Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kan tillid komme i nuancer, Mette Frederiksen?

Måske var det et selvmål at vælge tillid som nøgleord i den debuterende statsministers tale, mener Amalie Hallager Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

1. oktober åbnede Mette Frederiksen folketingsåret med den obligatoriske redegørelse for Rigets almindelige stilling.

Det kan diskuteres, hvor håndgribelig statsministerens tale egentlig var. Nogle vil måske mene, at mængden af retoriske spørgsmål om diverse problemstillinger, med længder, oversteg svarene på samme.

Én ting var dog en gennemgående konstant. Nemlig tesen om tillid. Tilliden til samfundet, til hinanden og til politikerne.

Men hvordan er tilliden til politikerne?

Man kunne hævde, at statsministerens tale var udtryk for et friskt pust af en utraditionel ligefremhed – dette udsagn kunne man også være fristet til at tilslutte sig, hvis det ikke var fordi statsministeren selv gendriver pointen ved at udtale, at denne tale er noget utraditionel og dermed negligerer ideen om en spin-fri tale.

Brugen af konkrete personhistorier, en kløgtig brug af spændingskurve og patos på den store klinge kan ikke overraske nogen. Søren Pape kaldte statsministerens redegørelse for en »slags forventningsafstemning« til åbningsdebatten 3. oktober. Måske dette er en udmærket betegnelse for den noget dystre tale.

Til maratondebatten sidste torsdag spurgte flere oppositionspartier om det såkaldte forståelsespapir. Især Pia Olsen Dyhr (SF), blev spurgt om de ufravigelige krav, som Socialistisk Folkeparti stillede i valgkampen. Men visionen om minimumsnormeringer fremgår ikke af det netop offentliggjorte Finanslovsudspil – kan vælgerne have tillid til det ikke-juridisk bindende forståelsespapir?

Hvorvidt statsministeren bidrager til tilliden giver anledning til megen diskussion, men én ting er det retoriske spil og indsættelsen af en politisk rådgiver i de to mest magtfulde udvalg, og særligt relevant er spørgsmålet om, hvorvidt det parlamentariske grundlags vælgere kan have tillid til varetagelsen af deres stemme gennem forståelsespapiret.

Måske var det et selvmål at vælge tillid som nøgleord i den debuterende statsministers tale?

Amalie Hallager, København