penge. I værste fald skaber det nye problemer.

Tre eksempler:

Når Øster Søgade bliver ensrettet, flytter man trafik til Øster Farimagsgade. En gade, som har skoler og daginstitutioner, og som derfor dagligt bliver krydset af mange børn – og voksne for den sags skyld. Dette sker, ligesom renoveringen af Øster Farimagsgade er afsluttet. En renovering, der netop sigter mod at gøre denne gade mere sikker for de små og svage trafikanter.

Øster Søgade er flittigt brugt af udrykningskøretøjer, der skal hurtigt gennem byen. Den nye opdeling af Øster Søgade gør det ikke længere muligt, at biler kan trække ud til siderne og gøre plads i midten til udrykningskøretøjerne. De må nu også igennem Øster Farimagsgade.

Endelig gør ensretningen det sværere for beboerne i Kartoffelrækkerne at komme ud med deres biler. Men det er jo også meningen, at det skal være besværligt.

Jeg er helt med på, at en lang række politikere i Borgerrepræsentationen ser det som deres fornemste opgave at genere bilisterne i byen mest muligt – selvom de jo også er borgere i København. Og det skal nok også lykkes her.

Jeg ved også godt, at København er en rig kommune.

Alligevel ville jeg ønske, at pengene blev brugt på at løse reelle problemer eller løfte kvarterer, der har brug for et løft – der er nok at tage fat på, når man ser på, hvor presset trafikken er i det meste af byen. I stedet hælder man penge ud ad vinduet – eller ned i søen – og skaber flere trafikale problemer.

For at citere en tidligere statsminister fra dengang, Socialdemokratiet havde overborgmesterposten: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Peter Jepsen, kommunikationsrådgiver og forfatter, København Ø

Moms eller ej

Regeringen vil halvere momsen på fødevarer og fjerne den helt på frugt og grønt. Hvis ikke det sker, er regeringens liv i fare, lyder det fra Pelle Dragsted (EL). Topøkonomerne har dog advaret om, at de 17,4 milliarder kroner, som det vil koste, risikerer at gå tabt på grund af kompliceret administration og detailhandlere, der blot skruer op for profitmarginen.

Som bekendt er økonomer notoriske sortseere, og toppolitikere som Pelle Dragsted, Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke (M) har givetvis en langt dybere indsigt, når tingene bliver lidt komplicerede. Der skal nok komme en solid besparelse på danskernes madbudget.

Der er dog en hage ved det: Mange rige lever som bekendt primært af foie gras, belugakaviar, Wagyu-kød, hvide Alba-trøfler, kongekrabber og hummer. Det vil sige, at de med de dyreste madvaner får klart mest ud af momsnedsættelsen.

Nu hører jeg desværre ikke selv til i ovennævnte socialklasse, men når – eller hvis – momsnedsættelsen kommer, vil jeg flotte mig og købe en momsreduceret hummer, nyde den med et glas køligt Chablis på min terrasse og sende en venlig tanke til Pelle Dragsted og de andre toppolitikere.

Jesper Borgstrøm, Fredensborg

Skal du ud eller ind?

Når vi i vore dage siger, at vi går ud i køkkenet og badet, tænker vi næppe på, at vi bare for 150 år siden rent faktisk gik ud af de opvarmede stuer for at komme ud i køkkenet og badet.

I dag siger vi stadig, at vi går ind i stuen og soveværelset – og ud i køkkenet, badet og på toilettet. For det har vi gjort i hundreder af år.

Tag en tur på Frilandsmuseet og oplev boligen, som den så ud for landbefolkningen fra omkring 1700 til 1900. Her er det tydeligt at se, at de opvarmede lokaler, stue og soveværelser er inde, og ofte er de udstyret med plankegulve.

Hvis lokalet ikke er opvarmet, går man ud. Så vi viderefører et sprogbrug, som i nutidens verden egentlig ikke giver mening.

Det var først i midten af 1900-tallet, at man i nybyggerier installerede toiletter og bad i lejlighederne. Hvis man skulle på toilettet, måtte man på lokum eller das nede i gården.

I de små lejligheder på eksempelvis Østerbro installerede mange mennesker brusekabiner i soveværelserne i slutningen af 1900-tallet, men folk blev med at »gå ud i badet«. Og selv i moderne boliger med kogeø, siger vi, at vi lige skal »ud i« køkkenet.

Et andet nyere fænomen af denne sproglige anakronisme er, at vi stadig »lægger på«, når vi afslutter en telefonsamtale. Min egen boomergeneration er vokset op med en fastnettelefon, som man ikke bare kunne tage i lommen – for dels fyldte den for meget, og dels var den tøjret med en ledning til et stik i væggen. 

Den udmærkede sig ved at have et »rør«, man kunne tale i, og når man var færdig med det, kunne man lægge »røret« på, hvorved man afbrød forbindelsen til samtalepartneren; heraf udtrykket »at lægge på«. 

Omvendt tager man telefonen, og det er jo ikke noget problem med en mobiltelefon, men oprindeligt mente man at tage røret.

Med mobiltelefonen blev det også almindeligt at spørge den person, man ringer til: »Hvor er du henne?« Med den gamle fastnettelefon vidste man altid, hvor man havde den anden, nemlig to-tre meter fra stikket i væggen.

Selvom ændringer i vores levevilkår aldrig er foregået hurtigere, hænger noget af vores sprog stadig fast i gamle traditioner.

Michael Falkendorf, Vipperød

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk