Uregerlige børn koster

Forleden bragte Berlingske en yderst interessant artikel med klinisk børnepsykolog Rikke Yde Tordrup. Hun fremfører begrebet »voksenorientering« om barnets måde at orientere sig på i forhold til forældrene; et begreb, som burde være pligtviden for alle, der har med børn at gøre.

Det gælder naturligvis enhver forælder, men i særdeleshed også kommunalpolitikere.

Kimen til uregerlige børn lægges ifølge psykologen allerede i småbørnsinstitutionerne, og resultatet videreudvikles i folkeskolen, som lærere for tiden flygter fra.

Det har selvfølgelig afsmittende virkning på den videre skoling gennem gymnasiet og de højere læreanstalter, hvor undervisere besværer sig over manglende basale kundskaber hos de studerende.

Det er fantastisk vigtigt, hvad der foregår i barnets første leveår, idet samfundet betaler prisen mangedoblet, når vi svigter vores børn med for lidt opmærksomhed. Uregerlige børn koster!

Erik Tang, Klampenborg

Hvad ville De selv gøre?

I en kronik 6. juli erklærer 34 kulturpersonligheder sig som modstandere af aktiv dødshjælp. De ædelt tænkende mennesker mener, at »familie, venner … og naturen« ofte er det vigtigste, når livet gøres op. 

Det er ikke givet, at disse ting længere har eller har haft nogen relevans for den pågældende. Efter min opfattelse er det kun den, der selv står i situationen, der kan afgøre, om man ønsker at tage afsked med livet, dersom dette af en eller anden årsag synes ubærligt. 

Derfor spørger jeg Dem alle: Vil De selv være hos et til døden træt menneske døgnet rundt og give det lysten til at leve tilbage, og hvordan?

Hans Knudsen, København

Cyklister på Strandvejen

Det er sommer, og der er mange cyklister på gader og veje. I adskillige læserbreve i Berlingske har der været udtrykt irritation og undren over cyklister på kørebanen på Strandvejen. 

Skribenterne opfordrer cyklister til at benytte den cykelsti, der løber parallelt med Strandvejen, under henvisning til at man skal »bruge den eksisterende og tilegnede infrastruktur«, der findes. Altså biler på kørebanen og cyklister på cykelstien.

Som fodgænger, cyklist og bilist ser jeg dagligt biler, der er parkeret på cykelstier. Ud over at dette er ulovligt, er det ofte til gene for forbipasserende cyklister og somme tider også farligt, da cyklisten skal ud på kørebanen for at komme forbi. 

Jeg ser endda biler ulovligt parkeret på cykelstien, hvor parkering på kørebanen ville være lovlig. Så meget for bilisters anvendelse af »den eksisterende og tilegnede infrastruktur«.

Så længe bilister anvender cykelstier som parkeringsplads, vil jeg ikke rynke på næsen ad cyklister på Strandvejen.

Claus Thorp Hansen, Holte

Turistskat 

Vi bør indføre en turistskat på fem euro for alle rejsende til København. Grunden er, at vores hovedstad er ved at blive overrendt med turister i juli, men også fordi vi ved, at flyrejser udleder en masse CO₂, som påvirker den globale opvarmning.

Desuden er det kun rimeligt, at turister via en turistskat er med til at finansiere en grønnere hovedstad som for eksempel beplantning af flere træer og flere grønne parker.

Jeg tager afstand fra, at man bekæmper masseturismen ved at overdynge turister med vand via vandpistoler, men derimod er det helt o.k. at regulere og reducere masseturismen via en turistskat.

Jacob Vest, København

Kriminelle udlændinge

Det kommer næppe som en overraskelse, at vores fængsler er overfyldte med indsatte med indvandrerbaggrund. Ifølge de nyeste tal har hele 66 procent af de indsatte i Københavns fængsler sågar indvandrerbaggrund. Det er dybt bekymrende, og det kræver handling omgående.

Vi ser konsekvent en markant overrepræsentation af kriminelle indvandrere, og det er ikke acceptabelt. Disse tal viser tydeligt, at integrationen har fejlet, og at parallelsamfundene fortsat stortrives. 

For Dansk Folkepartis Ungdom er der kun én holdbar løsning: Konsekvente hjemsendelser af kriminelle udlændinge. Vi skal sikre, at de forlader Danmark så hurtigt som muligt efter første afgivne dom, så de ikke længere belaster vores fængsler og samfund.

Det er på tide at sætte danskernes tryghed og sikkerhed først. Internationale konventioner bør ikke stå i vejen for vores ret til at beskytte os mod kriminalitet, men bør vige for danskernes ve og vel.

Mads-Magnus Damm, værdiordfører i DFU, Skærbæk