Blekingegadebandens tragiske drab på politibetjenten Jesper Egtved Hansen under røveriet på Købmagergades Postkontor 3. november 1988 er stadig aktuelt, ikke mindst i lyset af oplysninger om, hvordan bandemedlemmet Torkil Lauesen turnerer rundt på den ekstremistiske venstrefløjs udenlandske scene med foredrag om bandens forbrydelser.

Jeg har i årevis undret mig over, at deltagerne i røveriet ikke alle blev dømt for drabet. Bandemedlemmerne medvirkede i tæt samarbejde under røveriet.

Som de havde gjort det under andre voldelige røverier. De var enige om at medbringe skarpladte våben. De havde et indgående kendskab til hinandens adfærd under de voldsomme røverier og vidste, at der kunne blive tale om at benytte de dræbende våben. Ingen har efterfølgende villet oplyse, hvem der affyrede det dræbende skud rettet mod den unge betjent. Banden valgte at holde tæt og stå sammen om drabet.

For mig at se betyder det, at Torkil Lauesen og de andre bandemedlemmer, som medvirkede i røveriet den novembernat, i fællesskab er ansvarlige for drabet. Men ingen af medlemmerne blev ved de senere domfældelser i Østre Landsret og i Højesteret dømt for drab. Svært at forstå.

Jeg håber, at nogen med kendskab til sagen og juridisk kundskab vil forklare, hvordan de udeblevne domme for drab giver retfærdig mening. Det tragiske forløb må ikke stå som en udvej til uretfærdig strafreduktion for andre terrorgrupper og mordere.

Erik Frøkjær, Fredensborg

Demokratifrygt

Forleden dag oplevede vi det igen. Det med at stå tidligt op om morgenen, pakke tasken med flyers og sætte sig på et tog for at møde unge mennesker, der hvor de er – på uddannelserne – og tilbyde dem en flyer. For så at blive smidt væk efter få minutter …

Unges valgdeltagelse er allerede lav. Og når vi så forsøger at engagere unge i demokratiet ved at tage til uddelinger, bliver vi mødt med lukkede døre og den ene undskyldning efter den anden som bortforklaring på, hvorfor det (igen) ikke lige passer, at vi er der den dag. Det er ikke bare skuffende. Det er demokratisk fattigt.

Vi betaler vores skat. Uddannelsesinstitutionerne er en del af vores fælles samfund. Selvfølgelig skal vi kunne møde unge på deres hverdagsscener og tale om politik – på tværs af partier. Vi tilbyder altid, at der kan komme et parti fra venstrefløjen med, hvis det gør ledelsen mere tryg. Men helt ærligt, burde vi ikke også kunne komme alene?

Vi studser over, hvad det er, man er så bange for fra gymnasiernes side. At vi hjernevasker eleverne? Det kan vi afsløre, at vi ikke gør. At én enkelt melder sig ind i Venstres Ungdom? I værste fald melder de sig ud igen, hvis de ikke var enige med os alligevel, men så skete det fantastiske, at de blev klogere på deres egen holdning. Måske melder de sig endda ind i et rødt ungdomsparti. Uanset overbevisningen, så vinder demokratiet på unges deltagelse.

Men hver gang vi bliver afvist ved et gymnasium, taber demokratiet. Vores medlemmer bliver smidt væk igen og igen og nogen truet med politianmeldelser fra såkaldte »voksne mennesker« ude på gymnasierne. 

Nogle steder kan vi på allernådigste vis få lov til at komme, hvis vi laver en aftale. Sådan var det dog ikke for bare fem-ti år siden. Der satte man pris på, at der var nogle unge mennesker, som tog ansvar for demokratiet og ville vise det til andre unge. Det gør man i for lav grad i dag.

Det kan derfor ikke komme bag på nogen, at unge vender ryggen til demokratiet, når alt for mange uddannelsesinstitutioner ikke vil lade dem møde det.

Jens Paaske, landsformand, Venstres Ungdom, og Josefine Paaske, politisk udvalgsformand, Venstres Ungdom

Mistænkeliggørelse og polarisering

Som abonnent gennem flere år på Berlingske må jeg indrømme, at jeg i stigende grad tvivler på avisens værdisæt. Ikke fordi Eva Gregersen endnu en gang har fået spalteplads til at hamre løs på muslimer – det er vel hendes eneste emne – men fordi avisen tilsyneladende ser hendes ensidige besættelse som et værdifuldt bidrag til den demokratiske samtale.

Gregersen fremstiller i sin seneste klumme Radikale Venstres næstformand, Samira Nawa, som en sekulær solstrålehistorie, men »skyggesiden« er, at hun kæmper for politikker, der understøtter en stigende islamisering.

Jeg mener, at Gregersens påstande bygger på en grov sammenblanding: Ja, alle islamister er muslimer, men det er dæleme langtfra alle muslimer, der er islamister. Den forskel burde være banal i en seriøs avis, men den forsvinder, når man gang på gang får lov til at slå hele befolkningsgrupper i hartkorn med fanatikere.

Resultatet er ikke demokrati og saglig debat, men derimod mistænkeliggørelse og polarisering.

Når en folkevalgt politiker reduceres til en risiko alene på grund af sin tro, er det ikke Nawa, men Gregersen selv, der truer det åbne og liberale demokrati. Spørgsmålet er derfor ikke, om Nawa kan leve op til danske værdier, men om Gregersen og Berlingske stadig kan.

