Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kan DU se dig selv i øjnene?

»Er der tale om et skred i moral og etik hos de offentligt ansatte? Eller hos politikerne? Jeg tror det ikke, forstået på den måde, at der ikke er tale om en stigning i omfanget af misbrug, men derimod at især pressen er blevet bedre til at finde og afdække sagerne,« skriver Vagn Bech. Her den bedrageridømte Britta Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Phill Magakoe / Ritzau Scanpix

Medierne afdækker jævnligt sager, hvor det offentlige – dvs. os alle sammen – er blevet offer for ansattes misbrug af deres stilling.

Direkte svindel over for arbejdsstedet, indkøbschefer der har personlige fordele af bonuskonti hos leverandører, kreative løsninger der dækker over returkommission, etablering af selskaber for at undgå modregning i indkomst, dække over personers misbrug af offentlig stilling, køb af varer til privat forbrug over firmakort, vennetjenester etc. Eksemplerne er talrige.

Er der tale om et skred i moral og etik hos de offentligt ansatte? Eller hos politikerne? Jeg tror det ikke, forstået på den måde, at der ikke er tale om en stigning i omfanget af misbrug, men derimod, at især pressen er blevet bedre til at finde og afdække sagerne.

Tillid er en afgørende faktor for vores måde at interagere med hinanden, både som privatpersoner og i vores erhverv. Den tillid, der skal være, trues af de personer der ikke kan skelne mellem dit og mit, og som åbenbart tror, at når bare det er den store fælles kasse der står med regningen, så går det ikke ud over nogen.

Men det gør det. Ofrene er de borgere, de institutioner og de virksomheder, som misbruget rammer. Samme forhold gælder i øvrigt for sort arbejde, dvs. en aftale mellem to parter om at en opgave eller leverance ikke belastes med moms og skat. Ofrene er også alle de, der for at forhindre misbrug, bliver udsat snærende og demotiverende kontrolforanstaltninger af forskellig art, som der ellers ikke burde være behov for i et tillidsbaseret samarbejde.

Jeg vil derfor opfordre DIG, der på den ene eller anden måde har adgang til at disponere eller påvirke anvendelsen af offentlige midler, til at se dig selv i spejlet og med sindsro i sindet sige; jeg holder mig på dydens smalle vej!

Vagn Bech, Glostrup