En ny invasiv art i byen

Der kommer flere og flere elektriske biler til. Og flere og flere cyklister. Godt for klimaet, godt for luftkvaliteten og godt for støjniveauet. Men der er noget, vi skal snakke om. For der bliver samtidig flere og flere knallerter. Og det er ikke ham, vi alle kender, med den grønne mælkekasse bagpå.

Vi taler om en ny invasiv art. Den findes ofte med en køleboks bagpå. Nogle er blå, andre er orange. Denne fossile genopblomstring øger både niveauet af os og støj og skaber tilmed farlige situationer på de i forvejen travle cykelstier. Men hvorfor denne udvikling? Også her skal man følge pengene.

For hvem finansierer dem? Det gør en særlig kategori af danskere, som åbenbart er voksende. De maddovne, der bestiller takeaway på Wolt og andre madplatforme. Hvilke forskellige motiver, der er baggrunden for dette symbiotiske fællesskab, har tidligere været behandlet i denne avis. Men nok om det.

Restriktiv lovgivning og trafikdæmpende foranstaltninger har over de seneste årtier nedbragt hastigheden på kørebanerne. På cykelstierne er der til gengæld fri hastighed for alle tohjulede såvel som trehjulede, og dette hvad enten fremdriftsmidlet er el, benzin eller rugbrød.

På hundrede år gamle amatørfilm fra de store byer, kan man se, at biler og cyklister levede i fredelig sameksistens på den fælles kørebane. Okay, det var også en anden tid.

Men nu handler det om, hvem kan, hvem skal, og hvem må benytte kørebanen og/eller cykelstien.

Min kæphest er knallerter, for dem kommer vi ikke udenom. Ud på kørebanen med dem!

Her kan de dele rum med de nært beslægtede scootere og motorcykler. Knallerter på kørebanen er lette at få øje på. De er hurtige. Men så tilpas langsomme, at de virker som en ekstra trafikdæmpende foranstaltning rettet mod de firehjulede. Win win.

Fritz Albrechtsen Long, København

Er der ansvarlige mennesker til stede i DSBs ledelse?

Forstår DSB ikke, at selskabet er i total krise? Forstår DSB ikke, at selskabet gør passagerernes hverdag svær? Hver morgen, hver eneste morgen, står vi som sild i en tønde i morgentogene mellem Trekroner og København.

Vi står så tæt på hinanden i gangen, at det bliver ufrivilligt intimt, fordi berøring er umulig at undgå. Når vi står på, er det allerede flere stationer siden, den sidste siddeplads blev revet væk, og turen varer immervæk cirka 22 minutter, hvis der ikke er forsinkelser.

Det er der som regel, fordi det tager tid at få folk proppet ind og klemt ud af de overfyldte tog.

Det bliver bare værre, når toget standser i Hedehusene og Høje Taastrup. Få klemmer sig ud. Flere proppes ind. Det er tankevækkende, at vi betaler så dyrt for så dårlig en oplevelse. Det ville være billigere at køre bil.

Ser DSB ikke krisen? Åbenbart ikke, når direktøren har foreslået, at løsningen kunne være færre tog, som kører langsommere.

Ser politikerne krisen? Åbenbart ikke, når de kan foreslå gratis tog til unge, selvom der slet ikke er plads til dem, der betaler.

Det har stået på længe. Der er simpelthen behov for, at en ledelse eller beslutningstagere på et politisk niveau handler og får styr på situationen. Er der ansvarlige mennesker til stede på direktionsgangen i DSB eller blandt vores politikere? Det føles ikke sådan blandt os ude på skinnerne.

Poul Struve Nielsen, Trekroner

Bør faldende fødselstal have højeste prioritet?

I Berlingske argumenterer Martin Paludan for, at regeringen skal løse befolkningskrisen via initiativer, der får os til at få flere børn. Men er det i virkeligheden det rigtige problem?

Han sammenholder befolkningskrisen med klimakrisen. Men klimakrisen er jo blandt andet forårsaget af, at vi er for mange mennesker – så måske var det et mere påtrængende problem at få reduceret antallet af mennesker? Og det sker mere eller mindre automatisk på de fleste kontinenter, hvor vi ser færre fødsler.

Så det egentlige problem er måske i stedet at planlægge for en mindre befolkning – i hvert fald globalt set? Danmark kan bidrage til, at der så sker en hensigtsmæssig fordeling af befolkningerne ved at acceptere indvandring – men den skal være styret, så vi kun accepterer indvandrere, vi erfaringsmæssigt er i stand til at integrere.

Hvis vi her blot kigger på kriminalitetsstatistikkerne, har mange indvandrergrupper uden for MENAPT-landene kriminalitetsniveauer på niveau med eller under personer med dansk oprindelse, mens MENAPT-grupperne som hovedregel ligger højere.

Eksempelvis har vi integreret mange tusinde vietnamesere uden store problemer. For Danmark isoleret set kunne en løsning på befolkningskrisen være en kvotestyret indvandring fra andre lande end MENAPT-landene, som vi har meget dårlige integrationserfaringer med.

Steen Ehlers, Birkerød

En korrupt verden

Det er min klare opfattelse, at fodbold er et spejl af det samfund, vi lever i, og da korruption trives i bedste velgående i mange lande – mere eller mindre – burde det ikke være en overraskelse, at den også findes i fodboldens verden.

Penge kan få mennesker til at gøre hvad som helst, og der er mange penge i fodbold. Alt for mange.

En avis i Tanzania skrev i sin tid: »Der er en grund til, at samtlige 'demokratisk' valgte fodboldpræsidenter i Afrika stemte på Sepp Blatter, FIFAs korrupte generalsekretær. De var selv lige så korrupte.« Money talks.

Ordet demokrati legitimerer stort set alt. Korrupte valg i Rusland for ikke at tale om Belarus. At der blev spillet VM i fodbold i Qatar. At TikTok eksempelvis var blandt sponsorerne under sommerens slutrunde.

Like it or not – det er den verden, vi lever i. Afskriv ikke Infantino.

Jan B. Poulsen, tidligere landsholdstræner i Tanzania

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk