Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

kan man slet ikke adskille kunsten fra kunstneren?

Skal kunstnere klandres for at være en del af tidsånden? Kunst var deres passion. Med en passion bliver meget omkring en af mindre betydning, skriver Suzanne Ekelund. Her Emil Noldes »Tänzerin (Danserinde)«, 1913, Städel Museum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bpk/Städel Museum

Jeg værdsætter Berlingskes afstandtagen til det omsiggribende identitetspolitiske vanvid. Derfor overraskes jeg over, at anmelderen Birgitte Ellemann Höegh (BEH) af SMKs udstilling »Kirchner og Nolde til diskussion« reflekterer lidt over SMKs identitetspolitiske indoktrinering, men stort set tager den til sig. Kan kunstværk adskilles fra kunstner? Svaret »nej« anes.

Så skal megen kunst desavoueres, da intet menneske er perfekt. For eksempel behandlede Picasso sine skiftende ægtefæller dårligt – væk med ham. Kirchner og Nolde var tyskere i tysk kolonitid. De inspireredes af kolonierne og kunst derfra. Dengang var man i Tyskland og mange andre steder, hvad vi nu vil kalde racister.

Skal kunstnere klandres for at være en del af tidsånden? Kunst var deres passion. Med en passion bliver meget omkring en af mindre betydning. BEH klandrer dem for at afbilde kolonibefolkningen primitivt, konturløst, sjældent at angive deres navne, mens billeder af kolonialister er mere detaljerede. Undrer det? Kunstnerne kunne næppe tale med kolonibefolkningen, som har været modeller, der oftest ikke giver navn til et billede og sjældent bruges til portrætter.

BEH spørger, »Hvad gør vi ved fremstillingen af nogle af de store maleres racistiske kunst?« og viser, at hun har købt indoktrineringen – de viste kunstværker er racistiske.

Suzanne Ekelund, Rødovre

30-minutters-reglen og coronapas?

Alle røde partier har afvist at afskaffe 30-minutters-reglen om tidsbestilling på alle restauranter. Sundhedsordfører Stinus Lindgreen (RV) skriver på Twitter, at man endnu ikke har fundet en god måde at reducere smittefaren på, hvis man afskaffer reservationskravet. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) sagde 20. april, at han var »åben for at erstatte 30-minutters-reglen med en anden ordning, men man havde ikke fundet den endnu«.

Man bliver ærlig talt en smule nervøs for de herrer Lindgreen og Kollerups evne til at tænke og huske.

Restauranter med et bookingsystem afviser faktisk gæster, hvis de ikke har »mere plads«, og alle restauranter er underkastet en begrænsning i antallet af gæster baseret på restaurantens størrelse. Det modvirker vist »en sammenstimlen«.

Og sidst – men ikke mindst – så er der coronapasset. Men det har de herrer måske aldrig hørt tale om? Til information for alle, som også var med til at afvise ønsket om afskaffelse af 30-minutters-reglen, så skal coronapasset faktisk vises af alle gæster, hvis de skal have adgang til restauranter.

Selv personer, som er syge – men ikke føler sig syge og derfor muligvis smitter uden at vide det – skal have et sådant pas, hvis de vil ind på et restaurant. Og det kan de ikke få af ret naturlige årsager.

Ovenstående er ret enkelt at forstå – med undtagelse af de politikere, som har mere end svært ved at opgive magten og indrømme, at de har lavet en tåbelig regel.

Svend Erik Bach, Humlebæk

Valgplakater, igen.

Foranlediget af et læserbrev 26. april i Berlingeren vil jeg genfremføre mit gamle forslag om samme emne, men med en helt anden konklusion. Valgplakater skal være tilladt, men kun på udvalgte steder, hvor kommunen opsætter plakatsøjler, hvor hvert opstillet parti har ret til opklistring af én plakat. Et system der fungerer fint i andre lande, så hvorfor ikke også i Danmark?

Niels Walløe, København

Professoral børnelogik

Kan man kalde en nordmand for en nordmand, når der er tale om en kvinde? Det mener professor Niels Bjørn-Andersen ikke, at man kan. Han skriver i Berlingeren 26. april, at det er sexistisk sprogbrug, og han foreslår derfor at indføre betegnelsen ’en norsker’, ligesom vi allerede har ’en svensker’ og ’en tysker’.

Det må være en slags børnelogik, der har grebet professoren i sit otium. Mange siges jo at gå i barndom i den høje alder. Det lyder dog plausibelt, at man skal undgå sexisme, også i sproget, men kæden springer af for professoren, når han foreslår indført, at man anvender ’hun’, »når vi omtaler en ukendt i 3. person«. Det er jo netop at cementere en sexistisk sprogbrug og ikke det modsatte. Det er ikke engang børnelogik, snarere Erasmus Montanus-logik, som ikke er et ukendt fænomen i akademia.

Betegnelsen ’professor’ er latinsk, og på latin er ordet et hankønsord. Efter professorens logik vil det derfor være sexistisk at bruge det om en kvinde. Et andet må anvendes. Har professoren et forslag? For eksempel professorinde (bragt til ære og værdighed i en ny betydning) ligesom lærerinde, danserinde, sangerinde.

Esben Skytte Christiansen, Holstebro