Der har været sagt og skrevet meget, ikke mindst i denne avis, om et nyt børnesyn. Senest er der rejst en påstand om, at KL og flere kommuner og borgmestre skulle have et børnesyn, som understøtter individet og nedbryder fællesskabet.
Bare for at slå det fuldstændig fast: KL og kommunerne står ikke på og har aldrig stået på et individualistisk børnesyn.
Vi tror på fællesskabet. At børn skal kunne begå sig i et fællesskab, og at det desuden gør dem mere robuste at være i et fællesskab. Vi tror også på, at ro og orden er et afgørende fundament for, at børn kan trives og lære.
Landet over arbejder skolens voksne benhårdt på at lave den bedste folkeskole – i et tæt og stærkt samarbejde med forældrene. Mulighederne og udfordringerne er forskellige på tværs af landet. Derfor kan løsningerne være forskellige fra kommune til kommune og fra skole til skole.
Vi politikere skal give de stærke lokale ledelser og medarbejdere plads til at bruge deres faglighed. Skolerne skal kunne træffe beslutninger og ikke bede politikerne om lov til alt. Vi skal væk fra politisk topstyring og i stedet give et større ansvar til dem, der har fagligheden. Vi skal have færre rigide regler oppefra og mere fokus på det, vi ved virker lokalt.
Skolernes medarbejdere ved, hvad der virker – de kender eleverne, forældrene, mulighederne. De skal have de redskaber, der skal til for at skabe en god skole med ro og trivsel.
Som Trivselskommissionen helt rigtigt peger på, skal skolens voksne være autoriteter og have en tydelig tilgang med klare rammer, for eksempel i klasseledelsen. De voksne i klasserummet skal kunne stoppe en adfærd, der forstyrrer og ødelægger de andre elevers skolegang. De voksne i skolegården skal kunne stoppe en adfærd, der har negativ betydning for de andre elevers trivsel. Det kan være med pædagogiske redskaber, og det kan være et skærpet ordensreglement. Det er ikke enten/eller, og det har vi aldrig ment.
Folkeskolen er en grundpille i vores velfærdssamfund. Det er her, kommende generationer bliver formet. Derfor er folkeskolen også altid til livlig diskussion. Hvilket er godt. Og det viser netop, hvor betydelig en del af vores samfund den er.
Derfor er det også vigtigt, at vi ikke bruger tiden på at skyde hinanden holdninger og intentioner i skoene, som vi hver især ikke har. Vi har alle en fælles opgave i at skabe en folkeskole, der fungerer for børnene og de voksne, som arbejder i den. Lad os sammen bruge kræfterne der.
Christina Krzyrosiak Hansen og Morten Thiessen, hhv. formand og næstformand i KLs Børne- og Undervisningsudvalg
Når ligestilling gør kvinder kønsløse
I Norden taler vi om ligestilling i forhold til løn, barsel og bestyrelsesposter. Men vi overser ofte de sociale koder, som bestemmer, hvordan kvinder kan træde frem i det offentlige rum.
Et uskrevet ideal siger, at kvinder helst skal være neutrale: ikke fylde for meget, hverken i stemme, tøj eller kropssprog. Femininitet forbindes hurtigt med useriøsitet, og mange skjuler derfor sider af sig selv for at blive taget alvorligt.
I Sydeuropa så jeg noget andet. I Sevilla mødte jeg kvinder, der bar farver og stolthed – og blev mødt med respekt. Her var femininitet ikke et svaghedstegn, men en naturlig del af styrken.
Det rejser et spørgsmål: Har vi i Norden skabt en ligestilling, hvor kvinden kun er fri, hvis hun fremstår kønsløs? Hvis ja, så er det ikke frigørelse – det er blot en ny form for begrænsning.
Anne Mette Overgaard Jensen, Malaga, Spanien
Menneske versus ai
Det var interessant at læse artiklen i Berlingskes avis med titlen »Techchefer er besat af at få højintelligente børn«.
Den giver et indblik i, hvordan en elite af superrige og særligt kloge amerikanere benytter alle forhåndenværende metoder for at sikre sig afkom med tårnhøj iq.
Omtalte elite tæller også en række techchefer med den allestedsnærværende Elon Musk i spidsen, der har »avlet« mindst 14 børn med nøje udvalgte kvinder.
Det er tankevækkende og på sin vis opløftende for alle os andre, at dem med indgående indsigt i kunstig intelligens satser så benhårdt på den menneskelige intelligens.
Er der alligevel et lille håb for menneskeheden?
Josephine Schnohr, freelance journalist og cand.mag., København
Lavt selvværd hos forældre
Undskyld mig, men en forælder, der tager med sit barn til jobsamtale, kalder i den grad på forbløffelse og siger mere om forældrene end om den jobsøgende. Det er ikke til den positive side, tværtimod!
Forældre, der har behov for uafladeligt at være en del den unges udvikling og handling, fremstår som usikre og med et meget lavt selvværd. Det kommer ikke den unge til gode på nogen måde, uagtet der kan ligge kærlige følelser bag.
Det er desværre en tendens, der begynder tidligt i barndommen: at forældrene søger at skærme barnet for udfordringer, der er større end vejrudsigten for i morgen.
Mange forældre er desværre blevet konfliktsky i forhold til deres egne børn. Børn er mirakler, ja, men ikke orakler. De skal indgå i sunde, ligeværdige fællesskaber, ikke overvåges konstant og ikke spørges til råds dagligt om, hvad de kunne tænke sig. De har brug for faste rammer og konsekvenser, hvis deres liv ikke skal blive meget kompliceret. Det bliver mere end vanskeligt at skabe endsige bevare relationer, hvis man udelukkende har blik for sig selv .
Forældrene er selvfølgelig i front i barndommen, men derefter må de være på sidelinjen - det gælder resten af livet. Der er nok ingen, som betvivler forældrenes ubetingede kærlighed til deres børn.
Irene Bjerrehuus, København
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