Jan Arne Hansen, Humlebæk

Opmærksomhedens endeligt

Når folket ønsker at befri sig fra teknologien, men ikke kan, er det ikke deres skyld, det er teknologiens. For det virkelige liv kan ikke længere følge med.

Hjernen opfører sig meget logisk: den gør, hvad der føles bedst for den. Det føles bedre at tjekke sit feed end at læse en bog. At se sine reels fremfor en film. At skrive med sine venner fremfor at se dem.

Det synes at kræve et ekstraordinært mådehold for specielt Gen Z, for ikke at snakke Alpha, for at kunne fravriste sig teknologiske vaner.

Men konsekvensen ved ikke at gøre det kan ende med et depressivt, rastløst liv, uden evne til at blive underholdt og uden opmærksomhed til at engagere sig i noget varigt eller meningsfuldt. I sidste ende er vores opmærksomhed alt, vi har, og en generation bliver svigtet.

Vi kan ikke lade det være folkets ansvar at fravriste sig, specielt ikke børnenes, og strikse restriktioner på algoritmer og afhængighedsmekanismer fra statsligt hold synes den eneste varige løsning.

Victor Kassebeer, musiker, København

Logisk forklaring på at hjælpe i nærområderne

I Danmark er der modstand mod at hente både syge børn og voksne fra Gaza til behandling i Danmark.

I stedet vil Danmark gerne hjælpe i Mellemøstens nærområder, men i modsætning til hjerteløshed har dette imidlertid sin egen helt logiske forklaring, selvom »elefanten i rummet« som regel fuldstændig forties af godhedsindustrien.

Hvis Danmark åbner grænserne for syge palæstinensere fra Gaza, sidder Danmark nemlig i saksen, når disse mennesker efter endt behandling potentielt ikke rejser hjem, men i stedet for søger asyl med hertil hørende uintegrerbar familiesammenføring, kriminalitet og offentlig forsørgelse – hvad vi har mere end rigeligt af i forvejen fra de muslimske MENAPT-lande.

Om lige netop denne problemstilling findes et godt, dækkende amerikansk mundheld: »When in hole, stop digging«.

Steen Møller, Ebeltoft

Tal ordentligt

I Berlingske 28. august kan man læse, at digitaliseringsminister Caroline Stage (M) finder det »pissefrustrerende«, at børn og unge har så stort et skærmbrug.

Før Caroline Stage forsøger sig med en reduktion i skærmtiden, ville det være klædeligt, om hun lærte sig selv at udtrykke sig sobert.

Lise Saxsov, Holte

Få DR til Ejderen og videre

I august var jeg til fransk-tysk bryllup med Björn, Annegrethe, Jette, Thor, Bo, Lotte, Hanne, Birthe, Jürgen og Hilde. Den tyske del af familien og vennerne kom nemlig fra Hamburg og nordfor.

Som det også kan læses af navnene på bryllupsgæsterne, har vi et kæmpe fællesskab med vores nordtyske naboer, og de er nysgerrige på det danske. En anden bryllupsgæst bosat i Kiel havde efter to ture i Danmark af egen drift taget to danskkurser for at kunne forstå naboen mod nord lidt bedre.

Hvis vi nu skulle gøre det lidt nemmere og sjovere for hende, så kunne vi jo gøre adgangen til danske medier nemmere.

Jeg fik også talt med en far, som var opvokset i Flensborg og havde læst i Sønderborg og Aarhus, inden han og konen flyttede til Hamburg, hvor hun kom fra. Der boede de nu med deres to døtre.

Han og konen har læst i Danmark, og han er en af det danske mindretal, så det ville være naturligt at forsøge at bevare det danske sprog i familien og viderebringe det til næste generationer. Men restriktionerne for adgang til danske public service-medier gør det svært at få dansk til at blive en del af hverdagen for den lille familie.

Jeg kan sidde nok så meget og konversere på dansk med baby og far, men når de kommer hjem, er dansk meget langt væk fra hverdagen i Hamburg. For 20-30 år siden var det nemt: man drejede antennen lidt eller satte en ekstra op på taget, så fik man adgang til de danske tv-stationer, men i dag uden dansk MitID og dansk bopæl er DR og DR-arkivet lukket land.

Det kræver ikke andet end politisk vilje og måske lidt håndører til DR, så kan vi få danske medier til Ejderen og videre. Det vil gøre en kæmpe forskel for det danske mindretal og for udbredelse af dansk og dansk kultur samt for det dansk-tyske samarbejde!

Wir schaffen das – eller hvad?

Karen Melchior, fhv. medlem af Europa-Parlamentet (R), København

Jeg tænker, altså er jeg til

Det danske sprog udvikler sig hele tiden. Oftest mod udlandet. Kulturel og teknologisk indflydelse fra USA og England dominerer, men også herhjemme syder det med slang og sprogfornyelse. Ikke alt giver mening.

Ordet »super« er et udtryk for ekstraordinær præstation, men bruges rask væk som almindelig bekræftelse eller enighed – oftest lige før et »farvel« afslutter samtalen.

I dag i telefonsamtaler begynder modparten med at proklamere, at de tænker et eller andet. Man kan få den opfattelse, at modparten ønsker at fremme et indtryk af belæsthed, højere uddannelse eller filosofisk baggrund.

»Cogito ergo sum« (»jeg tænker, altså er jeg til«) tilskrives den franske filosof René Descartes for godt 400 år siden. Man kan snildt mere ydmygt udtrykke sig med: »at mene« eller »jeg er af den overbevisning«.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk