Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kinas bøllemetoder

»Hvor ville det være skønt, hvis Kinas store, venlige, imponerende og dygtige befolkning ikke blot som nu delvist kapitalistisk, men også på demokratisk vis med respekt for individets og de universelle menneskerettigheder, kunne blive ledet af et ægte demokratisk folkevalgt regime,« skriver Kasper Hagemann. Fold sammen
Læs mere
Foto: Greg baker Ritzau Scanpix / AFP

Hvis Kinas kommunistiske diktaturs ledelse undrer sig over, at det – omsider – er ved at gå op for flere og flere politikere i den frie verden, at man med Kinas nuværende ledelse har med et snu og listigt »Kammerat Napoleon«-agtigt regime at gøre, kan man henlede opmærksomheden på: Misbruget af den frie demokratiske verdens åbne holdning over for Kina efter Anden Verdenskrig og dermed adgang til FN, herunder WTO og WHO i lønligt håb om, at Kina ville udvikle sig fredeligt og demokratisk.

Den afstumpet brutale – og aldrig undskyldte, men forsøgt glemt – uhyrlige massakre på skrækkeligt mange unge kinesere tilbage på Den Himmelske Freds Plads. Genopdragelseslejrene. De evindelige brokkerier over og fortsatte generinger af det selvstændige, demokratiske og velfungerende Taiwan – som den frie verden på nær USA desværre delvist lader i stikken. Herrefolksopførselen i Det Sydkinesiske Hav. Mishandlingen af tibetanerne. Det selvopfundne – og åbenlyst latterlige – udtryk: Kina som nærarktisk (sic.) nation. Undertrykkelsen, forfølgelsen og mishandlingen generelt af den del af befolkningen, der er imod regimet. De kommunistiske bøllemetoder og individforagten arvet fra kommunismens barndom og organisation.

I tillæg kan nævnes det groteske og foragteligt ynkelige i måden man – ligesom i Rusland – forsøger at forlænge sit ledelsesmandat på livstid.

Hvor ville det være skønt, hvis Kinas store, venlige, imponerende og dygtige befolkning ikke blot som nu delvist kapitalistisk, men også på demokratisk vis med respekt for individets og de universelle menneskerettigheder, kunne blive ledet af et ægte demokratisk folkevalgt regime, som man, i modsætning til nu, kunne respektere og dermed bidrage til og blive en bedre del af verden, end Kina desværre er nu.

Et Kina, vi kunne respektere og sameksistere med til fælles bedste. Det Kina, som vi længe – mange desværre for naivt – havde håbet på ville komme med udviklingen. Men som Xi og klakørerne omkring ham tilsyneladende ikke tør. Imens fortsætter komediespillet, hvor man lader som om, at Kina er et respektabelt medlem af verdenssamfundet. Latterligt, hvis det bare ikke var så trist.

Kasper Hagemann, Kirke Hyllinge